Ny ferielov hjælper nyuddannede

I dag kan der gå op til 16 måneder, før nyansatte har ret til at afholde betalt ferie. Det laver ny lov om på fra 2020 efter påbud fra EU. ”Nødvendigt og på tide,” mener Danske Mediestuderende

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om en ny ferielov. Den nye lov, som træder i kraft 1. september 2020, ændrer på, hvordan man optjener betalt ferie. Det sker efter, at EU-Kommissionen har krævet, at Danmark ændrer ferieloven, fordi den er i strid med EU's grundlæggende sociale rettigheder om et mindstemål af årlig betalt ferie. 

I dag optjener man den betalte ferie i kalenderåret fra januar til december. Den optjente ferie kan afholdes fra 1. maj året efter. Får man sin første ansættelse første januar, vil man ikke kunne afholde betalt ferie før maj året efter. I dag kan man altså som nyansat gå i op til 16 måneder uden mulighed for at afholde ferie med løn.

”Det er nyuddannede og personer, som har været på orlov i udlandet, som kommer til at mærke den helt store forskel,” siger Henrik Bruun, som er forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund.

”Som det er nu, vil du ikke have feriepenge stående til eksempelvis sommerferie. Den må du selv betale, hvilket betyder, at du bliver trukket i løn, hvis du vælger at holde ferie.”

Henrik Bruun fortæller, at Dansk Journalistforbund ved de sidste mange forhandlinger af de store overenskomstforhandlinger har stillet krav om betalt ferie det første år.

”Måske ikke fem uger det første år, men så i hvert fald to eller tre. Det er vi hidtil aldrig kommet igennem med,” siger han.

​Overarbejdsbanker brugt til ferie

Nyuddannede, som får ansættelse i virksomheder, som holder tvangslukket over sommer eller jul, har haft en særlig problematik, fortæller Henrik Bruun.

”Arbejdspladser, som holder tvangslukket, er ikke forpligtet til at give løn i den periode. Så der har det været et issue, hvis man var nyuddannet og derfor ikke havde optjent ferie fra en anden tidligere arbejdsplads. Det problem slipper vi formentlig for fra 2020 lidt afhængigt af, hvordan Folketinget skruer reglerne sammen.”

I en del overenskomster er der i dag mulighed for betalte fridage gennem tiltag som eksempelvis feriefridage. Og Henrik Bruun fortæller også, at alle DJ’s overenskomster opererer med afspadseringsregler, hvor man får mere fri, end man har overarbejdet.

”Fordi der er rigtig meget overarbejde i vores branche, har det indimellem udløst, at folk har kunnet bruge overarbejdsbanker til "ferie",” siger han.

Nuværende lov skaber et gab

Hos Danske Mediestuderende er de glade for, at ferieloven bliver lavet om.

”Det er nødvendigt og på tide,” siger formand Thilde Høybye.

”Som ferieloven er nu – og frem til 2020 – er der et gab, som betyder, at der er en gruppe på arbejdsmarkedet, som kan gå 16 måneder uden ferie. Jeg tror, at alle er enige i, at ligegyldigt hvor man er i sit arbejdsliv, har man brug for at lade batterierne op,” siger Thilde Høybye, som dog gerne så, at loven blev effektueret tidligere.

Ansatte i mediebranchen er dygtige til at arbejde meget, mener hun. Og det gælder også de nyuddannede.

”De unge mennesker, der kommer ud på arbejdspladserne for første gang, arbejder igennem. Lige præcis denne gruppe, ved jeg, om nogen har brug for at holde ferie – og skal huske at holde ferie,” siger hun.

0 Kommentarer