Der synes dog at være et mønster. Hvis en interviewperson enten ikke har forstået et spørgsmål og/eller ikke svarer, som værten ønsker eller forventer, ja så bliver vedkommende mødt af en fremstrakt kuglepen – touché, got you! Og så går vi ellers videre til næste spørgsmål i en forestilling, som man åbenbart kalder debat.

Kuglepennen er også et ideelt instrument til at afbryde en talestrøm, næsten lige så fermt som læreren i gamle dage styrede de ellers ustyrlige elever. Det er selvfølgelig helt legitimt at håndtere og fordele retten til ordet, men er det virkelig påkrævet at gøre det med den obligatoriske kuglepen? En naturlig autoritet har da ellers altid været tilstrækkelig, men det forudsætter i sagens natur, at man er i besiddelse af en sådan.

Så er kuglepennen som scepter i virkeligheden ikke blot et magtsymbol, men derimod en støttekrykke, som skal styre seere og programdeltagere? Det får vi nok heller aldrig at vide. Èt synes dog at stå klart, kuglepennen virker som opmærksomhedspunkt, men dermed også ofte som fokusfjerner i forhold til det egentlige indhold og kan på den måde reparere på en eventuel manglende opfyldelse af det journalistiske væsentlighedskriterium.

Den gode samtale og debat har da altid kunnet føres uden forstyrrende kuglepenne som blikfang! Nå, det var bare en måske uvæsentlig strøtanke.

– Erik Værbak, jurist og journalist