search

Flere tv-værter tilbageviser BT-historie om skyhøje honorarer

BT skød langt over målet: Kendte værter som Cecilie Beck, Henrik Qvortrup, Ole Krohn, Anders Lund Madsen, Adrian Hughes, Jens Gaardbo, Kim Bildsøe Lassen, Clement Kjersgaard og Mikael Kamber afviser anklagen om høje honorarer. BT afviser kritikken. (opdateret med kommentar fra BT)

Clement Kjersgaard er ikke den eneste tv-vært, som BT fejlagtigt har udstyret med for højt honorar for at optræde som moderator på Folkemødet.

Søndag skrev BT, at ”kendte værter scorer kassen.” Men i går kunne Journalisten fortælle, at tv-værten Clement Kjersgaard ikke modtog 20.000-30.000 per arrangement, da han var ordstyrer ved på Folkemødet.

I realiteten optrådte han gratis for både Folkekirkens Nødhjælp og Rødding Højskole.

BTs chefredaktør Olav Skaaning Andersen kaldte det ”drønærgerligt”, at BT ikke havde kontaktet alle Clements arbejdsgivere på Folkemødet.

Nu viser det sig, at honorarerne for en række andre tv-værter også er sat for højt i BT’s artikler. På BT.dk bringer avisen en præcisering i forhold til tv-værten Kim Bildsøe Lassen fra DR Nyheder:

”BT og bt.dk skrev søndag om en række TV-værters bijob på Folkemødet på Bornholm. I artiklen fortalte kilder, at standard-honorarer typisk er 'omkring 25.000 kroner,' og der blev nævnt et konkret eksempel, hvor en vært oplyste, at han tidligere havde fået et honorar 'i størrelsesordenen 20-30.000 kroner.' DR-værten Kim Bildsøe Lassen oplyser, at han ikke tilnærmelsesvis har modtaget det beløb for sit arrangement.”

Ingen i nærheden af 20.000-30.000 kroner

Udover Clement Kjersgaard og Kim Bildsøe Lassen har Journalisten spurgt syv af de andre tv-værter, om de fik 20.000-30.000 kroner for at ”stille op med deres ekspertise og deres ansigt som trækplaster,” som BT skriver. Ingen af dem kommer i nærheden af de 20.000-30.000 kroner.

Cecilie Beck var ifølge BT ordstyrer ved to arrangementer betalt af medicinalfirmaet Reckitt Benckiser og teleselskabet Call Me.

Fik du 20.000-30.000 kroner for at stille op til hvert arrangement?

»Nej, det gjorde jeg ikke. Det kunne jeg godt få i andre sammenhænge. Men det var slet ikke i den størrelsesorden. Jeg fik under halvdelen,« siger hun.

Cecilie Beck betegner BT’s historie som ”lidt for frisk gætteri”.

»Og så nævner de mig uden at ringe. Det ville have været mest rimeligt,« forklarer hun.

Cecilie Becks kollega på TV2, Ole Krohn svarer.

»Jeg vil ikke oplyse, hvor meget jeg fik, men tallet er sat vildt højt.«

Samme besked kommer fra TV 2s politiske kommentator Henrik Qvortrup:

”Jeg ønsker ikke at oplyse honorarets eksakte størrelse, men vi befinder os betragteligt under 20.000 kroner,” skriver han i en mail.

Da BT spurgte Henrik Qvortrup om honorarets størrelse svarede han, at ”det var mere end to flasker vin”.

BTs ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen skriver i en mail at Journalisten åbenbart har en særlig forkærlighed for at fordreje de artikler, som BTs DJ-medlemmer skriver.

”Således også i denne sag om studieværters bi-jobberi.  BT har ikke – som Journalisten.dk påstår – skrevet, at diverse studieværter får et bestemt honorar for deres ydelser. Al den stund at vi ikke kender beløbet. BT nævner i artiklen, at Mikael Kamber tidligere har fortalt at han i andre tilfælde har fået et honorar i størrelsesordenen 20-30.000 kroner, mens en mindre kendt vært siger, at vedkommende typisk får mellem 8-10.000 kroner. En anden kilde kilde siger, at standardhonoraret ligger på 'omkring 25.000 kroner'. ”

Se BTs artikel her

Ifølge Olav Skaaning Andersen er det en kendt sag, at studieværter ikke ønsker at fortælle, hvad de får i honorar for bi-jobs.

”Og det ønsker de åbenbart heller ikke at gøre overfor Journalisten.dk. Kun at det ved Folkemødet åbenbart er lavere end normalt, og det bliver man jo ikke meget klogere af. Der er ingen, der forlanger at værterne skal oplyse om deres faste løn på DR eller TV2. Men det er relevant for seerne, at værterne oplyser om hvad de får af honorar fra f.eks Landbrug og Fødevarer, medicinalfirmaer eller Dansk Rederiforening. Firmaer og organisationer, som de efterfølgende skal gå kritisk til på seernes vegne,” skriver han.

Stillede op gratis

Anders Lund Madsen var vært for Dansk Industri, Efterskoleforeningen og danske erhvervsskolers ledere.

Han skriver i en mail, at han både fik honorar og stillede op gratis.

Om sit honorar skriver Adrian Hughes fra DR Kultur, at han ikke arbejdede gratis for Kulturstyrelsen på Folkemødet. Omvendt er han er heller ikke er lige så dyr som de dyreste.

”Jeg tager, hvad folk er parate til at betale.”

Han forklarer, at størrelsen af honoraret til en moderator afhænger af folkelig appel og brand-værdi.

”Og jeg er jo med rette kendt som en smalsporet quasi-intellektuel pop- og hovski-snovski-snob som primært er gråhjelmsbrigadens yndlingsbadedyr,” forklarer Adrian Hughes, der var vært i Kulturstyrelsens telt i Allinge ved to quizzer og moderator ved seks andre arrangementer i teltet.

Jens Gaardbo fra TV 2 News fortæller, at han på Folkemødet kørte med et særligt lavt honorar, ”primært pga. Folkemødets særlige karakter”.

”Jeg synes ikke honorarerne skal være en forhindring for professionel mødeledelse lige det sted,” skriver han.

Et andet argument for særligt lavt honorar var, at Jens Gaardbo ikke skulle bruge tid på transport, da han allerede var på øen. Han stillede ikke op gratis – men enkelte organisationer fik ham til halv pris i forhold til hans i forvejen særligt lave honorar på Folkemødet.

”Ikke nødvendigvis pga. sympati, mere ud fra en ”demokratisk” tilgang, hvor også små pengekasser skal have mulighed for kendte navne på listen,” skriver han i en mail.

Kamber: BT har mit nummer

Mikael Kamber fra TV2 Nyhederne vil ikke oplyse hvad han fik.

»Men det var ikke i nærheden af det, BT skriver,« forklarer han.

Han siger, at han ikke har noget imod at tale med BT. Men de ringede aldrig.

»De har mit nummer. De kunne bare ringe.«

Avisen prøvede imidlertid ikke at få tallene bekræftet, forklarer han.

»Det er ikke ordentligt journalistisk håndværk. Mere ligger der vel ikke i det,« siger Mikael Kamber.

Cecilie Beck fra TV 2 siger, at det er relevant nok at sætte fokus på tv-værters bijob som ordstyrere.

»Vi skal være kritiske med hvilke arrangementer, vi roder os ud – og om vi kommer til at fremføre eller stå inde for bestemte holdninger,« siger Cecilie Beck, der kun vælger debatter, hvor alle holdninger er velkomne.

(Opdateret klokken 17:10 med kommentar fra Olav Skaaning Andersen).

Kommentarer
6
Mikael Nielsen
18.06.13 17:02
Det interessante her er
Det interessante her er egentlig ikke hvad de fik - men at de stillede op og lod sig betale. Kan Cecilie Beck fremover lave noget kritisk omkring medicinalfirmaet Reckitt Benckiser og teleselskabet Call Me - og hvis hun kan, vil folk så stole på at det hun siger ikke er farvet af, at firmaerne har betalt hende (godt) for at være ordstyrer ved deres PR arrangementer?

Problematikken gælder jo samtlige af de herrer og damer, som lod sig købe.

Journalister bør nok passe på hvad de lader sig købe til, for de er afhængige af at folk stoler på dem og journalister hører jo ikke lige til i den gruppe som folk har størst tiltro til i forvejen.
Fremhævet af Journalisten
Adrian Hughes
19.06.13 08:37
Jeg mener der er behov for en
Jeg mener der er behov for en tilbundsgående debat om journalister og deres aflønnede forhold til de kilder, de skulle forestille at kigge over skulderen og helt ned i kortene. Den debat synes jeg vi skal tage på folkemødet til næste år, og jeg stiller mig gerne til rådighed som ordstyrer, hvis jeg ud over honoraret får ophold på Svanneke Wellness Gastro Gourmet Spa.
Fremhævet af Journalisten
Jorge Jensen
19.06.13 11:17
Det er i den grad
Det er i den grad forstemmende, at Journalisten kan reducere en endog meget væsentlig debat om integritet og journalistisk uafhængighed til et spørgsmål om, hvorvidt B.T. har gjort nok for at indhente de korrekte priser for journalisternes medvirken ved diverse arrangementer på årets folkemøde.
Jeg har igennem tiden arbejdet sammen med flere af de nævnte og kan sagtens skrive under på deres professionalisme og ypperlige faglige kunnen. Men lige netop de evner burde være den indlysende grund til at kunne indse, at man på fridage ikke kan sejle under fremmed flag til den anden side af skrivebordet. Ordstyrer eller ej.
Og argumenterne om at man ved at sælge sig billigere end vanligt dermed holder sig på dydens smalle sti, er da så ”spændende”, at de mindst er en debat i Journalisten værd.
Men det er sikkert bare mig.
Man skal formentlig være journalist for at besidde et begrebsapparat, hvor det virker naturligt at demonstrere indigneret imod demokrati-indskrænkning og ny offentlighedslov for nærmest samtidig at finde det helt og aldeles uproblematisk at arbejde i fritiden for de interesseorganisationer, det erhvervsliv og de politikere, som man bliver betalt 37 timer om ugen for blandt andet at kontrollere.
Men det er sikkert bare mig.

Med venlig hilsen
Jorge Jensen


Fremhævet af Journalisten
Jens Dagnes
19.06.13 20:16
Folkemøde og ordstyrer for
Folkemøde og ordstyrer for seancer hos medicinalfirmaet Reckitt Benckiser og teleselskabet Call Me.
Cecilie Beck og TV2 må da meget gerne fortælle, om det er den måde, man brander sine værter på.
Og hvad Reckitt Benckiser og Call Me havde på hjerte til det så omtalte folket.

Fremhævet af Journalisten
Jens Dagnes
19.06.13 20:16
Folkemøde og ordstyrer for
Folkemøde og ordstyrer for seancer hos medicinalfirmaet Reckitt Benckiser og teleselskabet Call Me.
Cecilie Beck og TV2 må da meget gerne fortælle, om det er den måde, man brander sine værter på.
Og hvad Reckitt Benckiser og Call Me havde på hjerte til det så omtalte folket.

Fremhævet af Journalisten
carl-Johan Pickel
20.06.13 13:14
Ja, det væsentlige er, om man
Ja, det væsentlige er, om man kan stole på disse værters uafhængighed af de firmaer, der har repræsenteret.

Og det kan man ikke, efter min mening, skuffende at journalister lader sig prostituere på denne måde.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen