search

”Du er sgu så herlig, med dine øreklapper og alt dit lort”

ANALYSE: Overskriften til denne artikel er et citat fra en radiomontage, som Torben Brandt lavede lyddesign på i 1986 i DR. Da han hørte interviewet ’Hele Danmarks Ghita’ på Radio24syv, var det en følelsesmæssig genudsendelse. Læs hans analyse af de to udsendelser – produceret med godt 30 års mellemrum

ANALYSE. Der var dømt kæmpe deja-vu, da jeg for nylig lyttede til 24Syv-radiodokumentaren ’Hele Danmarks Ghita’, hvor Ghita Nørby bliver interviewet af Iben Maria Zeuten. Pludselig sad jeg dér med krummede tæer og sved i håndfladerne, mens Ghita Nørby verbalt bokser løs på intervieweren på næsten samme måde som for godt 30 år siden, da dokumentaristen Christian Stentoft spillede råmixet til radiomontagen ’Afslag på et kys’ for mig, fordi jeg skulle lave lyddesign på den, hvori den interviewede læge med ætsende replikker også forsøger at flå Christian Stentoft ud af interviewerrollen.

En udsendelse, der præsenteres således:

”Undervejs bliver rollerne byttet om, så intervieweren bliver ”offer” og må stå til regnskab for, hvordan det kan være, at han gemmer sig bag sin mikrofon. Er du en båndoptager eller et menneske, spørger overlægen.”

Mange af replikkerne i starten af de to udsendelser er nærmest enslydende.

”Du fortæller jo intet,” siger Ghita Nørby til Iben Maria Zeuthen.

”Du siger ikke en skid,” siger lægen til Christian Stentoft.

”Du fortæller mig intet – hvor er du?” siger Ghita Nørby.

”Det kan jo være, at du en dag lukkede dig lidt op,” siger overlægen.

”Lad være med at være det dér udvendige spektakel,” siger Ghita Nørby. ”Luk dog for helvede op for dig selv og lad os se, hvad du er for en abekat,” siger lægen.

”Du kan da ikke sidde med din modbydelige mikrofon op i mit ansigt og tro, at jeg vil tale med dig,” siger Ghita Nørby.

”Altså du er sgu så herlig, med dine øreklapper og alt dit lort,” siger lægen til Christian Stentoft.

Interviewets dilemma

Begge dokumentarer handler altså overordnet om interviews, der i en vis forstand går fuldstændigt galt, men så på den anden side, fordi de så alligevel udsendes, bliver en illustration af det paradoks, et personinterview altid rummer, nemlig at intervieweren gerne vil tæt på et menneske, uden at give noget af sig selv. Det lyder jo på en måde også aldeles urimeligt, men på den anden side ender den interviewer, der giver noget af sig selv, jo nemt med at tage upassende meget plads i det, der skulle være et personportræt, et portræt af én person og ikke to.

’Afslag på et kys’ blev en klassiker, ligesom ’Hele Danmarks Ghita’ sikkert også bliver det, ikke mindst blandt mediefolk, fordi begge udsendelser handler om os selv og dette dilemma – et dilemma, som bliver vældig stærkt trukket op, når begge interviewere her fremstår sjældent ynkelige. 

På kanten af afgrunden

Men det med ynkeligheden skal man så tage med et gran salt. I hvert fald hvad angår Christian Stentoft, som helt overlagt lader interviewet rulle på kanten af afgrunden. Det lærte jeg den dag i 1986, hvor jeg lyttede til Christians råmix for første gang og efterfølgende vendte mig om mod ham og spurgte, om han var helt sikker på, at han ville udstille sig selv på denne måde. Han kiggede forundret på mig, pudsede sine briller og spurgte, hvad jeg mente problemet var? Det svarede jeg aldrig på, fordi jeg jo allerede kendte Christians måde at selviscenesætte sig på. I gentagne avisinterviews havde han således beskrevet, hvor svært han havde det med at få kontakt med andre mennesker, fordi han var en grim rødhåret mand med alt for tykke brilleglas, hinkesten, og at den eneste grund til, at det så alligevel lykkedes indimellem, var, at folk meget gerne ville tale med ham, når de så båndoptageren og den store mikrofon fra Danmarks Radio. Derfor var Christians ynkelighed ikke noget nyt for ham, det var noget, han bevidst spillede på.

Jeg tror til gengæld ikke, at Iben Maria Zeuthen havde planlagt, at hendes interview skulle gå, som det gjorde. Men det forekommer svært at udelukke, at hun meget hurtigt opdager, at hun er ved at ende i samme situation som Christian Stentoft i ’Afslag på et kys’ og øjner muligheden for at skabe den samme stærke effekt, ved at spille Christians spil.

Forskellige præmisser

Men herfra ophører den umiddelbare lighed mellem de to dokumentarer så til gengæld også. Præmissen for Ghita Nørby og Iben Maria Zeuthens møde bliver, takket være Ghita Nørbys frontalangreb, en kamp, som skal vise sig at ende med at blive en spejling af den kamp, hun selv i sin tid havde med sin jaloux mor, og som for altid udslettede den gensidige kærlighed, der havde været i barndommen. Ghita Nørby er pludselig sin rasende mor, mens Iben tvinges ind i rollen som datteren, altså Ghitas unge selv. Men at kampen ender sådan, er jo også Iben Maria Zeuthens fortjeneste, fordi hun spørger ind til det med moderen, og så yderligere forstærket af den måde 24Syvs producer Kim G Hansen har klippet ’Hele Danmarks Ghita’ (lærer man, når man hører råbåndene).

Præmissen i ’Afslag på et kys’ er en helt anden. Her viser det sig, at lægen er bøsse og forelsket i Christian, og det er derfor, at han vil have Christian til at lukke op for sig selv. Men i og med at Christian ikke gengælder lægens varme følelser, i hvert fald ikke på dén måde, fordi han er heteroseksuel, forstår vi, at hans reserverethed (ynkelighed) ikke bare handler om interviewerroller, men lige så meget om at undgå lægens forsøg på at kysse Christian.

Forud for interviewene

Baggrunden for de to interviews adskiller sig også dramatisk fra hinanden. Iben Maria Zeuthen har læst grundigt om, og tænkt over, Ghita Nørbys liv og møder hende med en stribe spørgsmål på blokken, sådan som de fleste interviewere ville gøre det.

Christian Stentoft har til gengæld allerede kendt lægen i fem år, da de mødes i lægens kolonihavehus på Amager. Han mødte og interviewede lægen første gang under en optagelse af en montage om julen på det plejehjem for alkoholikere, som lægen arbejdede på, inden han blev pensioneret. I montagen ’Jul på det gamle plejehjem’ byder lægen en patient en drink, og det ender med, at ledelsen på plejehjemmet benytter lejligheden til at forsøge at få lægen fyret. Herefter ruller en personsag strækkende sig over fem år, som lægen ender med at vinde – og i de fem år er Christian og lægen i jævnlig kontakt. Det er svært at forestille sig, at Christian ikke har opdaget, at lægen er bøsse undervejs i denne proces, så det, der sker i kolonihavehuset, kommer næppe bag på Christian. På den baggrund er der nok ikke tvivl om, at Christian har styret forløbet i ’Afslag på et kys’ mere, end det fremgår ved lytningen, også på trods af at Christian allerede i starten af udsendelsen fortæller, at de kender hinanden.

Hvad skal lytterne bruge det til?

Og hvad skal vi så bruge de to udsendelser til, ud over at vi får lov at opleve interviewerens kvababbelser og kamp med deres håndværk.

Jo, det handler jo dybest set, som det jo også skal, med, at vi møder to livskloge ældre mennesker, som i den grad kan sætte ord på, hvor fantastisk og rædselsfuldt livet er på samme tid. Vi møder to mennesker, som med deres livserfaring kan folde ordblomster ud af de problemstillinger, der kredser om liv og død og eksistens, som vi alle kender, men som de to i kraft af deres livserfaring bare kan beskrive meget mere præcist og levende end os, der stadig er i proces.

Og det pudsige ved det hele er, at da ’Afslag på et kys’ blev sendt første gang, var der mange, der var forargede over, at man på denne måde udstillede en stakkels fordrukken læge – og nu høres så den samme forargelse, blæst op af tidens sociale medier, over, at man udstiller en muligvis forstyrret og måske endda dement skuespiller.

På den baggrund kunne man jo godt fristes til både at blive dement og alkoholiker så hurtigt som muligt, så man kan bidrage lidt til forståelsen af, hvad levet liv er for en størrelse.

Hvad lærte interviewerne?

Men hvad så med de to interviewere? Hvad lærte de mon af de to dokumentarer? De var jo trods alt dem, der var tættest på disse to ældre livskloge mennesker.

Hvad angår Christian Stentoft, så var sagen den, at han havde et voldsomt traumatiseret forhold til sin egen far. Det ved jeg, fordi han aldrig lagde skjul på det, og oven i købet skildrede sit fadertraume i ikke mindre end to montager i kølvandet på faderens død. Faderen, Åge Stentoft, havde aldrig givet Christian anerkendelse, endsige kærlighed. På den baggrund var det min oplevelse, at Christian på en måde så den fader, han gerne ville have haft, i lægen. En klog nærværende mand på 62 mod Christians 38 år, som oven i købet, i modsætning til sin far, øser sin kærlighed ud over Christian og beder om gengældelse – men altså så desværre på den ”forkerte” præmis.

Jeg har ingen anelse om, hvad Iben Maria Zeuthen lærte af sit møde med Ghita Nørby. Modsat Christian Stentoft, som faktisk ender med at sige en del om sig selv i ’Afslag på et kys’, ja, så mærker jeg kun Iben Maria Zeuthen én gang, nemlig da hun udbryder, ”jamen jeg er jo bange for dig Ghita”, efterfulgt af en vidunderlig hengiven latter. Den latter er muligvis den lillebitte top af et varmt isbjerg, som vi så ikke får at se.

Men bortset fra det så var det jo Iben, som blev skomageren, der blev ved sin læst og undgik at sætte sig selv i fokus, modsat Christian, som med anmelderen i Information (9. feb. 1987) Hans Jørgen Nielsens ord: ”har siddet og spillet sig selv som radiomand, sådan som slutningen jo tydeligt demonstrerer” – og den slutning er der, ”hvor lægen siger, at radiomanden jo i virkeligheden ikke elsker andet end sin båndoptager og det, han ved dens hjælp kan få ud af andre mennesker. ”Svar!” trygler lægen. Intet svar. Så endelig efter en fjerde gang, siger Christian, henvendt til lytterne: ”Jeg vil hellere sige: Vi har sendt ’Afslag på et kys’, en montage af Christian Stentoft”.”

Hvis Iben Maria Zeuthen havde forladt interviewet med Ghita Nørby, da hun første gang bliver bedt om at slukke optageren, havde titlen nok været ’Afslag på en mikrofon’ – men det gjorde hun ikke.   

Hør de to interviews her: Afslag på et kys og Hele Danmarks Ghita samt Råbånd til Hele Danmarks Ghita

 

Torben Brandt er født i 1953. Er p.t. redaktør på DR P1’s ’Radiofortællinger’. Radiomedarbejder på DR siden 1976, international medierådgiver siden 1989. Konsulent, programmedarbejder og lydtekniker i DR’s Montagegruppe i 80’erne, hvor han blandt andet skabte montageklassikeren ’Jagten på vogn 144’. Redaktør og reporter på en række kulturprogrammer, ’Hvad som helst’, ’Verdensmagasinet’, ’Kulturnyt’. P1-reportager og serier fra hele verden, lydkunst på magasinet Lydmuren. Producer på nyere podcastserier, som ’Hvorfor har jeg ikke en kæreste’, ’Plakatmafiaen – kampen om bymuren’ og ’Når frie børn leger bedst’ – om Børnemagt. Vandt Prix Italia i 1982, for montagen ’Det indre blik’, sammen med Stephen Schwartz, og modtog  Krygerprisen i 2012. Laver for tiden master classes i Momentinterviewteknik for unge podcastere over hele Danmark og i udlandet.

 

 

Kommentarer
7
Susanne Christiansen
18.03.19 15:25
Jeg ved ikke Torben om du har
Jeg ved ikke Torben om du har hørt det originale råbånd eller den redigerede udgave som lanceres som et råbånd. På det originale råbånd fremstår Ghita ikke som en furie og Iben er langt fra at være Christian. Men det gør de på det manipuletede/ redigerede råbånd, som jeg i hvert fald troede var RÅBÅNDET i første omgang ???
Fremhævet af Journalisten
Torben Brandt
18.03.19 15:58
Hej Susanne!

Hej Susanne!
Jo jeg har hørt råbåndene. men jeg forholder mig kun til den redigerede version her.
MVH Torben
Fremhævet af Journalisten
Vagn Bro
18.03.19 21:29
Kunne man forestille sig, at
Kunne man forestille sig, at Christian Stentoft lod andre end sig selv klippe sin udsendelse sammen - således som det tilsyneladende er tilfældet med dokumentaren 'Hele Danmarks Ghita'?
Fremhævet af Journalisten
Torben Brandt
21.03.19 12:29
Nej Christian råklippede
Nej Christian råklippede altid sine egne udsendelser. Dengang definerede vi også en montage som "virkeligheden set gennem en eksistens (radiomanden)". Man skulle opleve historierne som subjektive, også når man klippede sig selv ud. At Stentoft valgte at vise sin rolle frem i "Afslag på et kys" var således helt i overensstemmelse med hvad der forventedes.
Fremhævet af Journalisten
Georg Julin
21.03.19 18:00
Hej Torben!

Hej Torben!

Det er i den grad både fagligt og personligt rigtig godt skrevet. Om nogen, i denne “tosidede” debat, har du alle nuancer og erfaringer med i vurderingen af - begge - interviews. Respekt!!! Din rejse i over 40 år med lydmediet har og er en lyttermæssig sublim fornøjelse - stadigvæk!!!

Er selv i gang med Podcast interviews af personligheder fra “dengang”, og skal netop huske at det er dem der skal lyttes til og ikke intervieweren. Ret vigtigt!!!

Fortsat god arbejdslyst Torben!!!

Georg
Fremhævet af Journalisten
Arne Skadhede
22.03.19 20:36
Lige på kornet. Tak for
Lige på kornet. Tak for analysen, Torben.
Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
24.03.19 08:27
Mennesket bag hele Danmarks
Mennesket bag hele Danmarks Githa insisterede på samtalen, som forudsætter tilstedeværelsen af medmennesket.

Afvisningen af mikrofonen, og det grundfaktum, altså det 100 % tilstedeværende faktum, at offeret for interviewet eksplicit meldte fra under processen kombineret med, at kanalen/institutionen/interviewer tog resultatet med sig, forkortede det, manipulerede det, bragte det, selv om det på ingen måde var, hvad offeret, Hele Danmarks Githa ville, siger alt om kanalen, institutionen.

Analysen er unødig, fortænkt, patetisk, sigende for standen, der prøver på at gemme sig bag retten til at gennem sig bag mikrofonen.

Det er ironisk, at man skal krydse af, som indikation for ikke at være en robot, for at få sit budskab ud blandt dem, der forbeholder sig retten til at være det.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen