Fyret for Stein Bagger-bog

To journalister på B.T. har skrevet under på deres egen opsigelse, fordi de arbejdede på en bog om Stein Bagger. »Vi blev presset til at sige op,« siger de to journalister.

To journalister på B.T. har skrevet under på deres egen opsigelse, fordi de arbejdede på en bog om Stein Bagger. »Vi blev presset til at sige op,« siger de to journalister.

De to journalister Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen har sideløbende med deres ansættelse på B.T arbejdet på en bog om Stein Bagger for Gyldendals forlag. Det kostede dem torsdag jobbet.

»Vi blev enige om, at vores veje måtte skilles, fordi de har overtrådt deres kontrakt,« siger chefredaktør Suzanne Moll.

Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen føler dog ikke, at der er enighed mellem dem selv og B.T.'s ledelse.
»Vi blev presset til at sige vores job op under trusler om, at bogen ellers ville blive stoppet med et fogedforbud. Da vi underskrev vores egne opsigelser, trak Peter Brüchmann (ansvarshavende chefredaktør på B.T., red.) den trussel tilbage. Vores tillidsmand udtrykte det meget direkte på mødet, da han sagde: "Du tvinger dem til at sige op med en pistol i hånden",« siger de til Journalisten.dk.

Chefredaktør Suzanne Moll mener, at sagen er klar.
»De to journalister har lavet en kontrakt med Gyldendal uden at få tilladelse fra deres arbejdsgiver, B.T. Det står tydeligt i deres kontrakt og i alle andre journalistkontrakter, jeg kender til, at man ikke må arbejde for andre uden at søge tilladelse,« siger Suzanne Moll.

Et af diskussionspunkterne er, om de to journalister under dækningen af Stein Bagger-sagen har gemt væsentlige oplysninger til deres bog.

Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen bekræfter, at deres bog indeholder nye oplysninger, men mener ikke, at det er illoyalt over for B.T.

»Vores bog vil bringe nye afsløringer, blandt andet i forhold til helt centrale dele af Stein Baggers svindel-setup. Netop på grund af vores loyalitet over for avisen ville B.T. naturligvis få tilbudt disse afsløringer i forbindelse med bogens udgivelse. Vi har svært ved at forstå Peter Brüchmanns surhed og påstand om kontraktbrud, da vi lang tid før udgivelsen netop orienterer B.T.«

Suzanne Moll vil ikke kommentere, om de to journalister har skjult oplysninger om Stein Bagger-sagen for B.T., da hun ikke kender bogens indhold. Men hun siger:
»Stein Bagger er den bedst sælgende historie, vi længe har haft, og så går jeg ud fra, at alle journalister arbejder på at få alle oplysninger frem i avisen. Vi bliver nødt til at være sikre på, at vores journalister arbejder loyalt for B.T.«

Morten Nøhr Mortensen og Niels Ole Qvist mener, at B.T.'s ledelse ikke ønsker, at deres bog om Stein Bagger bliver offentliggjort.

»Vi finder det helt fantastisk, at en chefredaktør i 2009 vil forsøge at forbyde bøger. En redaktør burde vel netop forsvare det frie ord – ikke det modsatte. Sagen er den enkle, at vi brænder for at skrive den her bog. Peter Brüchmann så den helst brændt. De to ting kunne ikke forenes.«

Chefredaktør Suzanne Moll afviser blankt, at B.T. er modstandere af bogen.

»Det ville da være fantastisk for B.T, hvis vi sammen udgav en bog om Stein Bagger. Vi har haft rigtig mange journalister på den sag. Men som princip skal fastansatte journalisterne altid spørge om lov til at arbejde og modtage løn fra en anden arbejdsgiver.«

3 Kommentarer

Ole Stein
18. FEBRUAR 2009
Re: Fyret for Stein Bagger-bog

De kunne da bare tildele B.T. overskuddet af et evt. salg - så ville der ingen tvivl være længere om deres rolle. Men at fortie oplysninger gør dem ikke til klassens pæneste drenge - hvorfra ved de at de fortiede oplysninger ikke er en god historie? Når de samtidig kan være vigtige nok til en bog?

Men helt ærligt, havde de virkelig troet at man kunne slippe afsted med sådanne snyd? Det svarer jo til en læge der forsker for det offentlige, men også for sit private firma. Først når han kan patentere sin private idé vil han fortælle sin offentlige arbejdsplads om emnet (en bog er jo som et patent - kopi'er er ikke tilladt). Det er ren svindel!

Og B.T. er da i sin fulde ret til at true med fogeden - den slags trusler er helt lovlige og skal selvfølgelig bruges når de 2 journalister ikke selv kan se deres problematik.

Lad dem nu nyde livet som forfattere og se om det er så sjovt ikke at få en månedsløn ind på kontnen, ift. at skulle vente til nogen køber deres bog...

Kim Reich
10. FEBRUAR 2009
Re: Fyret for Stein Bagger-bog

-Vi finder det helt fantastisk, at en chefredaktør i 2009 vil forsøge at forbyde bøger. En redaktør burde vel netop forsvare det frie ord - ikke det modsatte-.

Absurd og - desværre for faget - en typisk kommentar! Det handler ikke om ytringsfrihed, men om kontraktlige forpligtigelser. (Jeg går ikke ud fra at BT's redaktionelle ledelse skipper et par guldfugle af andre ikke oplyste grunde) 

bertel thomsen
10. FEBRUAR 2009
Re: Fyret for Stein Bagger-bog

Det er totalt uforståeligt for mig, at to så dygtige journalister ikke har læst deres egne kontrakter med B.T. igennem og bedt om tilladelse til at skrive en bog om en sag, de har dækket for B.T. NOQ må kende det punkt specielt godt - fordi han fornylig skrev en roman om Afghanistan-krigen, som han dækkede på fremragende vis for - B.T. Ærgerligt at de to nu er væk  fra B.T. Velskrivende, vidende - og vindende.

Bertel Thomsen, Hvidtjørnevej 6, 6000 Kolding