Niels Grunnet – chef for Radioavisen – og flere centrale nyhedsjournalister på DR stod i 50'erne i tæt forbindelse med det amerikanske propaganda-apparat.
Danske journalister arbejdede i begyndelsen af 1950'erne intenst med at skabe et positivt syn på USA og NATO, og de stod i tæt kontakt med den amerikanske informationstjeneste USIS, der belønnede dem med rejser og sågar en titel som æresborger.
Det fortæller historikeren Josef Batikha, der har studeret rapporter fra USIS-afdelingen på den amerikanske ambassade i København.
USIS var sat i verden for at propagandere for amerikansk kultur og amerikanske synspunkter, blandt andet gennem påvirkningen i nyhedsmedier, og til det formål skaffede man sig kontakt blandt andet til journalister, der ville bakke de amerikanske synspunkter op.
En af dem var Radioavisens daværende chef Niels Grunnet. I rapporterne fremhæver USIS ham som en ubetinget forbundsfælle, og han bliver i 1952 indstillet til en rejse til USA, blandt andet med følgende begrundelse:
"Han har givet aktiv støtte til den amerikanske udenrigspolitiks mål i sin radiovirksomhed. En tur til USA i den amerikanske regerings regi vil yderligere cementere den støtte, han har givet til USIS."
På den rejse bliver Grunnet endvidere udnævnt til æresborger i New Orleans. Ved hjemkomsten fortæller han den danske presse om en fantastisk oplevelse, hvilket USIS også konstaterer med tilfredshed i deres rapporter. Han kvitterer også med at bringe en række radiointerviews i DR med politikere og militærfolk, der sætter NATO i positivt lys.
Andre journalister, der nævnes i USIS-rapporterne, er Radioavisens udenrigspolitiske kommentator Sven Henningsen og reporteren Sven Ludvigsen. De og flere andre USA-venlige journalister bliver i disse år belønnet med rejser gennem amerikanske udvekslingsprogrammer.
Det, som USIS ifølge Josef Batikha betragter som den største succes, er, at man får DR til at sende en række begivenheder i NATO, som man gerne vil have dækket, og Batikha noterer også, at DR på intet tidspunkt refererer til kilden, og at det på den måde fremstår, som om DR selv har arrangeret dækningen.
Josef Bathika mener også selv, at det er den mest interessante pointe, at DR's programudvalg således medvirker til at formidle den amerikanske propaganda. Og det, mener han, er et langt mere principielt problem end enkeltpersoners politiske overbevisninger.
»Én ting er, at man spænder politiske grundholdninger på sit arbejde som journalist, hvilket nok aldrig kan undgås helt. Noget andet er, at den amerikanske stat fik sendt programmer i Danmarks Radio. Apropos debatten om "De røde lejesvende" er der mig bekendt ikke dokumenteret noget lignende på den venstreorienterede side – det ville i hvert fald være en sensation,« siger Josef Batikha til Politiken, der skriver historien i deres søndagsudgave.
Josef Batikhas forskningsprojekt bliver også formidlet i P1-udsendelsen "De blå lejesvende", som kan høres her.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg orker ikke den debat, men vil blot bidrage med en enkelt information: Sovjet bekæmpede ganske vist Tyskland flere år, før USA gik ind i krigen, D-Day var i juni 1944, men Sovjet forlod først Bornholm i 1946,og bornholmerne var således besat et år mere end resten af andet, hvis regering nærmest var ligeglad.
Journalisten burde afholde sig fra slige upassende sammenligninger. Selvom enhver form for agitation og politisk propaganda er forkastelig, så er det direkte usmageligt at sammenstille agitation for USA med samme for kommunismen. Men det lader ikke til helt at være sevet ind hos danske journalister, at mens USA står for demokrati, så er og bliver kommunismen historisk set en lige så stor forbrydelse som nazismen. Tag ud og lav noget research i stedet for at gå rundt med Che t-shirts. Spørg dem i Tjekkiet, Polen og Rumænien. Læs deres historier og se deres mindesmærker. Kommunismen er og bliver en forbrydelse. Det er vestlige demokratier ikke.
Men vi fik aldrig kommunismens jernnæve at føle, så vi synes stadig her i lille Danmark, at der er noget revolutionsromantik over det og at Ole Sohn er sød.