Guide/ Skal du have dine feriepenge udbetalt?

Hvor meget kan du få udbetalt i feriepenge, og hvad kan fordelene være ved at lade pengene stå? Journalisten guider

På grund af coronakrisen har politikerne besluttet, at alle lønmodtagere kan få tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt fra oktober. Formålet er at booste dansk økonomi med et øget forbrug.

Men et er, hvad der er godt for dansk økonomi. Noget andet er, hvad der gavner din privatøkonomi. Spørgsmålet er, om du skal hæve feriepengene, eller om det faktisk er økonomisk bedre for dig at lade pengene stå.

Hvor mange penge kan jeg få?

Du kan få udbetalt feriepenge, der svarer til tre ugers løn. Hvis din månedsløn er 25.000 kroner, kan du få cirka 11.500 kroner udbetalt. Hvis din månedsløn er 35.000 kroner, er det 16.100, og hvis du tjener 45.000 kroner om måneden, er de 20.600 kroner.

Det oplyser Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom ved Danske Bank, i en mail til Journalisten. Hun understreger også, at der er tale om cirka-tal, da beløbene blandt andet afhænger af, hvor meget du har indbetalt på din pension, og hvor meget ferie du har holdt.

Hvornår rammer jeg topskattegrænsen?

En del lønmodtagere risikerer at ramme topskattegrænsen, hvis de får udbetalt feriepengene, fordi den ekstra udbetaling kan bringe deres årsindkomst over beløbsgrænsen for topskat.

I så fald bliver feriepengene beskattet hårdere end resten af din indkomst.

”Du begynder at snige dig over topskattegrænsen, når du tjener 46.000 kroner om måneden, der er det dog langtfra hele udbetalingen, du betaler topskat af,” oplyser Louise Aggerstrøm Hansen.

Hvis du tjener 49.000 kroner om måneden eller mere, bliver hele det udbetalte beløb beskattet med topskat.

Bliver jeg modregnet i ydelse?

De feriepenge, du vælger at få udbetalt i 2020, bliver ikke modregnet i offentlige ydelser. Men hvis du vælger at flytte pengene over i eksempelvis en privat pensionsopsparing, bliver du modregnet efter de samme regler, som i øvrigt gælder din pensionsordning.

Det er værd at bemærke, for hvis du lader pengene stå, indtil du går på pension, vil de ikke blive modregnet tillæg i folkepensionen – modsat livrente og ratepension.

Hvad hvis jeg ingenting gør?

Så bliver pengene stående som pensionspenge i den nye fond kaldet Lønmodtagernes Feriemidler, indtil du forlader arbejdsmarkedet for eksempelvis at gå på pension. Ifølge LD Fonde forventer de at kunne skabe en forrentning af feriepengene på omtrent fem procent om året – hvad der de seneste år har svaret til fire procentpoint mere end inflationen.

… Så hvad skal jeg vælge?

Det afhænger selvfølgelig af flere ting, herunder af om du har brug for ekstra penge til forbrug her og nu. Louise Aggerstrøm Hansen anbefaler, at man lader pengene stå, hvis man har brug for at spare ekstra op til pension.

”Det skyldes især, at pengene ikke modregnes tillæg til folkepensionen, som for eksempel en livrente- eller ratepension gør,” skriver hun.

0 Kommentarer

Læs også

Ny ferielov hjælper nyuddannede

02. NOVEMBER 2017