Den 30. september 2008 skulle Rambøll fremlægge det første delresultat i arbejdet med at udrede pengestrømmene i medierne. Det gjorde de sammen med Anker Brink Lund og Preben Sepstrup med deres indgående kendskab til medieverdenen.
Inden de overhovedet nåede at sige et ord, havde to mediepolitiske ordførere været på banen og foreslået den nuværende medielicens afløst af en særlig medieskat. Lige så hurtigt var Specialmedierne fremme med synspunktet om ligestilling med dagbladene. Kampen om milliarderne var allerede i fuld gang, inden vi fik overblikket.
Den kamp vil fortsætte, og fra alle sider bliver det garanteret med en søgning mod den højere retfærdighed. Fuldt forståeligt er det, at hvert medieområde vil søge ligestilling, når det gælder mediestøtten, og lige så forståeligt er det, at de fremmeste på hver platform vil gøre gældende, hvor meget de nu bidrager til den journalistiske fødekæde og mangfoldigheden.
6, 5 milliarder kroner er i spil, hvoraf den sidste lille milliard dog er moms. Den vil skatteministeren garanteret gerne have, men omvendt er det måske den milliard kroner, som politikerne har brug for, hvis hele regnestykket ved det næste medieforlig skal gå op i en højere enhed.
Udredningen tager derimod ikke højde for, at for eksempel koncessions- og reklameafgifter hiver penge ud af mediebranchen og tilbage til staten. Konsulenterne er opmærksomme på dette aspekt, ligesom der også er fokus på, at de forskellige mediestøtteordninger genererer andre indtægter til staten i form af skatter med
mere.
Det nye ved udredningen af de økonomiske sammenhænge i medieverdenen er, at politikerne får en historisk chance for at træffe beslutninger om en væg til væg-løsning for mediebilledet i Danmark. Poul Nyrup Rasmussens medieudvalg i 90erne gik godt nok også grundigt til værks, men dengang blev der afgivet betænkninger for de trykte og elektroniske medier hver for sig.
Nu har vi i første omgang fået en midtvejsrapport og om et år en rapport, der kan være et godt udgangspunkt for både et kommende væg til væg-medieforlig samt en ny mediekommission, der med oplysningerne serveret på et fad burde være i stand til at finde den måde, vi med de nuværende medieplatforme kan få en både mangfoldig, alsidig og debatskabende mediestruktur i Danmark.
Her er jeg tilbage ved udgangspunktet, for det handler ikke om den højere retfærdighed, men derimod om, hvilken mediestruktur der bedst opfylder det behov, vi har i et demokratisk samfund for at kunne deltage aktivt i debat og beslutninger og i så vidt omfang som muligt være med til at forme den demokratiske udvikling. Det er den fornemme opgave, nemlig hvordan næringen skal fordeles, så vi får mest muligt og det bedste ud af den.
I mediestøtteudredningen vil der samtidig være et ønske om at sammenligne os med andre landes ordninger, og her skal politikerne huske, at det danske sprogområde er mindre end de flestes, og det gør det ikke billigere at producere danske aviser, radio, fjernsyn, net eller mobilnyheder.
Derfor er for eksempel TV 2 og DR trods budgetter på 2 og 4 milliarder kroner meget små medievirksomheder. I modsætning til for eksempel dagbladene er de også i skarp konkurrence med udenlandske tv-kanaler med mange flere muskler.
Dagbladene er revet med ind i et voldsomt udviklingsstormvejr, hvor den fremtidige mediestøtte skal sikre borgerne, at de ikke bliver tabere i den voldsomme konkurrence, vi ser lige nu. Og så skal der tages et alvorligt hensyn til, at de yngre generationer er i fuld gang med at ændre det samlede medieforbrug radikalt. Her bliver opgaven at bruge mediestøtten til at sikre, at en fremtidig mediestruktur styrker sammenhængskraften og demokratiet i samfundet. Der bliver nok at bruge milliarderne til, og hver en krone er nødvendig. /

Mogens Blicher Bjerregård
Formand for Dansk Journalistforbund