“Hej, det er Janne fra Ekstra Bladet. Sker der noget i Tårnby? Kom så med et drab!… Okay, det lyder betryggende, og solen skinner jo også så dejligt …” Janne Aagaard er godt i gang med sin daglige rundringning til de vagthavende på politistationerne i København og omegn. “Kan jeg tale med Niels eller Niels … Hej, det er Janne fra Ekstra Bladet, har du noget nyt … Jeg tror, jeg flytter til Hvidovre, der er jo altid stille og roligt …” I 13-14 forskellige varianter får Janne Aagaard talt med de vagthavende, uden det giver historier til avisen. Samtalerne er uformelle og småsludrende. Hun smiler og griner meget på telefonrundturen fra Tårnby til Helsingør – og suppleret med telefonheadset’et får det hende både til at ligne og lyde som en af Sonofon-pigerne fra tv-reklamerne. Der er ikke umiddelbart meget rå kriminalreporter over hende denne udramatiske eftermiddag i begyndelsen af maj. Men billedet snyder. Det pænpigede islæt fylder ikke meget. Og Janne Aagaard ville højst overleve en halv arbejdsdag som Sonofon-pige.

Mentalt klippekort

Hun kræver, at hendes arbejde af og til giver hende et kick – et adrenalin-kick. Det gør jobbet som kriminalreporter på Ekstra Bladet. I to år har hun fået leveret drama og gys i sit liv. Og vendingen holy fuck bruger hun flere gange, når hun fortæller om krimi-livets klimakser. “Jeg har da enormt svært ved at se, hvad der skulle kunne give mig samme kick. Jo længere tid, jeg er her på bladet, jo sværere bliver det at vende tilbage til det, nogle kalder objektiv journalistik, eller at skrive to parter og en ekspert-historier,” siger den 28-årige kriminalreporter. “Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke skal lave det her i ti år. Jeg tror, man har et mentalt klippekort. Og der er et vist antal klip, og når man har brugt nok af dem, så bliver man kold og ligeglad. Jeg vil aldrig nogensinde være ligeglad med det, jeg laver. Ligegyldighed er det absolut værste. Så er man død som menneske og som journalist.” Janne Aagaard taler med en overbevisning, så ingen kan være et sekund i tvivl om, at ordene ikke bare ryger ureflekteret ud af munden på hende. Hun tager sit journalistliv alvorligt. Pissebange Janne Aagaard beskriver sig selv som lige så “hard-core” som hendes mandlige kolleger, og “jeg er nok rigelig hård i filten”. Hun har det ikke bare i munden, for hun formår at stå model til episoder, der kræver sin kvinde. Episoder, som har gjort hende “pissebange og skræmt” og i et kort øjeblik fik hende til at overveje at blive bevæbnet. Men angsten i de situationer har aldrig fået hende til at overveje at droppe jobbet som kriminalreporter. Hun kan ikke undvære spændingen. “Spændingsmomentet i en drabssag, hvor du prøver at samle brikkerne til et puslespil. Du render i røven på politiet, og en gang imellem lykkes det dig at komme foran politiet – det giver bare et kick. Yes! Den der følelse af – så kører vi. Den kan man leve længe på,” fortæller Janne Aagaard med en gnistrende journalist-energi. Og det kører, når hun får trykket på erindringsknappen. Egentlig er ordet erindring et malplaceret ord, når Janne Aagaard bare er 28 år, og når erindringerne kun er samlet på de to år og tre måneder, hun har været færdiguddannet journalist. Men når hun fortæller, så opleves det som om, det er fortællinger fra et langt liv. Der er stort set ikke punktumer og en del holy fuck, når Janne Aagaard for eksempel begynder at fortælle om dagene midt i august 1998.

Ryd forsiden!

Den 35-årige Gitte Schneider Nielsen fra Herlev er meldt savnet på tredje dag, da historien begynder at køre for Janne Aagaard. “Vi tager til Herlev og laver den klassiske at stemme dørklokker,” fortæller Janne Aagaard. Hun er derude sammen med en praktikant. De begynder i stuen i den forsvundne kvindes opgang. På 2. sal er der pludselig en ung mor, der mener at have noget at fortælle, om fredagen – den dag Gitte Schneider Nielsen forsvandt – hørte hun en kvinde råbe om hjælp og bagefter noget blive slæbt hen ad gulvet og nogle nøgler blive smidt. Den unge mors datter samler nøglerne op i opgangen og lidt senere kommer Gitte Schneider Nielsens ekskæreste og beder om nøglerne … “Vi tænkte bare holy fuck … og jeg ringer hjem på bladet og siger: “Ryd forsiden!” Og det er bare én af de ting, jeg synes, er helt vildt fedt. Jeg elsker simpelthen at sige ryd forsiden …” Da de går ud på gaden igen, står B.T. udenfor. “Der var ikke noget, siger jeg til dem. Jeg storlyver simpelthen, selvfølgelig gør jeg det. Det er jo vores historie.” Praktikanten får fat i ekskæresten og interviewer ham. Ved 10-tiden om aftenen sætter Janne Aagaard sig til tasterne, og da hun har skrevet historien, ringer hun til kriminalpolitiet og fortæller om vidnets beretning. Det føler hun sig moralsk forpligtet til. Vidnet er indforstået med, at hendes navn går videre til politiet. Næste morgen anholder politiet ekskæresten. “Det var bare en fed, fed historie. Og det, der var så vildt, var, at der ikke var noget lig. De anholder en mand, sigter ham for drab, men der er ikke noget lig – og så går den vilde jagt jo …” Pludselig afbryder hun sin fængslende beretning og kigger på mig: “Jeg ved ikke, hvordan det her kommer til at lyde – lyder det bare totalt groft eller hvad … det var altså bare så pisse-spændende.” I fire døgn er Janne Aagaards liv ikke andet end den sag. Og det er sådanne “guld”-døgn, der gør, at hun trods de uhyggelige episoder, fortsætter sit liv på krim. Fuldstændig tændt op Sammen med praktikanten støvsuger hun området. De er ligesom politiet på jagt efter liget. Pludselig hører de, at politiet har fundet noget. Sammen med en fotograf tager de ud til svigerforældrenes hus. Der er ingen hjemme. De ser, der er gravet i baghaven – lige ved gyngestativet. Fotografen lister derom og tager billeder. “Så tog vi hjem. Fuldstændig tændt op.” Næste dag vågner Danmark til Ekstra Blads-spiseseddel, der vækker. “Børnene legede på mors grav”. “Vi sad bare der og legede med rubrikker. Pludselig var den der. Hold kæft, hvor var den rå … Men den var kraftedeme sand. Skåret ind til benet. Den var, hvad Ekstra Bladet er, lige på og hårdt.”

Hvad gør du med dine spisesedler? “Ikke noget. Jeg hænger dem ikke op. Døde mennesker skal ikke være trofæer …” “Men lige præcis den forside med mors grav har jeg overvejet at hænge op over min seng for at give mig selv en lærestreg – jo den var sand, men den var måske for hard-core. Det er for letkøbt bare at sige til sig selv, at den er sand. Det er bare sådan en forsvarsmekanisme, man kan bruge i den her lidt grumme branche.”

De 29 forsidebaskere, Janne Aagaard har lavet til Ekstra Bladet, har hun klistret ind i sine store scrapbøger sammen med de 428 krim-historier, det foreløbig er blevet til. Hun er netop startet på fjerde bind. Onskabens væsen Janne Aagaard er ikke mere hård i filten, end at hun har følelser med på arbejde hver dag. Hun ved godt, det ville være nemmere, hvis hun ikke havde. Og hun er ikke i tvivl om, at flere kolleger vil beskrive hende som blød. “Jeg vil kunne føle medlidenhed og sympati for mennesker. Jeg tager hele tiden stilling til det, jeg laver. Det handler ikke bare om en tøjlesløshed – nu skal jeg ud og knalde nogle forbrydere.”

Hendes fascination af kriminalstoffet bygger primært på en søgen efter “ondskabens væsen” – hvorfor gør folk onde ting. “Vi har alle en ondskab i os, men hvorfor kan nogle af os stoppe ved allerhøjst at fornærme en parkeringsbetjent eller stikke en dum veninde en lussing, og hvorfor går andre ud og slår ihjel. Det, synes jeg, er pisse-interessant at beskæftige sig med.” Netop de betragtninger ligger bag hendes forsidesælgert Påskemandag, hvor Ekstra Bladet blev solgt på et Janne Aagaard-interview med Susans morder. “Hans gerninger er afskyelige og det grimmeste, man overhovedet kan gøre, men det mest skræmmende ved at besøge ham i fængslet var, at han virkede så menneskelig.” Interessen for indsatte fik hun, da hun lavede sin hovedopgave om stærke fanger. “Jeg sad der i Nyborg med overfaldsalarm på og drak rød sodavand med Bandidos-rockerne. Det var altså pisse-skægt og spændende. Der startede min fascination af det, jeg lidt højtravende kalder ondskabens væsen.”

Familie for mig

Men at hun blev kriminalreporter er et tilfælde. Janne Aagaard gik i job-panik ugen før, hun afsluttede sin journalistuddannelse. Det var i slutningen af januar 98. “Jeg kunne bare ikke gå til translokation uden at have fået arbejde.” Så på to dage skulle hun til samtale på så vidt forskellige job som erhvervsjournalist på Ritzau, journalist på mandebladet M! – og så havde hun uopfordret presset sig til en jobsnak på Ekstra Bladet. “Jeg fornemmede Ekstra Bladet som et autonomt og anarkistisk sted, hvor der var højt til loftet. Råt og meget mande-agtigt, og det tiltrak mig. Ikke så meget fnidder-fnadder. Jeg havde slet ikke set mig selv på krim – men det var altså der, de manglede én.” Og sådan blev det, om torsdagen, samme dag som translokationen, fik hun job, og startede sit Ekstra Blads-liv om mandagen. Hendes debut blev med “verdens mest lamme historie”, som aldrig blev trykt. Noget med, at Keld og Hilda var blevet madforgiftet ved seksdagesløbet. “Holy fuck – hvad havde jeg dog kastet mig ud i. Det holder ikke længe, tænkte jeg, da jeg tog hjem efter første arbejdsdag.” Men det holder. Kærligheden til bladet vokser. “Ekstra Bladet er lidt ligesom en familie. Og det er blevet mere familie for mig. Der er en utrolig loyalitet herinde. Man kan ikke være her på bladet og være uberørt af det. Der er en uudtalt følelse af, at vi holder sammen. – En korpsånd? “Ja. Blandt andet fordi vi er vant til at blive svinet til eller dolket af folk. Ekstra Bladet bliver angrebet alle mulige steder fra. Det får os til at holde sammen, og man får den der I kan rende os i røven-holdning. Men den er også farlig – noget af selvkritikken ryger.”

Og familien Ekstra Bladet fylder i hendes liv – og endnu mere siden hun for nylig blev single. “For mig er det absolut bedst at være single på bladet. Det er langt sjovere. Du kan stort set leve hele dit liv herinde. Du kan få dine tre måltider i kantinen, du kan få snak og fest. Der er liv døgnet rundt stort set.” Hun lader ikke nogen være i tvivl om, at hendes forhold til sin arbejdsplads handler om meget andet end 37 arbejdstimer om ugen og løn. Og det er nok derfor, hun fortsat accepterer at leve med de uhyggelige episoder – truslerne.

Truet af Bandidos-rocker

“Sidste gang, en journalist skrev om mig, klippede jeg tommeltotten af ham. Du skriver ikke noget!” Sådan lød det, da Janne Aagaard første gang blev udsat for alvorlige trusler. Det var midt under et grundlovsforhør i september 98. En Bandidos-rocker stirrede på hende med et olmt blik, mens han sagde de truende ord. Den 34-årige rocker var stærkt ophidset og havde under samme grundlovsforhør udtalt dødstrusler over for flere betjente. “Jeg var pissebange. Virkelig bange. Tre skridt og han ville være nede hos mig – og jeg frygtede, at han ville knalde mig sådan én på skrinet. Men jeg sad bare som om, jeg var fuldstændig kold. Jeg kiggede bare på ham,” fortæller Janne Aagaard. Janne Aagaard var i tvivl, om hun skulle politianmelde ham: “Hvad nu, hvis en politianmeldelse ville gøre ham endnu mere sur … Men jeg syntes, det som journalist var min pligt at gøre det. Hvis vi journalister forventer, at alle andre mennesker gør deres borgerpligt og melder rockerne og også tør vidne imod dem, så skal vi journalister fandeme også selv gøre det!” To måneder senere fik rockeren fem måneders ubetinget fængsel for truslerne mod Janne Aagaard og betjentene. Og i sit forsvar under retssagen forklarede rockeren, at han ikke brød sig om Ekstra Bladet, og han derfor ville provokere journalisten. Men hun var iskold. Hendes manglende reaktion fik ham til at flippe endnu mere ud, forklarede han. Når hun sidder der på sit kontor denne maj-eftermiddag og taler med de vagthavende, virker historien om rockeren helt uvirkelig. “Hvordan står det til i Hillerød, har I fået nogle gode kager til eftermiddags-kaffen?” Episoden med rockeren tænker Janne Aagaard efterhånden sjældent på. Hun tror, han sidder inde i Nyborg endnu. Men det med truslerne er ikke en der-var-engang-historie. Hun er jævnligt ude for trusler. Endda dødstrusler. Dødstrusler Den 8. februar modtager hun et brev på redaktionen – der står MAX på kuvertens bagside. Indholdet er mærkeligt og uhyggeligt. En mand skriver, at han har en sygelig lyst til at slå en kvinde ihjel i hendes bedste alder. For god ordens skyld beslutter Janne Aagaard sig for at kontakte politiet. Hun bliver meget overrasket over, hvor alvorligt Københavns Politis drabsafdeling tager det. De beder hende om ikke at røre mere ved brevet, og så sender de et bud over på Ekstra Bladet for at hente det. De vil forsøge at tage fingeraftryk på frimærket. En uge senere ligger der igen et brev fra “Max” i hendes postbunke. “Jeg smider det, som om det brænder. Ringer med det samme til politiet, som så afhenter brevet.” Et par timer senere får Janne Aagaard en kopi af brevet retur fra politiet. “Så går klappen ned. Går rundt om mig selv. Egentlig har jeg mest lyst til at købe en gun. Det er min første tanke – det er bedst at være bevæbnet. Så tænker jeg, hvor er du latterlig …” Max skriver, at hun skal vide, at hun selv er i farezonen. Han fortæller, at han står og ser på hende hver dag, når hun forlader sin arbejdsplads. En dag vil han hilse på hende uden at præsentere sig – kun for spændingens skyld, skriver han. Og så beskriver han, at han forestiller sig at drikke blodet fra den kvinde, han slår ihjel. Janne Aagaard taler med blandt andet chefredaktør Bent Falbert. De aftaler: at hun får taxa-bonner, at hun altid skal aftale med taxachaufføren, at han venter til, han har set lys blive tændt i hendes lejlighed. De aftaler at ingen kan få oplyst, hvornår hun er på arbejde. Og næste dag bliver hendes adresse hemmelig, hun bliver slettet på folkeregistret, på Krak og hun dropper den faste telefon – og har kun sin mobil. Da hun skal hjem om aftenen, kan hun ikke få nogen taxa til at holde ved Ekstra Bladets svingdør. Og det ender med, at hun tvinger sig selv til at gå lidt af vejen hjem – bare en halv kilometer. “Jeg var bange for, at jeg ellers ikke ville turde gå på gaden igen.” Kom an Politiet har fortsat brevene liggende, og hvis der kommer flere breve fra Max, kan politiet DNA-teste spyttet fra frimærkerne. Foreløbig har politiets efterforskning ikke givet noget svar på, hvem Max er. Eller hvorfor netop Janne Aagaard skulle trues. Det skete, mens hun dækkede Susan-sagen intenst, og hun tror, der er en sammenhæng. Hun forestiller sig, at det har noget at gøre med hendes meget kritiske linje over for pædofile. “Nu har jeg det sådan. Kom an. Du skræmmer mig ikke mere, vil jeg gerne sige til ham. Jeg vil hellere have, han mødte frem end at vide, at han bare er et sted derude …” Det kan lyde helt absurd, men Janne Aagaard forsøger at vende truslerne til noget positivt. “Jeg får ekstremt tit telefoniske trusler. Nogle der vil hive skelettet ud af kroppen på mig eller vil sørge for, jeg bliver fyret. Det gør ikke så meget indtryk mere.”

“Det er et bevis på, at vi på Ekstra Bladet gør nogle ting, som andre ikke gør. Vi går skridtet videre. Vi har en effekt på folk. Vi berører dem. Vi skriver om mennesker og ikke om undersøgelser.” Truslerne får hende altså ikke til at overveje at droppe kriminalstoffet. Hun har stadig mange klip tilbage på sit mentale klippekort. Og hendes fremtidsdrømme er heller ikke just Sonofon-pige-agtige. “Jeg vil gerne være krigskorrespondent … Journalistisk er det så rent, så ægte. Du er der, og du beskriver, hvad du ser. Det betyder noget for alvor, og det giver det der adrenalin-kick.” “Selvfølgelig er det paradoksalt, at jeg på én side vil forhindre, at jeg bruger alle mine mentale klip og bliver kold – på den anden side gerne vil i krig og opleve noget mere. Jeg kan da godt blive lidt bange for, om jeg er blevet adrenalin-junkie.”