Puk Damsgård sidder på en klippe foran DJ's tillynede og tomme telt på Folkemødet. Klokken er 09.00. Hun er lige landet på Bornholm. Der er en time, til DR's mellemøstkorrespondent skal på med programpunktet 'Bag historierne fra Syrien'.
»Tror du overhovedet, der kommer nogen?« spørger hun lidt nervøst. »Det er jo lidt nørdet.«
Puk Damsgård skal fortælle om de praktiske og etiske udfordringer, borgerkrigen i Syrien giver en journalist.
Hun har gennem de seneste to et halvt år været i Syrien 11 gange. Altid uden visum. Når myndighederne først har noteret, at en journalist har rapporteret illegalt fra konflikten, er det udelukket af få visum i fremtiden.
45 minutter senere er alle stole optaget, og folk stimler sammen langs teltdugen og bagerst i teltet.
»Syrien er ikke et sted, man bare tager ind og rapporterer. Der er ugers forberedelse hver gang. Du skal have de rigtige kontakter. Mange journalister er blevet dræbt, flere af mine kolleger er blevet kidnappet,« indleder Puk Damsgård.
Ordene er dramatiske, men de falder nøgternt og uden selviscenesættelse.
Bag i bilen
Puk Damsgård spiller et videoindslag med en klassisk scene: Hun sidder bag i en bil og fortæller dæmpet seerne, at hun er ved at blive smuglet ind over grænsen af bevæbnede aktivister.
Hun har en sort hue ned over håret og kryber lidt sammen i sædet. Hun er som et stykke gods, der overleveres fra post til post på baggrund af de instrukser, der står på en seddel.
»Vi har fået fat i et netværk af syriske aktivister, der gerne vil hjælpe os ind i Syrien,« forklarer hun publikum i teltet.
Men netop det arrangement er også hendes store journalistiske dilemma. Hun er afhængig af andre, som har egne interesser.
»Jeg kan ofte ikke få lov at betale min mad selv. Det er irriterende, men aktivisterne vil betale. Jeg ville hellere være fri,« forklarer hun og viser et sjældent billede, hvor hun selv laver mad i et privat køkken i den lejlighed, hun er indkvarteret i.
Hun skal også have hjælp, når hun skal finde internet. Altid skal nogen vise vej, hjælpe, forklare og åbne døre.
»Det er irriterende, men det er vilkårene.«
Hvem fanden taler jeg med?
En anden udfordring er helt banalt at finde ud af, hvem man taler med.
»Hvem fanden taler jeg med?! De vil ofte ikke filmes med deres ansigt. Deres liv er i fare. Det forstår jeg. Men jeg er afhængig af at vide, hvem jeg taler med. Når I ser et interview med en mand, der har hætte på, så tror I, det er en terrorist eller en bankrøver. Det blokerer for historien.«
»Kan man regne med, at folk, der optræder anonymt, taler sandt. Hvor går grænsen? Hvor slemme skal kilderne være, før jeg ikke kan bruge dem? Jeg har ikke svaret, men bliver nødt til at diskutere det med min redaktion hele tiden.«
»I en krig lyver folk. Det er svært at få adgang til informationer fra første hånd. Vi er ude i anden, tredje eller fjerdehånds-informationer. Og du kan ikke tjekke informationerne.«
Klyngebomben
Puk Damsgård viser et billede af en klyngebombe. Hun er ikke i tvivl om, at bomben er ægte. Det er oprørerne, der har vist hende den. De kan også fortælle en detaljeret historie om, hvor mange den dræbte, og hvor den faldt.
Men er historien sand?
»Jeg kan ikke kontrollere historien. Det er en blindgyde. Jeg kan vise, at der er en bombe, der er kastet af regimet. For jeg ved, at oprørerne ikke har klyngebomber. Men jeg kan ikke sige mere, for historien kan ikke verificeres.«
Puk Damsgård viser et billede af en ældre dame.
»Søde mennesker lyver også. Ikke fordi de er onde, men fordi deres virkelighedsopfattelse ændrer sig i krigen. Øjenvidnebeskrivelser er ikke altid troværdige. Jeg skal spørge ind igen og igen. Vende tilbage til de samme detaljer. Det, jeg kan fortælle, er kildernes historie og det, de har oplevet. Men jeg kan ikke bekræfte, hvor mange der er døde.«
Tid er en mangelvare
Den gamle dame mødte Puk Damsgård i en lejlighed med 30 andre kvinder. Hun forklarer, at det er vigtigt at kunne være sammen med kilderne uden indblanding. For at tjekke deres historie bedst muligt.
»En mand tog mig med hen i lejligheden. Han blandede sig i øvrigt ikke. Han gik ud igen. Og så kunne jeg og fotograf og oversætter få lov at hygge os med de her damer. Der tegner sig et mere detaljeret billede, når du taler med flere. De har billeder på deres mobiltelefoner, de har måske også ID-kort. Og de facts, jeg ikke kan tjekke, dem undlader jeg så at bruge. Det bliver historien om, hvad det vil sige at være 75 år og være flygtet fra sit hjem.«
Men ofte kan kilden ikke kontrolleres godt nok. Eller det viser sig, at de har en politisk mission med deres personlige fortælling. Alarmklokken skal kime, når beretningen bliver for polemisk.
»Jeg kan godt komme hjem med et interview, hvor jeg ikke føler mig sikker. Måske er det gået for hurtigt. Og tit kan du kun være meget kort tid et sted. Du kan ikke stå og glane af sikkerhedsmæssige grunde. Hvis du har tid, fornemmer du meget mere.«
Den personlige konto
Ordstyrer Lars Werge, næstformand i DJ:
»Du er meget udsat. Du risikerer at blive beskudt. Du rejser ind illegalt. Hvilke overvejelser og følelser har du omkring det?«
»Det er en enorm kraftanstrengelse, hver gang jeg skal ind i Syrien. I forberedelsesfasen kan jeg næsten ikke overskue andet. Jeg bliver nervøs. Jeg har oplevet, at jeg får mareridt, inden jeg skal rejse. Når jeg først er der, får jeg mere ro på. Men det tærer. Jeg ser nogle ting, der er dybt alvorlige. Hver gang jeg har været i Syrien, bliver jeg debriefet hos en psykolog. Ellers ender jeg som en mental grøntsag. Men jeg kan jo ikke forberede mig på, hvad der falder ned oppefra.«
»Hvis der kommer luftangreb. Du er helt magtesløs. I en ildkamp kan du flytte dig, stå et bestemt sted. Men luftangreb, der kan jeg intet gøre. Det sidder i kroppen fra tidligere gange.«
»Hvad så bagefter? Kan du blive miljøjournalist i København, efter at du har været korrespondent i Mellemøsten?« spørger ordstyrer Lars Werge.
»Jeg håber, nogen slår en stilling op som hvidvinsanmelder. Det kunne jeg godt tænke mig engang,« svarer Puk Damsgård med et afvæbnende smil.
»Lige nu tænker jeg ikke, det har en ende. Jeg er først lige begyndt at forstå Mellemøsten efter tre et halvt år.«
Lars Werge: »Hvad siger din familie?«
»Min mand og min mor og far synes ikke, det er spændende. Men de er meget opbakkende. Og jeg fortæller også dem, hvor meget jeg forbereder mig. Jeg har ikke børn. Ville jeg gøre det, hvis jeg havde børn? Det ville jeg nok,« siger Puk Damsgård.
Kontakt til ISIS
Spørgelysten er stor hos publikum. Gennemgående starter alle med at rose Puk Damsgård for hendes mod og nøgterne reportage.
»Har du fået kontakt til den islamistiske gruppe ISIS?« lyder ét af spørgsmålene fra salen.
»Jeg har forsøgt, men de ville kun optræde med hætter på. Og jeg kan ikke sidde og spørge en strikket hætte. Det bliver for absurd.«
»Hvad betyder det, at du er kvinde?« vil en anden vide.
»Det åbner døre at være kvinde. Jeg oplever tit, at fok oplever mig som ufarlig og spørger: ”Men hvor er din mand?!”. Omvendt ville det en gang imellem være godt at være mand, så jeg kunne tale med om alle deres våben. Jeg er begyndt at læse lange manualer om våben, så jeg kan tale med! Men jeg kan omvendt få lov at blive i hjemmet og spise humus med kvinderne, i stedet for de mænd, der bare render rundt og skyder hinanden.«
Puk Damsgård udgiver den 4. september bogen ” Hvor solen græder” om sine oplevelser i Syrien og nogle af de personer, hun har mødt og berettet om.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er der nogle der har det link til det videoindslag, hvor Puk bliver smuglet ind over grænsen af nogle aktivister? Jeg vil nemlig vildt gerne bruge det til mit skoleprojekt.