For nogle år nogle år siden blev jeg sendt ud for at fotografere badminton for første gang i mit liv. Og det er jo stort for en 58-årig at kunne få lov at prøve noget nyt. Det var Copenhagen Masters, og jeg synes selv, jeg fik lavet nogle ganske gode billeder – sådan med kroppe i sjove positurer og framet på forskellige måder.
På den anden af de to aftener mødte jeg så en af mine store helte – Lars Poulsen fra Ekstra Bladet, som jo er en af Danmarks største sportsfotografer. Jeg var glad for mine billeder, så jeg sagde: Lars, du skal lige se, hvad jeg lavede i går.
Og mens jeg så sad der med computeren og bladrede i mine billeder, kom det helt tørt fra Lars, der stod bagved og kiggede: Hvor er bolden?
Der havde jeg det lidt som en treårig, der pludselig indser, at man som den eneste i børnehaven stadig går med ble. Der var ikke et eneste af mine billeder, hvor bolden var med. Og jeg kiggede på Lars’ computer, hvor bolden selvfølgelig var med på samtlige billeder.
Nogle konventioner kan man bare ikke komme uden om, og en af dem er, at der skal være en bold på billedet. Ser man et billede af Peter Gade, er bolden altid lige ved at ramme ketsjeren. Og egentlig er det bare noget, vi har opdraget hinanden til. I gamle dage havde de på Polfoto en skuffe, hvor der lå udklippede bolde, så hvis der manglede en bold på et billede, klæbede de bare bolden på. Den slags bliver man så nærmest fyret for i dag.
Jeg har fotograferet i fire år, siden jeg stoppede som fotochef, og som sportsfotograf er jeg oppe imod folk, der har gjort det i 20-30 år og har perfektioneret sig i øvelsen. Men når der ligger en fotoseddel, hvor der står, at jeg skal til Copenhagen Masters, så gør jeg alt, hvad jeg kan for at gøre det godt, og inden er det næsten, så jeg ligger vågen den halve nat af bar nervøsitet.
Der kom vist et par stykker af de boldløse billeder i avisen. Og generelt kan mine sportsbilleder godt bruges. Men kammeraterne vil nok sige, at det ikke er meget over middel.
Per Folkver, fotograf på Politiken
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.