
Retten i Hillerød lukkede for pressens adgang til retsmøder torsdag. Men allerede samme aften åbnede de igen. Søren Breiting/Ritzau Scanpix
Corona-krisen rammer hele mediebranchen. Og i går kom turen til retsreporterne.
Byretten i Hillerød meldte i går torsdag ud i en pressemeddelelse, at pressen ikke havde adgang til retsmøder. De lukkede døre var et af de tiltag, som byretten satte i værk for at få færre mennesker i retsbygningen og efterleve regeringens anbefalinger for at begrænse smittefaren.
At lukke dørene for pressen er et alvorligt indgreb i offentlighed i retsplejen, men omvendt kan det være nødvendigt, lød reaktionen fra Sune Fischer, formand for Politi- og Retsreporternes Forening, da Journalisten talte med ham i går.
”Vi mener, der som udgangspunkt skal være åbenhed i den danske retspleje. Men der er jo tale om en form for nødret eller krisesituation her, og det respekterer vi, at man er nødt til at finde en løsning på,” siger Sune Fischer.
Måtte tømme bygningen
Hos Hillerød Ret anerkender retspræsident Betina Heldmann, at det er et alvorligt indgreb at begrænse pressens adgang. Men det var nødvendigt i går, forklarer hun.
”I går var vores topprioritet at få tømt bygningen, så der kun var folk, som skal udføre kritisk arbejde. I den forbindelse havde pressen heller ikke adgang,” siger Betina Heldmann til Journalisten.
Der blev afviklet et grundlovsforhør torsdag klokken 9, som pressen dermed ikke havde adgang til.
Retten i Hillerød varsler, at pressen ikke får adgang til retsmøder på grund af corona. Hvad siger grundlovseksperter til den ret så vilde udmelding. #covid19dk #coronavirusdk
— Rune Øgendahl (@RuneOgendahl) March 12, 2020
Men allerede sent torsdag eftermiddag var Hillerød Ret klar til at genåbne dørene for pressen.
”Vi har flyttet grundlovsforhør, frister mv. fra den mindste sal til de to største sale. Vi har flyttet om i salene, så man kan sidde med længere afstand mellem hinanden. Derfor har vi nu igen åbnet retsmøderne for offentligheden og pressen,” siger Betina Heldmann.
Kan lukke igen
Men hun understreger, at Hillerød Ret forbeholder sig muligheden for at begrænse adgangen igen.
”Hvis vi får en opsigtsvækkende sag, kan det være, at vi begrænser antallet af tilhørere eller må prioritere i medlemmer af pressen. Vi skal sørge for, at folk ikke sidder for tæt sammen, og det tager vi meget alvorligt.”
Mediejurist Vibeke Borberg forklarede i går på Twitter, at det er muligt for retten at begrænse pressens grundlovssikrede adgang. Grundloven kræver fysisk adgang ”i videst muligt omfang”.
”Det betyder, at adgangen konkret kan begrænses, hvis der er tungtvejende hensyn, f.eks. sikkerheds- og sundhedsrisiko. Men kun i nødvendigt omfang og kun i en nødvendig periode,” skrev Vibeke Borberg på Twitter.
Hvis en begrænsning af den fysiske adgang kan erstattes af tiltag – afskærmning, lyd m.v. – skal det overvejes, jf. grundlovens krav om adgang “i videst muligt omfang”.
— Vibeke Borberg (@VibekeBorberg) March 12, 2020
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.