Mere social retfærdigt. Flere til at betale gildet. Lavere afgifter og/eller flere penge til public service. Det skorter ikke på gode argumenter fra de politiske medieordførere, der melder sig klar til at omlægge licensen til en skattefinansieret model. Og da det ifølge dr.dk kun er Liberal Alliance, der ikke har erklæret sig åbne for en skattemodel, er der et bredt politisk flertal for, at det skal gå den vej.
Om den nuværende licensmodel siger SF’s medieordfører, Jacob Mark, ifølge DR.dk:
”Den er uretfærdig nu, fordi man som studerende eller som kontanthjælpsmodtager betaler det samme som en højt lønnet direktør, og den er uintelligent, fordi hvis man bor i kollektiv tre mennesker, så skal man betale tre licenser, hvorimod hvis man bor en familie sammen, så skal man kun betale én licens.”
Men skatteløsningen får ikke støtte af Journalistforbundet. DJ-formand Lars Werge frygter, at det vil blive et brud med armslængdeprincippet og resultere i mere direkte politisk styring af DR.
”Licensen er bygget op sådan, at det ikke er en beskatning, politikerne er inde over i forbindelse med finansloven, men en afgift, som hver enkelt borger betaler. Dermed har man et system, politikerne ikke har direkte indflydelse på. Så kan man hvert fjerde år beslutte i medieaftalen, hvordan pengene skal fordeles. Men uden for disse tidspunkter er det bestyrelsen for DR, der bestemmer, og dermed kan man modstå presset fra politisk side om, hvad der skal sendes. Det er et armslængdeprincip, der ikke fås finere,” siger Lars Werge.
Politikere fristes til at blande sig
Selv om medieaftalen også er en politisk forhandling, mener Werge, det er en afgørende forskel, at den ligger for sig selv og ikke bliver en del af de skatte- og finanspolitiske drøftelser.
”Vi så eksempelvis i forbindelse med ’Historien om Danmark’ på DR, at Søren Espersen fra DF sagde, at det måtte man reagere på, ved forhandlingerne om det nye medieforlig. Hvis politikere, der er fristet til at blande sig i udsendelserne, samtidig sidder med ansvar for, hvor store bevillinger der skal gives, så er det et problem.”
Werge vil godt anerkende flere af de argumenter, der fremføres for en medieskat frem for licensen. Blandt andet muligheden for en mere social fordeling af betalingen og det faktum, at 300.000 husstande i dag ikke betaler til public service, hvilket de automatisk vil komme til med en skattemodel.
”300.000 husstande er mange, og det er ikke, fordi jeg mener, at medielicens-konstruktionen er ideel. Men at et system ikke er ideelt, betyder ikke, at man bare skal skrotte det. Man kunne jo også arbejde på at forbedre licens-modellen. For mig at se handler det først og fremmest om, at det skal handle om mediepolitik og ikke skatte- og fordelingspolitik. Og mediepolitisk har man valgt at have en public service-sektor, som man sikrer med armslængdeprincip og en stabil finansiering.”
Tager del i dialogen
Er det helt umuligt at sammentænke fordelene ved henholdsvis skatte- og licensfinansieringen?
”Det tror jeg ikke. Og vi kan godt se, hvilken vej vinden blæser. Så vi vil da gå med i diskussionen om, hvordan man sikrer armslængden, som alle hylder, samtidig med at alle forsøger at underløbe den i diverse offentlige debatter. Vores største bekymring i øjeblikket er egentlig, at de samme politikere, der er enige om omlægning til skat, er enige i, at der skal gives færre midler.”
Burde DJ ikke være mere progressive og komme med bud på en medieskat, der sikrer armslængden, i stedet for hårdnakket at stå fast på licensen?
”Vi taler selvfølgelig med politikerne om det her. Vi har været meget i kontakt med dem, især det sidste års tid, hvor kulturminister Mette Bock (LA) – og ros for det – har inviteret til en åben diskussion. Så selvfølgelig er vi med i en dialog,” siger Lars Werge.
Den finske model
Selv om Werge peger på licensen som en model, der ”ikke fås finere”, findes der i DJ’s øjne en skatte-løsning, som man gerne vil pege på som næstbedst. Nemlig den finske model, kaldet YLE-modellen, efter navnet på den finske public service-tv-station YLE.
Finansieringen af YLE sker gennem en særlig skat på 0,68 procent af alle finners løn- og kapitalindkomst. Dog kan den højst udgøre 140 euro, svarende til lidt over 1.000 kroner, om året. Til gengæld skal den også betales af virksomheder, og her ligger grænsen væsentligt højere. I Danmark er virksomheder til sammenligning fritaget for licensbetaling.
Grunden til, at DJ peger på Finland som den bedste skatteløsning af dem, man kender, er, at YLE-skatten er bestemt ved en selvstændig lov og altså ikke fastlægges ved årlige finanslovsforhandlinger. Der er heller ingen faste periodiske forhandlinger om justeringer af satsen.
Der er også politisk støtte til YLE-modellen. Blandt andet peger Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, på Finland som et godt eksempel. Men selv om denne model har en mere udtalt grad af armslængde end eksempelvis i Holland, hvor public service finansieres gennem årlige skattebevillinger, er der dog også bekymringer i det finske journalistforbund omkring markant pres på YLE fra finske politikere omkring indholdet. Det oplyser faglig konsulent i DJ Hans Jørgen Dybro.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Når Lars Werge bekymrer sig om armslængdeprincippet, svarer det til at bekymre sig over prisen på en kop kaffe i et fly, der er ved at styrte ned.
For vi i den trykte presse, der siger farvel til annoncører, fordi de hellere vil bruge deres penge på Facebook (som ikke betaler skat i Danmark), og farvel til læsere, fordi de synes, 70 kr. for et magasin er for dyrt (det kan ikke gøres billigere, når man er momspålagt og portoen er så høj, at det ville være mere fornuftigt at sende magasiner ud til abonnenter med taxa), er det absurd.
Vi i magasinpressen vil ikke have statsstøtte som DR eller dagbladene - aldrig i livet. Ikke en fucking øre. Men vi vil have ret til at konkurrere på lige vilkår, og så må det bedste produkt vinde. Hvis folk ikke vil læse vore magasiner, må vi lukke, men hey, der lukker magasiner hver måned, så det kommer ikke bag på os.
At aviserne er fritaget for moms, så de kan udkonkurrere magasinpressen med tykke livsstilsmagasiner på glittet papir, mens deres pengetanke vokser, er grotesk. Hvad med at DJ tog det op?
På samme måde som at DR bruger den uophørlige flod af penge, der vælter ind af døren, på at ansætte medarbejdere, som ingen ved hvad laver. En mangfoldighedskonsulent til to mio. kr.? Tror I selv, at vi borgere vil blive ved med at finde os i det? Det vil vi ikke.
Lad DR komme ud på markedet til os andre. De, som er bekymret for, hvad der så skal ske med horderne af chefer og de busfulde af beslutningstagere, der vil blive sendt på gaden fem minutter efter, at DR selv skal skaffe sin indtjening, kan støtte foretagendet ved at tegne abonnement, købe adgang eller afholde en fredsmarch. Der er mange muligheder på det frie marked. DJ må sammen med DJØF kunne afholde en kursusrække for de medlemmer og chefer, der får et chok, når de opdager, at pengene ikke længere kommer af sig selv. Sådan fungerer det for alle os andre.
Kære DJ og Lars Werge. Vær venligst hele pressens fagforbund. Gå i flæsket på snylterne fra Facebook og Google. Arbejd på at tvinge dem til at betale skatter og afgifter, så vi kan konkurrere på lige vilkår.
Vær et stolt forbund, der kæmper for det frie ord, den frie presse og de frie markedskræfter. Og lad så brugerne selv bestemme, hvad de vil betale til.
Det er fjollet, at politikerne blander sig i, hvilken pris DR skal ha’ for deres programmer, de bør derimod gøres valgfrit for forbrugerne, om de ønsker at købe adgang til at se og høre DR’s udsendelser, på den måde vil DR blive tvunget til, at levere et produkt i en kvalitet, og til en pris som forbrugerne ønsker at købe.