
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Allerede en halv time efter at den sidste personlige stemme var talt op, kunne Altingets brugere læse, hvordan lige netop deres kandidat klarede sig ved Folketingsvalget 2019.
Altinget har lanceret et nyt robotunivers, hvor man kan læse en autoskrevet artikel om alle 900 opstillede kandidater.
Udvikler Niels Erik Kaaber Rasmussen har en uddannelse i datalogi og samfundsvidenskab. Han har stået i spidsen for den tekniske del af projektet og udviklet robotten fra bunden i programmet Python.
Han forklarer, at robotten skriver artiklerne ud fra data om personlige stemmetal fra Danmarks Statistik kombineret med tal fra Altingets egen kandidatdatabase.
Vigtigt for få mennesker
Chefredaktør på Altinget Jakob Nielsen fortæller, at robotjournalistikken skal supplere den menneskeskabte journalistik. Formålet er at skabe godt og relevant indhold for få mennesker.
”Artiklerne er meget relevante for kandidaterne selv og dem, der har stemt på ham eller hende. Det er indhold, vi ellers ikke vil have mulighed for at lave,” forklarer Jakob Nielsen.
Altinget har arbejdet på projektet ”on and off” siden kommunalvalget i 2017. Men det har taget Niels Erik Kaaber Rasmussen en måneds intensivt arbejde at udvikle robotten.
”Det er ikke sådan, at robotten opfinder ord eller selv sætter ord sammen til en sætning,” forklarer Niels Erik Kaaber Rasmussen
Han forklarer, at robotten har nogle sætningsskabeloner, som den vælger ud efter en algoritme, der vurderer, om der er sket en interessant udvikling.
For eksempel hvis en kandidat bliver valgt foran en anden kandidat, der ellers lå foran ham. Så vil sætningsskabelonen lyde ’kandidatnavn overhaler kandidatnavn med x antal stemmer’.
”Det bliver så vinklen på historien. Og så kommer den ud som overskrift. Herefter finder robotten den næste skabelon, der skal bruges til den næste sætning,” siger Niels Erik Kaaber Rasmussen.
Robotjournalistik ud fra tidslinje
Altinget har endnu ikke nogen tal på, hvor mange gange artiklerne er blevet læst.
”Men vi kan se, at en del af kandidaterne deler artiklerne på de sociale medier,” siger Jakob Nielsen.
Han fortæller, at succeskriteriet for projektet har været at vise, at det kan lade sig gøre at lave sådan en robot.
”Hvis det giver masser af klik, er det fint. Men for mig er det en kæmpe optur, at artiklerne er blevet så gode, som de er blevet,” siger Jakob Nielsen.
Den næste robot hedder ”Følg lovforslaget”. Den samler al information om et lovforslag fra Folketingets egen hjemmeside og Altingets egen journalistik om lovforslaget.
”Det bliver til en tidslinje, så man kan følge lovforslaget fra start til slut,” siger Jakob Nielsen.
Robotten er klar og forventes at gå i luften, når det nye folketing begynder at arbejde.
”Men vi skal stadig blive klogere på, hvad vi skal bruge robotterne til, så vi kan lave endnu bedre robotter til det næste valg og også imellem valgene.”
Altinget har også en robot, der henter stof ud af Folketingets database over ministersvar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.