"Rapporten slår myten om, at de unge er blevet dummere af sociale medier, ihjel.”
Sådan siger Aslak Gottlieb, undervisningskonsulent og forfatter til flere bøger og rapporter om unge og medier, om ”Medieudviklingen 2017”, som blev udgivet torsdag.
Vi må tænke meget digitalt
Rapporten fra DR’s Medieforskning viser, at 90 procent af de 15-29 årige dagligt forbruger nyheder. Blandt hele befolkningen er tallet en anelse højere – 95 procent.
”De unge er interesserede i at følge med, men indtil nu har man ikke været opmærksom på unge som nyhedsbrugere. Og det er klart, at de ikke responderer lige så meget, som dem nyhederne er produceret til,” siger Aslak Gottlieb.
Der er en begyndende tendens til målretning af nyheder til unge. Aslak Gottlieb nævner initiativer som ”FORMAT”, ”Koncentrat”, ”STEM’RNE” og Altingets kommende politiske medie til unge.
Alle fire initiativer er digitale. Og det er den vej, medierne bør gå, mener Aslak Gottlieb.
Unge flytter sig ikke – men ældre gør måske
Ifølge rapporten får 66 procent af de 15-29 årige dagligt nyheder gennem sociale medier, og 60 procent får nyheder via nettet. Kun knap hver tredje får dagligt nyheder via tv og radio, og når det gælder printmedier, er tallet nede på hver femte.
”Og der er ikke noget i rapporten, der tyder på, at de unge med alderen flytter sig over på de gamles platforme i særlig høj grad,” siger Aslak Gottlieb.
Modsat mener han, at det i rapporten ser ud til, at den ældre del af befolkningen er ret godt med på digitale og sociale medier.
”Vi kan se, at 65 procent af danskerne dagligt bruger Facebook, 23 procent er dagligt på Snapchat, og 18 procent er på Instagram. Det er slet ikke kun de unge, der er det. Så der er nogle indikationer på, at det er nemmere at få de gamle med på de unges medieplatforme end at få de unge med på de gamles.”
Producer direkte til SoMe
Derfor skal medierne vende strategien væk fra de traditionelle medier.
”Jeg vil tilskynde til, at medierne tænker digitalt først og de gamle formater senere, og at især public service-medierne speeder up med at producere mere direkte til de sociale medier,” siger Aslak Gottlieb.
Drop kampen og følg med
Han tilføjer, at det for private medier ikke er forretningsmæssigt sjovt at lægge indhold gratis ud på sociale medier. Men han mener, at public service-medier har en forpligtelse til at formidle indholdet, hvor brugerne nu engang er.
”I stedet for at kæmpe imod bliver man nødt til at følge med. Man må ikke være så stædig, at man mister en generation af mediebrugere.”
Kan man ikke risikere at miste de ældre i stedet?
”Jo, det er da en risiko. Men jeg tror, at risikoen for, at de unge ikke kommer med over på de gamles medieplatforme, er større.”
Journalisten har tidligere skrevet om voksende generationskløft i danskernes medievaner. I sommer pegede Ældre Sagen på, at de digitale platforme kan være svære at overskue for mange ældre danskere.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak.
Mvh
Kære Jan
Tak.
Mvh
Vi ved i dag at meget af de unges digitale brug reelt skyldes usund afhængighed.
Vi ved vel også at begrebet nyheder digitalt ofte dækker over absolut ligegyldige informationer af pseudokarakter og vildt opskruede eller manipulerede click baits.
Hvad vi derimod ikke ved er at det norske dagblad Klassekampen, som tages seriøst deroppe, bevidst har fravalgt IKKE at bruge ret meget tid og økonomi på det digitale. Og vinder ved det.
Jeg vil gerne vide mere om det og har et lille år siden tippet Journalisten om det. Nu opfordrer jeg så igen.