Fagbladet 3F vinder O-prisen for kortlægning af dødsulykker

Tirsdag eftermiddag blev O-prisen uddelt på den årlige generalforsamling i Organisationsgruppen i DJ. Kun ét andet medie var indstillet til prisen - men det gør ikke noget, mener O-gruppens formand: ”Det vigtigste er jo, at vi får uddelt prisen til et godt stykke arbejde”

Fem forskellige journalistiske projekter fra to forskellige medier kæmpede om prisen, da Organisationsgruppen under Dansk Journalistforbund – bedre kendt som O-gruppen – tirsdag eftermiddag uddelte O-prisen.

O-gruppen organiserer omkring 300 medlemmer af Dansk Journalistforbund på medier udgivet af arbejdsmarkeds- eller interesseorganisationer, og specialgruppens pris hædrer netop den type journalistik eller kommunikationsarbejde.

Årets pris gik til Fagbladet 3F for deres arbejde med projektet ’Dødsulykker’. I projektet har journalisterne Morten Halskov, Asger Havstein Eriksen og Asger Westh kortlagt de 464 dødsulykker på arbejdspladser i Danmark mellem 2004 og 2015.

Projektet trak tænder ud

”Det er et langsigtet, vedholdende arbejde, som journalisterne har leveret over flere år,” lød begrundelsen blandt andet, da Louise Knuth Pedersen overrakte prisen på O-gruppens vegne.

De tre journalister, der modtog prisen, takkede blandt andet deres kolleger for, at de havde kunnet få tid til at grave sig ned i projektet.

”Vi er en forholdsvis lille redaktion på otte journalister, så det er ret mange ressourcer, der er gået fra, ved at vi tre har siddet med det her,” sagde Asger Westh.

Også Fagbladets redaktør, Jonas Højlund, gav udtryk for, at projektet har trukket tænder ud på redaktionen:

”Jeg havde da også undervurderet fra starten, hvor lang tid det her ville tage. Hvis jeg havde vidst det, er det ikke sikkert, jeg havde sagt ja. Men undervejs tvivlede jeg sådan set aldrig på, at projektet var det værd,” sagde han.

Journalisterne bag 3F’s ’Dødsulykker’ har tidligere fortalt til Journalisten, hvad andre kan lære af deres projekt. Artiklen kan du læse her

O-prisen består trods få indstillede medier  

De fire øvrige projekter, der var indstillet til prisen, var alle fra fagbladet Socialrådgiveren. Men selv om kun to medier altså havde indstillet projekter til årets pris, mener O-gruppens formand, Jørn Albertus, ikke, at prisen er ved at lide en stille død.

”Jeg synes ikke, det er noget problem, at der ikke er flere indstillet, for vi er jo ikke så mange medlemmer i O-gruppen. Vores proportioner er ikke så store, så det bliver aldrig en kæmpestor pris,” siger han.

Så det er ikke sidste gang, I har uddelt O-prisen?

”Nej, nej, overhovedet ikke. Det vigtigste er jo, at vi får uddelt prisen til et godt stykke arbejde inden for journalistik eller kommunikation,” siger Jørn Albertus.

Mindst en af vinderne af O-prisen skal være medlem af O-gruppen. Med prisen følger en check på 5.000 kroner – den donerede årets prismodtagere fra 3F til børn og unge indlagt på Rigshospitalet.  

O-gruppens medlem af HB trækker sig

Efter prisuddelingen og et oplæg fra de tre prismodtagere blev den årlige generalforsamling i O-gruppen afholdt.

I alt otte medlemmer var mødt op til generalforsamlingen, herunder DJ’s næstformand, Tine Johansen, og flere medlemmer af O-gruppens bestyrelse.

I sin beretning om året, der er gået, lagde formand Jørn Albertus blandt andet vægt på, at specialgruppen i september stod for en succesfuld studietur til Bruxelles. Også årets julefrokost og et arrangement med sidste års vinder af O-prisen om at lave teaser-videoer til Facebook har været velbesøgt.

”Vi lavede det sammen med Kommunikationsgruppen og Visuelt Forum, og det skal vi måske gøre noget mere,” sagde Jørn Albertus, som også kunne berette om et par arrangementer i årets løb, der var endt med at blive aflyst på grund af for få tilmeldte.

Derudover dvælede formanden i sin beretning ved, at O-gruppens medlem af DJ’s hovedbestyrelse, Maria Becher Trier, har besluttet sig for ikke at genopstille til hovedbestyrelsen.

”Det er vi jo kede af, men jeg har stor forståelse for, at det slider på karrieren at være fagligt aktiv. Og du er jo også mor,” sagde Jørn Albertus.

Også Maria Becher Trier selv, der er journalist på fagbladet Folkeskolen, tog ordet:

”Jeg neddrosler især mine aktiviteter, fordi jeg kan mærke, at jeg ikke får de fede opgaver på arbejdet, fordi jeg er så meget væk. Jeg kommer heller ikke på efteruddannelse, og der er jo også en del fritid, der går med det. Men jeg vil fortsat deltage i det faglige arbejde – jeg bliver bare mere enkeltsagsdeltagende på det, jeg brænder særligt for,” sagde hun.

Bestyrelsen genvalgt

På generalforsamlingen luftede DJ’s næstformand, Tine Johansen, desuden muligheden for, at forbundets struktur måske i fremtiden skal sættes mere fri. F.eks. ved at det bliver valgfrit for det enkelte medlem, om de vil være medlem af en kreds eller en specialgruppe.

”Jeg er begyndt at kunne se en fordel i at sætte vores struktur lidt mere fri. Det kunne jo også være, der opstod nye ting, hvis den demokratiske ret, man har, bare følger den enkelte,” sagde Tine Johansen.

Umiddelbart vakte forslaget ikke genklang hos O-gruppens formand, Jørn Albertus:

”Jeg er bare bange for, at man nedbryder en struktur, som der kommer meget godt fra. Du kan jo se på HB, hvor meget der kommer fra specialgrupperne. De bestående strukturer opstår der jo også meget fra, og hvis man gør specialgrupperne svagere i valgsystemet, så risikerer man også, at alle ildsjælene forsvinder.”

På generalforsamlingen blev O-gruppens regnskab godkendt, ligesom næstformand Kurt Westh og kasserer Anne Katrine Spangsbjerg blev genvalgt uden modkandidater. Bestyrelsen er dermed fortsat:

Formand: Jørn Albertus

Næstformand: Kurt Westh

Kasserer: Anne Katrine Spangsbjerg

Medlem: Maria Becher Trier

Medlem: Tom Nervil

Medlem: Louise Knuth Pedersen

0 Kommentarer