Siden Spiegel udkom første gang i januar 1947 i et oplag på 15.000, har magasinet udviklet sig til en gigant, der i dag beskæftiger over 1.000 medarbejdere.

Online når Spiegel 17 millioner unikke læsere om måneden og udkommer trods nedgang stadig med 780.000 trykte eksemplarer om ugen.

Også hos danske læsere har bladet sat sit aftryk. Vi har bedt syv læsere, der kender bladet og journalistikken, om at komme med deres vurdering af et medie, der i årtier har udfordret magthavere og autoriteter.

Lykke Friis

Lykke Friis, årgang 1969, ph.d. i statskundskab, blandt andet forsker og europapolitisk chef ved DUPI og DI, minister og folketingsmedlem 2009-2013, prorektor på KU fra 2006-2009 og igen fra 2013, forfatter til flere bøger om Tyskland og Europa. (Foto: Jonas Olufson / Polfoto)

[quote:0]

”Jeg er opflasket på Spiegel og har nærmest fået det ind med modermælken. Fra måske 12-års-alderen begyndte jeg selv at læse det, i starten nok mest sport og billeder og den slags. Hjemme ved os samlede man på Spiegel – det var især de store numre, for eksempel om Berlinmurens fald eller andre store begivenheder.”

”Jeg kan huske, at vi engang smuglede nogle Spiegel-udgaver ind i det daværende Tjekkoslovakiet, hvor Spiegel selvsagt var bandlyst. I dag er det jo noget nemmere, uanset hvor jeg er i verden, downloader jeg Spiegel fredag klokken 18. Jeg læser også Zeit, Focus, Woche og alt muligt andet, jeg er sådan rimeligt altædende, men jeg begynder altså med Spiegel. Det er nu engang det dagsordenssættende magasin politisk, og med sin kultur og sport giver det et godt billede af, hvad der rører sig i det tyske samfund.”

”Spiegel går klart til stregen, især på forsiden er der tradition for at provokere. Efter min smag gik de over stregen, da de fremstillede Trump som terrorist. Det var i mine øjne ikke i oplysningens tjeneste eller specielt begavet. Tidligere havde de nogle covers, der måske var mere autentiske. Jeg kan blandt andet huske et med Helmut Schmidt efter en øjenoperation, hvor han sad halvblind med de her enorme briller, som samtidig kunne tolkes symbolsk. Overordnet har den hårde stil jo også betydet, at Helmut Kohl i mange, mange år ikke gav et interview til Spiegel. På den måde kan det ses som et problem.”

”Danmark kan med sin størrelse næppe bære et journalistisk produkt af Spiegels størrelse. Så danskerne burde da bare læse det rigtige Spiegel. Det er kongevejen til at forstå vores største naboer, ikke bare som handelspartner og EU-partner, men også som kulturnation – Spiegel har jo også tradition for at bringe artikler af de største samfundspersonligheder. Så jeg vil klart anbefale at læse originalen.”

Kerrin Linde

Kerrin Linde, årgang 1971, født og opvokset i Sydslesvig, journalist, ansat på Ritzau fra 2003 først som korrespondent i Berlin frem til 2007 og siden som udlandsredaktør og nyhedsredaktør, udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad siden 2015. (Foto: Leif Tuxen)

”Jeg er faktisk ikke vokset op med Spiegel, men med magasinet Stern. Min mor syntes, der var alt for mange højtravende ord i Spiegel, så først senere begyndte det at fylde mere for mig. Jeg kan huske alle de her covers fra min tidlige skoletid, fra Der deutsche Herbst (terror-efteråret 1977, red.) og senere af Helmut Kohl. Men først da jeg blev korrespondent i Tyskland, begyndte jeg at læse det regelmæssigt.”

”Selv om artiklerne tit er lange og grundige til det nørdede, er det som regel underholdende og let at læse. Omvendt er langt de fleste artikler skåret efter den samme skabelon, hvor man starter med at være helt inde i hovedet på Merkel eller sidder med ved et regeringsmøde. Når man har gennemskuet den stil og den skabelon, kan det godt blive lidt for meget – hey, helt ærligt, hvor ved de det fra?”

[quote:1]

”Alligevel er det svært at komme uden om Spiegel. Bladet holder stadig sit gamle slogan "Sagen, was ist", men selvfølgelig går de tit til stregen. Hvis man tager den berømte forside, hvor Trump halshugger Frihedsgudinden, så er vinklingen unægtelig klar nok, og den blev faktisk også underbygget af historien inde i bladet: Trump truer frihedsrettighederne i USA. Men det kan godt tendere til kampagnejournalistik. Samtidig er Spiegel generelt så begavet og let skrevet, at man i mine øjne godt kan leve med det, hvis man husker at holde bladet lidt i strakt arm.”

”Jeg har selv samarbejdet med folk fra Spiegel et par gange, og jeg må indrømme, at det er svært at overse, at de har en pænt arrogant selvopfattelse – der er tydeligvis ikke noget, der kan røre dem! De svælger stadig i Spiegel-affæren og nævner ved hver given lejlighed deres doku-afdeling og nidkære måde at tjekke fakta på. Det er et fremragende arbejdsredskab for dem selv, og man kunne ønske, at andre medier havde samme værktøjer og ressourcer til rådighed.”

”Danmark er for lille et sprogområde til et magasin af den kaliber, selv om det kunne være rigtig fedt. Jeg synes faktisk, at det mangler. Der er selvfølgelig noget stof i den retning i de største danske avisers weekendsektioner, men især sprogligt kommer det sjældent op på niveau med Spiegel.”

Du kan følge Spiegels udvikling i nedslag på denne tidslinje.

Siegfried Matlok

Siegfried Matlok, årgang 1945, chefredaktør på Der Nordschleswiger i 40 år frem til 2013, nu seniorskribent på avisen samt freelancer. (Foto: Mads Nissen / Polfoto)

[quote:2]

”For mig er Spiegel en indre stemme af frihed. Bladet har en tendens mod venstre, men det er altid i opposition til den siddende regering og magthaverne. Samtidig har Spiegel spillet en stærk rolle i at påpege det tyske ansvar i nazitiden – også selv om bladet til min senere skuffelse har vist sig at have haft stærkt plettede personer i egne rækker i efterkrigstiden.”

”I hele min ungdom spillede Spiegel en central rolle – mandag var kort og godt Spiegel-dag. Spiegel har jo forandret og demokratiseret Tyskland. I dag er det stadig et ikon inden for genren undersøgende journalistik. Her har bladet gødet jorden for den ny tradition for investigativ journalistik i de tyske medier i dag.”

”Spiegel har ramt plet med utallige titelhistorier, men de går til grænsen og til tider nok også over den. Det skyldes selvfølgelig også den satiretradition, de plejer på forsiden. De har givet de tyske regeringer og kanslere en hårdhændet behandling, især nok Helmut Kohl. Men på den anden side er det deres fortjeneste, at det er så tydeligt, at magten kun er til låns og har grænser.”

”Jeg mener ikke, at man kan sige, at Danmark ligefrem mangler et Spiegel. Meget af deres kritiske kernestof finder man i de forskellige danske aviser og medier, hvor der igennem pressehistorien har været en stærkere tradition for kritik.”

Per Stig Møller

Per Stig Møller, årgang 1942, i sin tidlige karriere redaktør og programchef ved blandt andet BT og DR, folketingsmedlem 1984-2015, flere ministerposter, blandt andet som udenrigsminister 2001-2010, indgående kendskab til både fransk og tysk kultur. (Foto: Anders Rye Skjoldjensen)

[quote:3]

”Jeg har i flere år holdt Der Spiegel, fordi Tyskland efterhånden kom til at spille en stadig større rolle i det europæiske samarbejde, og fordi Der Spiegel giver grundige orienteringer både om udviklinger i Tyskland og i verden. Artiklerne er præget af viden og holdninger til begivenhederne.”

”Dertil kommer, at Der Spiegel drejer sig om meget andet end politik, nemlig også kultur, historie, litteratur. Nogle gange er holdningerne dog så kraftige og sym- og antipatierne så tydelige, at det går ud over objektiviteten, men til gengæld er det tydeligt, hvad der er hvad, så man selv kan forholde sig til det og ikke manipuleres.”

”Selvfølgelig kunne man godt tænke sig et dansk Der Spiegel, men det ville med vores begrænsede befolkningstal næppe kunne løbe rundt.”

Peter Wivel

Peter Wivel, årgang 1943, journalist, redaktør og chefredaktør på blandt andet Information, Berlingske og Weekendavisen samt Politikens Tysklands-korrespondent 2003-2015. (Foto: Jacob Erhbahn)

”Spiegel er kun nogle få år yngre end jeg, der begyndte som fast læser i 1960’erne, da Franz Josef Strauss, dengang forsvarsminister, lod ugebladets to chefredaktører, herunder grundlæggeren Rudolf Augstein, arrestere. Strauss røg på sagen, mens Augstein blev helgenkåret. Politiske ugeblade var så hotte dengang, at forlæggeren Palle Fogtdal i 1970 købte det fallerede Information for at forvandle det til et dansk Newsweek eller Spiegel. Journalisterne gjorde oprør, så den venlige Fogtdal forærede sin investering til avisens ansatte. Hans nystartede NB! overlevede ikke sit første år. Danmark var for lille til så store satsninger.”

[quote:4]

”Spiegel var tykkere end et IKEA-katalog. Det lokkede hver uge med skamløst platte og provokerende forsider. Om den så skulle gå en milevid omvej, fandt forsideredaktionen altid et spindelvævstyndt påskud til at bringe afklædte kvinder på forsiden.”

”Jeg slugte bladets mange og lange serier om Hitler og Anden Verdenskrig, fyldt med historiske fotos. Spiegel var det trætte Tysklands skolemester. Dets forsidehistorier var bevidst forskruede og skrevet i en ganske særlig krukket Spiegel-stil. Bladet sørgede altid for at have kappen på begge skuldre.”

”Jeg sagde mit abonnement op i efteråret 2014, efter mindst 50 års flittig læsning, da en af forsiderne viste Merkel i selskab med de højeste værnemagtsofficerer på Akropolis i Athen, og jeg har ikke læst det siden.”

Ulla Terkelsen

Ulla Terkelsen, årgang 1944, dansk-tysk journalist, fra 1967 til 87 journalist og korrespondent for blandt andre DR, herefter nyhedschef for TV 2 og siden international korrespondent for selv samme, blandt andet med Berlin som base, i dag med Paris som omdrejningspunkt. (Foto: Tycho Gregers / Polfoto)

[quote:5]

”Som helt ung elev ved avisen Demokraten i Aarhus i 1960'erne læste vi Spiegel hver uge. Det var nærmest en bibel dengang. Alle nærlæste det og fulgte også med i affæren mellem chefredaktør Augstein og forsvarsminister Strauss, fordi det var så principiel en sag – fra politisk side ville man jo lukke Spiegel, som det i øvrigt senere var tilfældet med Nixon og Washington Post. Samtidig havde den vesttyske presse været enormt forsigtig og ikke videre kritiske i efterkrigstiden. Her var Spiegel virkelig banebrydende – også med sin blanding af essay og new journalism og altid med fremragende fotos. Samtidig kunne man med Spiegel være kritisk i Vesttyskland uden af den grund straks at blive beskyldt for at være krypto-kommunist eller DDR-tilhænger.”

”Jeg har altid læst en masse andre tysk- og engelsksprogede aviser og magasiner, så Spiegel var ikke det ene store forbillede for mig, men det opsummerede en kritisk holdning til Vesttyskland på en fremragende måde. Det var anderledes formuleret og gennemresearchet med mange journalister på hver historie.”

”For mit eget vedkommende er det mange år siden, jeg har læst Spiegel fast, og jeg gør det heller ikke i dag. Selv som korrespondent i Tyskland spiller det nok en mindre rolle i dag, nok fordi det som ugeblad er mere opsummerende. Klart, Spiegel har også tradition for at trække tingene hårdt op, men jeg synes ikke, det er direkte kampagnejournalistik. Jeg ser det nærmere som engageret journalistik.”

”Der har været adskillige forsøg på at lave politiske magasiner i Danmark, for eksempel magasinet NB! i 1970'erne, men det er nok bare for dyr en form til vores lille sprogområde. De har ikke bare efterlignet Spiegel, men også Time, Newsweek og de andre store ugemagasiner, som var betydningsfulde dengang. I Frankrig har lignende magasiner som L'Express og Nouvel Observateur stadig kommerciel succes, men i Danmark … vi har både størrelsen og traditionen imod os på det punkt.”

Henrik Kaufholz

Henrik Kaufholz, årgang 1946, dansk journalist, udlært på Århus Stiftstidende og Børsen, har været ansat på ansat på Politiken siden 1974, hvor han har været Tysklands korrespondent i årene 1980-84 (Bonn) og 1997-2002 (Berlin) –  i disse perioder havde han flere venner og bekendte på Spiegels redaktion. (Foto: Martin Lehmann / Polfoto)

”Jeg begyndte at læse Der Spiegel allerede i min studietid midt i 60’erne, og jeg har læst bladet siden. Mange år som abonnent, ellers af og til. Nu også gerne Spiegel Online. Spiegel har været banebrydende i tysk journalistik, og de øvrige førende medier har alle i højere eller mindre grad tilegnet sig den mere direkte måde at researche og skrive på, som Spiegel har stået for i al den tid, jeg har læst bladet.”

[quote:6]

”Straks efter angrebet 11. september 2001 sendte Spiegel et helt hold til USA for at kortlægge begivenheden. Det er den slags, der giver læserne noget ekstra. Der har også været mange affærer i tidens løb – for eksempel Starfighter og Barschel – hvor det bagefter viste sig, at Spiegel havde ret. Der bruges stadig kræfter og penge på undersøgende journalistik. På negativsiden er især, at redaktionen ikke fattede mistanke, men havde en DDR-agent som forsvarsmedarbejder (på redaktionen i Bonn) i årevis.”

”Et dansk Spiegel ville være herligt. Det er forsøgt flere gange – uden held. Vi har med Weekendavisen en ugeavis på linje med Die Zeit, men med 5,5 millioner indbyggere er der næppe læsere nok til et nyhedsmagasin som Der Spiegel.