De seneste læsertal burde være forfærdende læsning for dem, som holder af journalistik og aviser.

Det lader dog ikke til, at nogen i branchen eller faget har reageret. Men man er vel blevet immun over for ulykkesbudskaber, eller også vil man fortrænge katastrofer, man alligevel ikke mener at kunne forhindre.

Det er psykologisk forståeligt. Men så meget desto større grund til at se nærmere på tallene. Ikke for at svælge i gru, men for at få et overblik.

Altså: De to såkaldte formiddagsaviser, B.T. og Ekstra Bladet, har mistet hver femte læser på et år, målt på første halvår 2018. Nu er læsertalsopgørelser jo ikke præcise målinger, og der er statistisk usikkerhed, så lad os se nogle år tilbage: I 2016 holdt de to formiddagsaviser stillingen, i 2017 tabte de 16 procent, og nu altså 21 procent.

Det er rimeligt at tale om et accelererende fald, selv om vi ikke skal længere tilbage end første halvår 2015 for at finde et endnu værre år.

De tre omnibusaviser – Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten – har også accelererende fald. De holdt skansen i 2015 under ét, men siden er faldhastigheden øget: Minus fem procent, minus ni procent og nu minus 15 procent.

Læserne er blevet ældre

Vi ser formentlig virkningen af læsernes aldring: Den manglende hvervning af nye læsere betyder, at læsernes gennemsnitsalder vokser, og at en stadig større del af dem dermed hvert år forlader avismarkedet af terminale årsager.

Jeg har ikke kunnet finde dansk statistik for generationernes avislæsning, men svenske Nordicom har en fin statistik for Sverige: I 2009 læste 58 procent af de 15-24-årige avis dagligt, men sidste år var det kun 31 procent. Folk over 64 holder derimod ved: Otte ud af ti læser stadig avis.

Tal fra Nordicom viser i øvrigt, at udviklingen generelt følger det danske mønster i resten af Skandinavien; selv de meget avislæsende nordmænd vender sig fra papiret.

Og danskerne gør det i dén grad.

Det er en katastrofe

Siden 2009 – længere tilbage bør man ikke gå på grund af nye opgørelsesmetoder fra dette år – er de danske omnibusavisers læsertal mere end halveret, og formiddagsaviserne er gået tilbage med tre fjerdedele.

Dette er en katastrofe. Aviserne vil sikkert sige, at de bliver læst af flere end nogensinde før på grund af nettet, og det er sandt. Men det tjener de ikke mange penge på. Annoncepriserne pr. netlæser er kun en brøkdel af priserne pr. papirlæser, og på de mobile platforme er de lavere end på de store skærme. Og så er der prispresset fra Google og Facebook.

Det særligt rædselsvækkende er naturligvis, at aviserne er ved at blive så små, at de bliver uinteressante for annoncørerne. Og så er der ikke blot tale om, at annoncepriserne falder, fordi der er færre læsere til annoncerne; nej, aviserne vil ryge helt ud af bureauernes medieplaner, og så er det slut.

Mindre tysk drama

Men udviklingen er ingen naturlov.

Tag nu Tyskland, som også ligner os en del som folk og samfund. De tyske bladudgiveres organisation, BDZV, laver også statistik; ikke på læsertal, men på oplag, og det kan også bruges. Tallene viser for eksempel, at det samlede oplag for ”overregionale” eller landsdækkende aviser i både 2016 og 2017 faldt med fire procent.

Altså en kedelig udvikling, men slet ikke det drama, som udspiller sig hos os.

Er der mon danske medieforskere, der har undersøgt, hvorfor tyskerne kan bremse faldet, når vi selv ikke kan? Mange har efterhånden været i New York eller på Pointer, men hvor mange rejser til Frankfurt?

Nicherne fylder mere og mere

Hvis Tyskland forekommer alt for fremmedartet, kunne man blive hjemme og kigge på de såkaldte nicheaviser: Information, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen (der regnes for så dagbladslignende, at den tæller med som dagblad). Børsen er sådan set også en nicheavis, men den er speciel, fordi læsningen her i høj grad er arbejdsbestemt; alle de andre aviser kan betragtes som forbrugsgoder.

Også nicheaviserne går tilbage, men slet ikke i samme hast som omnibusaviserne og formiddagsaviserne – se grafen over udviklingen siden 2009. Nichemediernes faldhastighed ligner mere det billede, vi ser i Tyskland.

!function(e,t,n,s){var i=”InfogramEmbeds”,o=e.getElementsByTagName(t)[0],d=/^http:/.test(e.location)?”http:”:”https:”;if(/^\/{2}/.test(s)&&(s=d+s),window[i]&&window[i].initialized)window[i].process&&window[i].process();else if(!e.getElementById(n)){var a=e.createElement(t);a.async=1,a.id=n,a.src=s,o.parentNode.insertBefore(a,o)}}(document,”script”,”infogram-async”,”https://e.infogram.com/js/dist/embed-loader-min.js”);

I mediebranchen plejer man at trække på skuldrene af disse tre medier; de er så specielle, hedder det, at man ikke rigtigt kan bruge deres erfaringer til noget. ”Et avistidsskrift”, kaldte en af Berlingske-koncernens bestyrelsesformænd engang Weekendavisen.

Her vil jeg forsigtigt påpege, at på grund af de andre avisers fald fylder de tre nichemedier efterhånden så meget, at man ikke bare kan afvise dem som særtilfælde.

Informations, Kristeligt Dagblads og Weekendavisens samlede læsertal har de sidste fem år ligget over formiddagsavisernes læsertal, og det er også fem år siden, at Berlingskes læsertal gik under Weekendavisens. Også omnibusaviserne er efterhånden blevet en slags nichemedier, hvis man ser på størrelsen.

Så hvad er det, nichemedierne kan og gør, og hvad er det, tyske landsdækkende aviser kan og gør? Kunne man lære noget? Er der ting, man kan kopiere på de ”store” danske omnibusaviser, som kunne udskyde den endelige undergang? Såsom nyhedspuls eller mangel på nyhedspuls, fortællemetoder, artikellængder, kildevalg, læserkontakt, fagligt og sprogligt niveau?

Det var dog værd at undersøge, mens tid er.

Uffe Gardel er journalist og kommunikationsrådgiver