Dokumentarist Jakob Gottschau fortæller:

For fire år siden var jeg i Etiopien for at lave en serie portrætter af ekstremt fattige mennesker, der var genstand for hele verdens opmærksomhed i 80’erne på grund af hungersnøden.

Jeg ville finde ud af, hvordan de levede i dag, og beskrive det menneskelige i kampen for at overleve. Historien handlede om kvinder, der boede tre-fire timers kørsel i åbent terræn fra den lille by Weldya i det nordlige Etiopien. Det var så langt væk, at en 11-årig pige løb skrigende væk, da hun så mig. Hun havde aldrig mødt en hvid mand før.

Tiggerne i landsbyen befandt sig på samfundets bund og levede af at tage ind til Addis Ababa, en af verdens fattigste byer, for at tigge.

Når man portrætterer mennesker på tv, leder man efter momenter, hvor man kan være til stede og følge folk, så det ikke kun bliver interviews og nogle mere eller mindre opstillede situationer.
I landsbyen møder jeg en køn kvinde, der skal have besøg af en anden kvinde, som også tigger. Jeg spørger via tolken, om de kan diskutere, hvordan det er at tigge, mens jeg filmer det.

Vi skal sidde i en ret lille hytte, så jeg smider tolken ud for at få bedre plads. De to kvinder snakker løs, griner og morer sig. Den ene roder lidt i ildstedet og skænker kaffe op. Jeg føler, at jeg er vidne til noget helt unikt. Jeg forestiller mig, at de har en ven til ven-udveksling af deres oplevelser med at tigge i Addis, en slags kvindelig fortrolighed, hvor de taler om at tackle livet.

Det er alvorlige ting, men de her ekstremt fattige mennesker har en intimitet i deres kommunikation – og jeg er til stede i det. Jeg tænkte: ”Hvor bliver det bare fantastisk.”

Da jeg to måneder senere får udskriften af interviewet fra tolken, er der kun en side med citater. Jeg ringer til tolken og spørger, om de ikke sagde mere. Han forklarer, at kvinderne i stedet for at tale om at tigge havde endevendt mig som person og journalist. Hvordan jeg opførte mig mærkeligt ved at bede den ene kvinde om at synge, mens hun samlede brænde, fordi jeg havde hørt hende synge før. Og da hun tiggede inde i Addis Ababa, hvor det ikke er nemt for mig at filme, var hun endt med at tigge steder, som var dårligere end der, hvor hun plejede at gå.

I stedet for at fortælle om deres oplevelser med at tigge havde hun med andre ord afsløret mine metoder som dokumentarist. Det fik mig til at tænke over alle de gange, jeg havde kostet rundt med hende. Jeg syntes, det var ok, og det synes jeg fortsat. Men for hende var det mærkeligt.

Fortalt til Jakob Albrecht