Jeg har i mange år været tilknyttet Berlingske Tidende, hvor jeg blandt andet har lavet mange tegninger som illustration til kronikkerne. For lidt over 10 år siden fik jeg til opgave at illustrere en kronik skrevet af Lars Hedegaard. Den kørte inden for det typiske Hedegaard-tema – noget omkring forskellen på indvandreres mellemøstlige holdninger og det danske frisind.

Jeg syntes, han var for meget. Han pryglede det samme stereotype billede af indvandrere, og jeg kan huske, jeg sad og småbandede og tænkte: Den idiot! Og så tror jeg simpelthen, jeg lod mig rive med af min uvilje mod at tegne til noget, jeg syntes var så absurd. Så jeg tegnede indbegrebet af en forstokket nationalromantiker – Hedegaard, der gik rundt i gummistøvler på en pløjemark, jeg tror sågar med et jagtgevær, som om han var på jagt efter perkere eller sådan noget.

Tegningen blev set af en redaktionssekretær og røg i trykken. Men næste morgen havde jeg Bent Blüdnikow i røret, og han gav mig en skideballe, der ikke var til at tage fejl af: Jeg havde tegnet fuldstændig det modsatte af, hvad der stod. Jeg havde udleveret ham som en racistisk nedgroet bonderøv, og det var illoyalt.

Blüdnikow havde fuldstændig ret, og det forstod jeg med det samme. Man kan ikke bare køre sine egne holdninger af, hvis man først har valgt at låne sin streg ud til andres holdning. Man kan godt strø lidt malurt, karikere lidt og have glimt i øjet uden at være nederdrægtig.

Det oplever jeg faktisk, at kronikørerne godt kan lide. Man må godt tegne Joachim B. Olsen som den store dreng i sandkassen, der ikke vil lade de andre låne hans legetøj. Det er ok. Men min tegning af Hedegaard var sådan en, der sagde: Ham, der skriver her, er idiot. Det er ikke en kroniktegnings opgave. Og det lærte jeg den dag.

Siden har jeg faktisk altid kunnet finde et eller andet i en kronik, som jeg har kunnet forstå og relatere til. Det kan man måske kalde en arbejdsskade.

Fortalt til lasse højsgaard