search

Helsingoransk optur

Helsingør Dagblad har fået 30 procent flere læsere på et år, og oplaget er det højeste siden 2008.

Helsingør Dagblad har fået 30 procent flere læsere på et år, og oplaget er det højeste siden 2008. Opturen kan forklares med gamle dyder, gamle læsere og unge sælgere.

Der kan ikke være ildebrand hver dag.
Så i dag er Danmarks største Johnny Reimar-fan på forsiden af Helsingør Dagblad. Hun hedder Birgit og sælger ikke særlig godt på tankstationen, der ligger over for dagbladets bygninger. De får hver dag fem eksemplarer af avisen, og klokken ti over ni står der stadig fem eksemplarer på hylden.
»Men den sælger normalt langt bedre end Frederiksborg Amts Avis. I de 10 måneder, jeg har arbejdet her, har jeg højst solgt fem af dem,« fortæller tankpasser Theis troskyldigt.

Og man skal ikke lade sig narre af Birgits manglende gennemslagskraft i løssalg. På alle andre punkter går det strygende for Helsingør Dagblad. Redaktionschefen vil ikke længere købe kage ved oplagsfremgang, og selv automekanikerne længere nede ad vejen har abonnement. Det siger tankpasser Theis i hvert fald.

Opskriften på den usædvanlige fremgang for et dagblad er nærvær, mener journalist Kenn Andersen. Han har skrevet historien om 69-årige Birgit Andersen, der blandt andet har opkaldt sin undulat efter Johnny Reimar. Den slags historier er hans speciale.
»Jeg kan godt lide at fortælle historier om spændende mennesker, og så kan jeg godt lide at fortælle historier om Helsingør,« siger Kenn Andersen, der er 58 år og har boet i Helsingør hele livet.

Det hedder at være helsingoraner, og han bliver en lille smule irriteret over at skulle stave det flere gange. Folk i gågaden kalder ham bare 'dagbladet', og efter eget udsagn kan han sjældent gå mange meter, før han bliver konfronteret med indholdet i dagens avis og tips til nye historier.
Det kan være en »plage«, men Kenn Andersen mener, at en del af avisens nærvær er, at alle folk skal føle, at de bliver taget alvorligt. Også dem, der »kommer rendende hele tiden«, som Kenn Andersen siger med henvisning til maleren Johannes Katrup. Han er på egen hånd mødt op på redaktionen, og han vil gerne interviewes. Men Johannes Katrup er også en interessant mand, fortæller Kenn Andersen:

Johannes Katrup er ud af en gammel kunstnerslægt og finder ting på gaden, som han udstiller i sit hverdagsarkæologiske museum i sin garage. Derudover mødes Johannes Katrup, der er over 70 år, med sine gamle klassekammerater hvert år på fødselsdagen for deres afdøde klasselærer. Hun hed Frøken Jeppe. Kenn Andersen har også haft hende, og hun blev 97 år.
»Ved du hvad, der holdt hende i live? Sprut!« fortæller Kenn Andersen.
I øvrigt har Johannes Katrup snart 50-års-jubilæum i malerforbundet, og det skal Kenn nå at lave en historie om, inden han skal dække prøverne til plejehjemmets karbaret klokken 12. Et tidspunkt, der skal vise sig at være valgt med omhu.

For to år siden skrev chefredaktør Klaus Dalgas i utvetydige ord, at indbyggerne i Helsingør skulle tegne et abonnement på Dagbladet, hvis de ønskede, at byen beholdt sin avis. Det gjorde de.
Tal er taknemmelige, som Klaus Dalgas siger. Men det lader til, at det meste er gået i den rigtige retning for Helsingør Dagblad siden da. Læsertallet det seneste år er steget med 30 procent. Efter 20 år med million-underskud har avisen de seneste to år haft sorte tal, og ifølge Klaus Dalgas var oplaget i februar det højeste siden 2008.

Rent fysisk ligner Helsingør Dagblad dog ikke en succeshistorie. Betonklodsen et par kilometer uden for centrum er bygget til både at huse redaktionen og et stort trykkeri – i alt 150 ansatte. De store trykkerihaller står i dag rungende tomme, efter at maskinerne er blevet solgt og kørt til Istanbul. Kantinen kan ikke fyldes op, selv om alle de 35 medarbejdere, der er der i dag, satte sig ned samtidig og spiste deres medbragte madpakker.

Men de halvtomme bygninger er resultatet af de samme omvæltninger, der var starten på Helsingør Dagblads optur:
Opskriften på den usædvanlige fremgang for et dagblad er også, at ingen før har forsøgt at gøre Helsingør Dagblad til en rigtig forretning. Virksomhedens opmærksomhed har i mange år været rettet mod de to andre dele af selskabet: Ugeavisen Nordsjælland, der var den store guldkalv, og trykkeriet, der betjente nogle af de landsdækkende aviser. Helsingør Dagblad var groft sagt bare et værn mod konkurrenter, der kunne finde på at klemme sig ind på markedet.

Men så ramte aviskrisen Nordsjælland for fire år siden. Virksomheden blev solgt til Søndagsavisen (nu North Media). Trykkerikunderne rykkede til Glostrup, og de nye ejere krævede, at Helsingør Dagblad skulle være selvbærende.
Dagbladsnævnet støttede den tanke med 3,5 millioner kroner, og forandringsprocessen blev kickstartet af Klaus Dalgas' opråb til helsingoranerne.

Kenn Andersens skrivebord ligner noget fra en svunden tid. Et askebæger med en halv cigaret, en udstoppet fugl og et par hylder med ølflasker fra lokalbryggeriet Wiibroe, der nu er flyttet til Fredericia.
»Men jeg drikker dem ikke. Det er en udstilling,« forklarer Kenn Andersen.

Og man tror på ham. Tankpasseren Theis fortæller, at journalisterne fra dagbladet ikke henter andet end latte og drikkeyoghurt.
Bag Kenn Andersen hænger gamle gullige originale avistegninger. De er lavet af Tom Danielsen, som er en legende. Han stoppede på dagbladet for halvandet år siden, men alle hans ting står stadig i en overproppet flyttekasse i et hjørne. Da muren faldt, tog han til Rumænien og hentede den elefantorden, som Dronning Margrethe havde overrakt Ceausescu. Og så er Tom Danielsen onkel til Line Baun Danielsen.

Det hører alt sammen fortiden til. I dag skal Kenn Andersen skrive en artikel om den kommende karbaret på Hamlet, der både er plejehjem og pensionist-aktivitetscenter.
»Det er kernelæserne, vi skal ud til i dag, og kabareten er en af årets store begivenheder,« fortæller Kenn Andersen, der på trods af at være den ældste journalist på dagbladet stadig bryster sig af at være et år yngre end gennemsnitslæseren på 59 år.

På vej til Hamlet passerer vi flere af Helsingørs seværdigheder: Vestervang Kirke, hvis kordegn for nylig faldt død om, da han var til line-dance. Rettere sagt fik han hjertestop og var teknisk død i nogle øjeblikke, indtil de andre line-dancere livede ham op med en hjertestarter. Den historie vil Kenn Andersen gerne skrive. Han er konfirmeret fra kirken og kender kordegnen.

Vi passerer Helsingør højere Almenskole, hvor håndbold-spillet blev opfundet, og så stopper vi for at købe smøger ved en kiosk, hvor man kan være heldig at gøre et røverkøb:
»Jeg skal lige se, om de har rom på tilbud,« siger Kenn Andersen på vej ud af bilen.

Efter en fyringsrunde blev Helsingør Dagblad relanceret under konceptet "dit Dagblad" – "dit" staves med et lille 'd' og hjerte over i'et. De 3,5 millioner kroner fra dagbladsnævnet gik til at komme i øjenhøjde med læserne. I stedet for at dække børne- og unge-området skal en journalist nu dække Espergærde-området. Det er ment helt bogstaveligt. Journalisterne bliver sendt ud på torvet og skal vende hjem med menneskehistorier.

Men der er ikke hjerter over i'et i hele avisen. På Rådhuset kalder de angiveligt Helsingør Dagblad for »personalebladet«, fordi avisen skriver om alt det, som kommuneledelsen ikke selv informerer de ansatte om.
I går havde borgmesteren fødselsdag. Dagbladet ønskede tillykke med store forsidetyper om, at borgmesteren var inhabil, da han nægtede en jordejer udstykning, selv om naboen, der var imod udstykningen, er borgmesterens gode ven.

Til i morgen arbejder de på en historie om, hvordan borgmesteren og kommunaldirektørens plan om at fyre 46 medarbejdere blev taget af bordet i sidste uge – aftenen inden den skulle eksekveres.
Sådanne afsløringer står ikke i modsætning til en teaterforestilling på et plejehjem, siger chefredaktør Klaus Dalgas:
»En god lokalavis skal være en stor rodebunke.«

19-årige Tobias Kolding Jensen er langt væk fra både afsløringer og plejehjem. Han er 41 år yngre end gennemsnitslæseren, men det har han sandsynligvis ingen ide om.
»Jeg læser ikke rigtigt i Helsingør Dagblad. Mine forældre holder den ikke,« siger han.
Alligevel skal Tobias og hans kolleger i telefonsælger-afdelingen tilskrives en stor del af æren for fremgangen.

De startede for halvandet år siden og har nu ringet til samtlige husstande i Helsingør Kommune tre gange:
»Det er svært at sige, hvor meget af fremgangen der skyldes de forskellige initiativer, men det er rigtigt, at vi ikke ville klare os så godt uden call-centeret. Uanset hvor god avisen er, skal man ikke tro, at folk køber den af sig selv,« siger Klaus Dalgas.

På Hamlet står seks gråhårede damer og synger "Se min kjole". Temaet for årets karbaret er "post og breve". Et af remedierne i forestillingen er en Postmand Per-bil bygget op omkring en rollator. Det noterer Kenn Andersen ikke på blokken.

Til gengæld er både Kenn Andersen og fotografen Lars Johannessen opmærksomme på Erik. Han er eneste mand, der er med i revyen, og han er ked af, at fotografen kun tager billeder af kvinderne. Sidste år var Erik heller ikke med på det billede, der blev trykt i dagbladet. Kenn Andersen kender godt Erik. Erik har samtlige album og kan alle sange udenad med Raquel Rastenni, og det har man også kunnet læse i Helsingør Dagblad. Lars Johannessen er hurtig til at vende linsen mod Erik.

Bagefter er der frokost:
»Kartoffelsalaten var god i går,« siger Kenn Andersen til kantinedamen.

Birgit Andersen, Danmarks største Johnny Reimar-fan, bor åbenbart også her på Hamlet, og det er et af de bedste og billigste frokoststeder i byen, fortæller Kenn Andersen. Og så skader det heller ikke, at ens historie er talk of the town. Ved flere af frokostbordene bliver Birgits forhold til Johnny Reimar diskuteret højlydt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen