Ekspert: Naser Khaders undskyld virker, fordi han er uperfekt

Har folketingsmedlem Naser Khader reddet sig tilbage i rollen som ytringsfrihedens forkæmper med sit undskyld på Facebook? Eksperterne i ’Budskab’ er ikke enige

”Jeg er meget optaget af ytringsfrihed, jeg er meget optaget af det danske demokrati. Jeg har kun en mærkesag, og det er Danmark.”

Sådan sagde det konservative folketingsmedlem Naser Khader i en valgkampsvideo under valgkampen i 2019 – et budskab, han har gentaget om sig selv som politiker flere gange: At han er en forkæmper for ytringsfrihed og demokratiske værdier.

Men den fortælling blev der rokket gevaldigt ved, da Berlingske for to uger siden afdækkede, at Naser Khader gennem flere år er gået til nogle af sine kritikeres arbejdsgiver for at presse kritikerne til tavshed.

Naser Khader blev sygemeldt med stress. Denne uge skrev han ’undskyld’ på Facebook.

”Undskyld. Jeg mistede overblikket hen af vejen i min politiske kamp. Og nogle gange har jeg endda tabt hovedet,” lyder indledningen på undskyldningen.

Eksperterne i ’Budskab’ er ikke enige om, hvorvidt Naser Khader med sin undskyldning lykkes med at genskabe fortællingen om sig selv som forkæmper for ytringsfrihed.

Det hele uperfekte menneske

Anna Rørbæk, selvstændig kommunikationsrådgiver, mener, at Naser Khader lykkes med at genskabe fortællingen om sig selv.

”Naser Khader har den fordel som politiker, at han fremstår som det hele menneske. Som en hel person. Khader er uperfektionistisk, og han er ikke den der professionelt kommunikerende politiker, han er den passionerede politiker,” siger Anna Rørbæk.

”I det Facebook-opslag, han laver, spiller han også på det: Jeg er ikke perfekt.”

Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema1000, er dog i tvivl om, om Facebook-undskyldningen lukker sagen for Naser Khader.

”Det bliver interessant at se,” siger Jonas Schrøder.

”Jeg synes, problemet for Khader og dermed De Konservative er, at det har stået på i flere år.”

Vejet på en anden vægtskål

Dermed er Jonas Schrøder heller ikke sikker på, om undskyldningen er nok til at redde Naser Khader tilbage i rollen som forkæmper for ytringsfrihed og demokratiske værdier. Han hæfter sig ved, at Konservative slår sig op på at være et parti for ordentlighed, og at de i øjeblikket ser ud til at vinde vælgertilslutning.

”Jeg undrer mig over, hvis det ikke kommer til at smitte mere af på Konservative som helhed, jo mere de også stiger i meningsmålingerne. De må blive vejet på en anden vægtskål snart,” siger Jonas Schrøder.

Anna Rørbæk kender Naser Khader fra sin fortid som rådgiver hos De Radikale på Christiansborg, hvor han var en del af folketingsgruppen frem til 2007. Hun peger på, at Naser Khader har rejst sig oven på tidligere nedture.

”Langt de fleste mennesker kan rejse sig igen i politik. Man skal ikke dømme folk ude,” siger hun.

”Jeg tror, at han ved at lægge det her facebookopslag ud, hvor han fremstår som det hele uperfekte menneske, gør, at han kan komme tilbage til dansk politik.”

0 Kommentarer

Læs også

Danske Banks kommunikationsdirektør: Undskyld har mistet sin styrke

Danske Banks kommunikationsdirektør: Undskyld har mistet sin styrke

11. FEBRUAR 2021
Danske Banks kommunikationsdirektør: Undskyld har mistet sin styrke

Danske Banks kommunikationsdirektør: Undskyld har mistet sin styrke

11. FEBRUAR 2021