JP hjalp Naser Khader i burka-sag

Jyllands-Postens ledelse gik direkte imod sine egne journalisters vilje og reddede Naser Khader fra en politisk brøler på hans første dag som integrationsordfører. Det afsløres i det nye nummer af Journalisten, som udkommer onsdag. »En skandale,« mener politisk ordfører Henrik Sass (S).
15.09.2009 · 23:01

Jyllands-Postens ledelse gik direkte imod sine egne journalisters vilje og reddede Naser Khader fra en politisk brøler på hans første dag som integrationsordfører. Det afsløres i det nye nummer af Journalisten, som udkommer onsdag. »En skandale,« mener politisk ordfører Henrik Sass (S).

Naser Khader begik en brøler på sin første dag som konservativ integrationsordfører.

Da han mødtes med to JP-journalister og fortalte om sit nye burka-udspil, gik han længere end det hidtil har været fremme i offentligheden.

Til JP-journalisterne sagde han, at burkaforbuddet skulle gælde helt hjem i haven:

»Hvis man skal tillade burka, når man går i sin have, så skal man til at lave mange undtagelser. Derfor kan vi lige så godt være konsekvente og sige, at burkaen ikke hører hjemme i Danmark.«

Sådan lød det præcise citat fra Naser Khader.

JP-journalisterne skrev artiklen og afleverede den til avisen. Af artiklen fremgik det blandt andet, at ingen partier i Folketinget umiddelbart kunne gå ind for forslaget i den form, som Khader skitserede det. Det lignede altså et politisk selvmål af Khader og de Konservative.

Men artiklen blev aldrig trykt i den form, som den blev afleveret. På avisen var nyhedschef Pierre Collignon nemlig stopklods. Han sørgede ganske kontroversielt for, at der blev ringet til de Konservative og tjekket op på den markante udmelding. Og så fortrød Naser Khader pludselig sine ord.

De to JP-journalister fastholdt, at Naser Khader havde udtalt sig som beskrevet, og ville ikke lade ham fortryde sin udtalelse. Men Pierre Collignon var uenig. Han satte nu en anden journalist til at ringe rundt til de politiske ordførere igen og skrev selv om på artiklen.

Mod sine journalisters vilje.

Fagbladet Journalisten, som bringer historien i morgen onsdag, har beskrevet forløbet for Socialdemokraternes ordfører Henrik Sass Larsen. Han er forundret:

»Jeg har aldrig hørt om, at der er nogen socialdemokrat, der er blevet kontaktet af en nyhedschef fra nogen som helst avis for at få bekræftet en historie, som en ansvarlig ordfører har fortalt til en avis,« siger han til Journalisten.

Nyhedschef på Jyllands-Posten Pierre Collignon kan også godt se, at det ud fra forløbet kan virke, som om avisen har advaret den konservative ledelse.

»Ja, det kan jeg godt forstå. Og det gjorde vi da på sin vis også. Du kan stille så mange spørgsmål og researche så meget, at de får lejlighed til at tænke sig om,« siger Pierre Collignon.

Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen mener, at Jyllands-Postens tager særligt hensyn til en ordfører på en højt profileret post og med en lang fortid bag sig i dansk politik.

»Jeg troede, at dagspressen var redigeret med redaktionel frihed. Det her er et klokkeklart bevis på, at det ikke er tilfældet. Man tager partipolitiske hensyn i den politiske dækning. Det beviser, at nogle er sympatisk indstillede hovedsagligt over for de højreorienterede partier,« siger han.

Og Henrik Sass Larsen er ikke bleg for at bruge store ord: 

»Det her er virkelig en skandale.«

Pierre Collignon afviser kritikken.
»Det er noget pjat (...) Hvis en fra Socialdemokratierne eller Socialistisk Folkeparti havde udtalt sig på sammen måde, ville jeg også have været nysgerrig og spurgt til udspillet, fordi det var et vildt forslag.«

Hele det nye nummer af fagbladet Journalisten kan allerede nu læses her.

Kommentar

16/09/2009 - 10:52

uffe lindum, journalist

man må principielt gå ind for, at kilder citeres for, hvad de har sagt. Til gengæld er Henrik Sass Larsens reaktion trukket i den automat, der har påskriften "emner, der kan drille eller udskifte regeringen".

16/09/2009 - 11:29

Christian Jertrum

Henrik Sass bør jo sige det og det er jo helt korrekt. Jeg kan ikke mindes at en journalist eller chefredaktør har ringet op for at være sikker på at citatet var rigtigt, så Pierre Collignon har en dårlig historie som han ikke rigtigt kan slippe udenom...

16/09/2009 - 13:21

Susanne Sayers

Det kan vel ikke være journalisters opgave at beskytte partier mod ordføreres bommerter? Og ville JP have gjort det samme, hvis for eksempel en ordfører fra SF eller de radikale havde foreslået noget yderligtgående? Eller ville den redaktionelle chef i det tilfælde have sat historien uændret i avisen og skrevet en harmdirrende leder om dette idioti?

16/09/2009 - 15:40

René Fredensborg

Nu har jeg aldrig hørt om ham der Pierre Collignon, og han lugter også lidt af billig parfume, men hvilken fælt oprivende historie at få frem. Jyllands-Posten burde skamme sig halvt til døde, men jeg er bange for, at der er langt flere af den slags opkald, end man ved af. Jeg skal hermed huske at kalde det en 'Pierre Collignon' hver gang, jeg skal huske, hvorfor dansk journalistik er så smurt ind i magtmisbrug. Go to the dark side, Pierre C. Jeg er sikker på, de konservative ville elske en spindoktor som dig...

17/09/2009 - 11:16

Lars Jessen

For mig at se er der to aspekter i Jounalistens afsløring af JPs hjælp til Khader.

Det ene er den fuldkommen pinagtige afsløring af, at JPs nyhedsdækning i høj grad er politisk redigeret. Jeg ved ikke om det egentlig kommer som den store overraskelse, men under alle omstændigheder er det dybt pinligt og burde føre til massiv selvransagelse på kontorene i Viby J.

Det er der dog intet i artiklen, der tyder på vil ske, og det leder til det andet aspekt. Hvor er det skammeligt at se, at landets største avis, der siden Muhammed-krisen har ophøjet sig selv til ytringsfrihedens store vogter, på denne måde knægter egne medarbejderes ytringsfrihed. 

I dagens udgave af Jyllands-Posten er der under overskriften "Dream Team med sekteriske træk" en artikel om en ny bog om Anja Andersens tid i Slagelse. Miljøet havde sekteriske træk, mener Torben Kirkegaard fra Dialogcentret i Århus, der er en tværkirkelig forening, som informerer kritisk om nyreligiøsitet og sekterisme.

Jeg citerer fra artiklen:

"Han (Torben Kirkegaard) ser andre eksempler på sekteriske træk i håndboldklubben.

"I Slagelse havde man et lukket lederskab. Eksempelvis gik kontakten til pressen kun via én kanal. Man isolerede dem, som var uenige i ens synspunkter. Det er noget, som man også møder i sekteriske sammenhænge," siger Torben Kirkegaard.

Hr. Mikkelsen og hr. Collignon ringer der en klokke?

Jeg ser det som en oplagt historie for Journalisten at tage en tur til Viby og afsløre flere sekteriske træk på landets største avis - hvis I overhovedet kan få lov at komme indenfor døren, og der er medarbejdere, der tør udtale sig til jer. Det ser jo ud til, at tillidsrepræsentanten ikke engang har noget imod, at hans kollegers ytringsfrihed knægtes - personligt savner jeg i hvert fald at høre hans forklaring på, at nogle af landets dygtiste og mest vellønnede journalister på denne måde lader sig kyse.

17/09/2009 - 11:22

Lars Jessen

... og iøvrigt thumps up til Rene Fredensborg! Jeg synes ikke, der er meget at grine af i denne sag, men "Nu har jeg aldrig hørt om ham der Pierre Collignon, og han lugter også lidt af billig parfume" fik mig til at grine højt og længe.

Og Rene, du har fuldkommen ret: Fra nu af skal det hedde "en Pierre Collignon". Vil du skrive definitionen ind på Wikipedia, så vi kan få udbredt kendskabet?

17/09/2009 - 14:33

Lars Hillerød

Hvem siger, at en nyhedschef eller chefred aldrig har ringet til Nyrup eller Marianne J om en fortaelse fra en i fra folketings gruppen. Det er da naivt at tro, at Tøger eller andre ikke tjekker op på deres materiale. Der findes mange løse kanoner i dansk politik, som ikke helt ved hvad de mener. (Svend/Ritt). Det er bare ikke alle der bliver stukket af deres medarbejdere eller journalister.  Naser er bare nem at ramme.

17/09/2009 - 15:28

René Fredensborg

Collignon er hermed på wiki!

17/09/2009 - 15:36

René Fredensborg

http://da.wikipedia.org/wiki/Pierre_Collignon

17/09/2009 - 15:40

Lars Jessen

Dette bør deles med Journalisten.dks øvrige læsere:

Pierre Collignon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Pierre Collignon er betegnelsen for, at lade som om, man er objektiv og kritisk journalist, mens man i virkeligheden er håndlanger for et bestemt politisk parti.

For eksempel kan man 'lave en Collignon', som da Jyllands-Postens nyhedschef Pierre Collignon gik direkte imod sine egne journalisters vilje og reddede Naser Khader fra en politisk brøler på dennes første dag som de konservatives integrationsordfører. Naser Khader havde i den såkaldte 'burka-sag' udtalt til J.P, at burkaforbuddet skulle gælde helt hjem i haven: »Hvis man skal tillade burka, når man går i sin have, så skal man til at lave mange undtagelser. Derfor kan vi lige så godt være konsekvente og sige, at burkaen ikke hører hjemme i Danmark.« Pierre Collignon sørgede derefter for, at der blev ringet til de Konservative og tjekket op på den markante udmelding. Og så fortrød Naser Khader pludselig sine ord, hvorefter den pågældende artikel blev efterredigeret til de konservatives fordel, før avisen kom på gaden.

Når man laver en 'Collignon' behøver det dog ikke at have konsekvenser for ens fortsatte virke i den ellers frie danske presse. Jyllands-Posten kan for eksempel ikke se problemet.

Læse mere: http://www.journalisten.dk/jp-hjalp-naser-khader-i-burka-sag http://politiken.dk/politik/article789415.ece http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/09/16/064300.htm

17/09/2009 - 18:28

Susanne Sayers

Lars Hillerød - der er forskel på 'en fra folketingsgruppen' og så den ansvarlige ordfører. Hvis det er 'en fra folketingsgruppen', der fremsætter et forslag uden for vedkommendes ansvarsområde, er det helt oplagt at få en kommentar fra topledelsen.

Hvis det derimod er den ansvarlige ordfører, går man som udgangspunkt ud fra, at man taler med topledelsen. Det er derfor ikke nødvendigt at dobbelttjekke.

Der er flere ting, der undrer mig i forløbet. Jeg har ingen grund til at tro, at PC har haft andre motiver, end dem han selv angiver. Men hvorfor så ikke bruge det i artiklen? Det var da blevet et brag at kunne afsløre, at den nyudnævnte ordfører var parat til at lade burkaforbudet gælde helt ind i egen have - det har manden selv indrømmet siden også - men trak i land, efter at JP kontaktede partiformanden. Det kunne man da sagtens have skrevet ind i artiklen uden at have ændret hovedvinklen: At de konservative gik efter et burkaforbud.

Og hvorfor forbyde sine journalister at tale om sagen? I en avis der hæger om ytringsfriheden?

Nå, jeg håber, at det giver anledning til livlig debat - ikke bare på JP, men i pressen i det hele taget om, hvad der er fremgangsmåden i de her tilfælde. Jeg kan ikke huske fortilfælde.

Bedste hilsner,

Susanne Sayers

17/09/2009 - 19:43

Lars Hillerød

Susanne Sayers - problemet er vel at NK ikke bliver taget alvorligt som en leder længere i nogen sammenhæng, og derfor skal dobbelt tjekkes. Faliterklæring fra K. Og igen, bare fordi man ikke har hørt om andre tilfælde, kan det jo sagtens være sket. Men Naser er utrolig nem at ramme. Han står jo altid på det forkerte ben, hvis han stadigvæk har nogle at stå på:)

19/09/2009 - 10:27

Bo Østlund

Uden at tage stlling til den konkrete er sag er det her så lige nøjagtig sådan noget pupertetsagtigt fis, som ødelægger et forum som Wikipedia

Seneste jobopslag

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 22.02

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder til Bibliotekerne

Hillerød Kommune
Ansøgningsfrist: 20.02

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Kommunikationsmedarbejder

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 20.02

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02

Marketing- og kommunikationsmedarbejder

Naturhistorisk Museum Aarhus
Ansøgningsfrist: 22.02