”Det her er det værste, der kan ske for Spiegel”

”De begår ingen fejl. Det er deres selvforståelse,” siger tidligere tysklandskorrespondent om Spiegel. Hun frygter, Relotius-skandalen vil give skyts til journalistikkens kritikere. Spiegel undskylder sig med, at det er svært at faktatjekke reportager. Men det mener fortællende journalist Line Vaaben godt, man kan

Hvordan kunne det ske?
Journalister i hele den vestlige verden har torsdag diskuteret afsløringen af Spiegels topreporter Claas Relotius, der har indrømmet af have opfundet historier, citater og kilder i 14 ud af omkring 60 artikler, han har lavet for magasinet.

Spiegel betragtes af mange som et af Europas førende journalistiske medier og er blandt andet kendt for sin nidkære faktatjek, der varetages af en dokumentationsafdeling på 70 personer. Her gennemgås magasinets artikler med tættekam, før de publiceres. Alligevel lykkedes Claas Relotius med at få publiceret stort opsatte artikler, der til dels byggede på ting, han selv fandt på.

”Det er virkelig et stort slag for Spiegel. Især fordi de har denne dokumentationsafdeling, de er så stolte af. Magasinets motto er: ”Sagen was ist”, og de plejer også at sige, at de aldrig bringer korrektioner, for dertil kan det ikke komme. De begår ingen fejl. Det er deres selvforståelse. Derfor er det her det værste, der kan ske for Spiegel,” siger Kerrin Linde, der er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad og tidligere tysklandskorrespondent for Ritzau.

Afsløret af kollega

Afsløringen af Claas Relotius skete internt. Det var hans kollega Juan Moreno, der begyndte at tvivle på en historie, ”Jaegers Grenze”, som Relotius havde lavet om selvbestaltede grænsevagter ved den amerikansk-mexicanske grænse i Arizona.

Moreno opsøgte simpelthen kilderne, der fortalte, at de havde haft en aftale med Relotius, men at han aldrig var dukket op. Juan Moreno oplevede selv stor intern skepsis over for sine beskyldninger. Men i sidste ende valgte Spiegel selv at gå ud med afsløringen og dække den journalistisk. Spørgsmålet er dog, om dét redder Spiegels troværdighed.

”Som den tidligere Spiegel-redaktør Gabor Steingart skriver i sin blog ’Morning Briefing’: Spiegels problem nu er, at de i alle deres store afsløringer de senere år aldrig har stillet sig tilfreds med at udpege enkeltpersoner som skurke, men altid har skullet sætte spørgsmålstegn ved systemet. Nu fremstår de selv som et system,” siger Kerrin Linde og henviser til kritik mod Spiegel for at føre kampagnejournalistik, blandet andet med en forside, hvor Donald Trump har halshugget Frihedsgudinden.

Hun ærgrer sig over skandalen, fordi den også risikerer at skade pressens troværdighed i al almindelighed.

”Det er rigtig ærgerligt og skamfuldt på et tidspunkt, hvor den tyske højrefløj taler om mainstream-medier som ”lügenpresse”, og hvor pressefrihed og journalisters arbejdsvilkår generelt er under pres.”

Skildringer var ren fantasi

Claas Relotius har selv forklaret til Spiegel, at han følte sig under et pres og havde angst for ikke at kunne levere. Et pres, der bare voksede, jo mere succes han fik. Den 33-årige Relotius har vundet en række priser for sit arbejde, blandt andet CNN’s ’Journalist of the Year’ og fire gange ’Deutscher Reporterpreis’.

Han var særlig anerkendt for sine evner som fortællende journalist. Skildringerne var malende og knivskarpe i detaljegraden. Et eksempel er artiklen ”Die letzte Zeugin” – det sidste vidne – hvor han følger en amerikansk kvinde, der har gjort det til sin mission at bevidne henrettelser af dødsdømte.
I en passage beskriver han, hvordan hun står på Greyhound-bussen, sidder med hænderne intenst knyttet i skødet, så knoerne bliver helt hvide, tager sin bibel frem og slår op i 3. mosebog, kapitel 24, hvor der står: ”Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden.”

Imidlertid var Claas Relotius aldrig på den bus, og han har aldrig ledsaget hende ved en henrettelse. Skildringerne bygger på rent opspind.

Spiegels forklaring på, at Relotius er kommet igennem med sine falske artikler, er, at det opdigtede som regel ikke handler om rene faktuelle forhold – om der er en eller to kirker i byen, om vejret er klart eller gråt – som dokumentationsafdelingen forholdsvis nemt ville kunne undersøge.

”Problemet med Relotius’ detaljer handler ikke om den slags detaljer, men om hans felt-reportager. Og den slags arbejde baserer sig på en grundlæggende tillid, som en redaktionel ledelse som udgangspunkt har til deres journalister,” skriver Spiegel selv

”Spørg til dokumentation”

Line Vaaben fra Information er kendt for sit arbejde som fortællende journalist. Hun peger på, at det inden for den genre er ekstra vigtigt at være helt præcis omkring det faktuelle, netop for at journalistikken ikke skal forveksles med den fiktionsgenre, som man låner virkemidler fra.

”Når man beskriver det skete som filmscener, bruger lyriske begreber, litterære kneb som cliffhangers – alt det, der gør teksten læseværdig – så bevæger man sig i en genremodus, der illuderer fiktion. Og så er det meget vigtigt, at alt, hvad man putter ind i sine historier, er faktatjekket. Det nytter ikke at skrive, at folkevognsrugbrødet er orange, hvis det var blåt,” siger Line Vaaben.

Hun lægger stor vægt på at kunne dokumentere det, hun skriver, blandt andet med fotos, optagelser og grundige interviews med flere kilder.

Derfor mener hun også, at man fra redaktionens side har muligheder for at sikre, at der ikke kommer historier i avisen, der bygger på rent opspind.

”Som redaktør skal du naturligvis have tillid til journalister. Men du skal også spørge: Har du dokumentation for det her? Har du billeder og så videre? Man skal ikke bare godtage vigtige, sigende detaljer. Jeg er selv så ekstremt nidkær med ting, at jeg altid lader kilder læse det igennem. Der kan man fange fejl, for eksempel at det ikke var bidselsko, men Converse,” siger hun.  

Line Vaaben tror ikke, at fortællende journalistik er mere udsat for fusk end andre grene inden for journalistikken.

”Det er noget, journalister kan fristes til, når virkeligheden ikke står mål med det, man vil have ned i artiklerne. Det har man jo set eksempler på i hele branchen. Men det er da utroligt sørgeligt og forstemmende, at store stjernejournalister føler, de bliver nødt til at opdigte virkeligheden, for der er i forvejen så mange fantastiske historier derude.”

1 Kommentar

Ulrik Baltzer
21. DECEMBER 2018
Her er artiklen, der river
Her er artiklen, der river Relotius' værk fra hinanden.

https://medium.com/@micheleanderson/der-spiegel-journalist-messed-with-the-wrong-small-town-d92f3e0e01a7