Lørdag var festglade mediestuderende mødt op i VEGA i København for at hylde årets største talenter med juniorudgaven af Cavlingprisen – Kravlingprisen.
Årets KommKravling gik til Helena Kristine Mandsberg og Mirella Engelbrecht Fruergaard for deres ”join the party”-kampagne for partiet Alternativet.
»Det var det mest fuldendte produkt. Der var både en god idé, en god strategi og en god eksekvering. De har tænkt helt ned i en veganer-hotdog og helt op i det strategiske og involverende plan,« siger Marie Bjerre Birkholm til Journalisten.
Hun var en del af dommerkomitéen og arbejder til daglig som kommunikationskonsulent ved Publico.
Hvad var særligt ved projektet, hvor var det stærkt?
»Det var stærkt ved det alternative, eksperimenterende og legende. Selve produktet er en valgturné, hvor alle de klassiske elementer i en traditionel valgkamp blev brugt. De blev bare vendt på hovedet. Et frisk nyt pust til det traditionelle vælgermøde,« siger Marie Bjerre Birkholm.
Kampagnen, som samtidig er de to kvinders speciale, kan du se her.
Kolonihavehus og veganer-hotdogs
Marie Bjerre Birkholm og resten af dommerkomitéen var meget imponerede over den røde tråd i kampagnen.
»Kampagnen er gennemsyret af Alternativets dna. Man kan virkelig mærke alle Alternativets tanker. Når de var rundt i de forskellige byer og holde oplæg, så indrettede man forsamlingshusene til kolonihaver med organisk og bæredygtigt græs på gulvet. Man har delt veganer-hotdogs ud og afholdt koncerter og fælles yoga. Ting, der aktiverer deltagerne og iscenesætter Alternativets værdier, politik og profil,« siger Marie Bjerre Birkholm og fortsætter:
»De har generelt været gode til brugerinddragelse og platformsvariation. Blandt andet via deres Facebook-community. De har formået at tænke super lavpraktisk og strategisk på en virkelig god måde,« siger Marie Bjerre Birkholm.
Højt niveau
Hun fortæller, at der har været et generelt højt niveau på de indsendte produkter, og at tendensen er, at de sociale medier og brug af video fylder mere og mere. Det vigtigste er dog, at idéerne skal kunne omsættes.
»Den gode idé skal belønnes, men der er ikke nogen, der ser den gode idé, hvis du ikke har en plan for, hvordan den skal føres ud i livet,« siger Marie Bjerre Birkholm.
Hvad er dit bedste råd til de studerende?
»Det, de laver, skal være gennemført. Man skal tænke den gode idé hele vejen rundt, så man kan levere den hele vejen ud til den målgruppe, man gerne vil nå. Det er ikke nok at komme med et flot produkt, det er eksekveringen, der er det afgørende,« siger Marie Bjerre Birkhom.
Her er de andre vindere
Vinderne af Kravlingprisen blev Anders Bindesbøll og Claus Nordahl for dokumentaren ’Voldtægt on Demand’, der blev sendt på DR P1.
Vinderen af TV/Foto-Kravlingen gik til Tor Birk Trads for hans ”Det, der er nærmest, er det, vi ikke ser”.
DesignKravlingen gik til Josefine Exner for hendes tv-grafikker til DR3-programmet ’Kærestesorgens DNA’.
Rettet klokken 9.07: Journalisten havde skrevet, at arrangementet foregik fredag. Det foregik lørdag.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Thilde
Du har fuldstændig ret. Jeg har rettet det med det samme. Tak for dine skarpe øjne.
Bh Rasmus
Kære Rasmus
Kravling blev afholdt lørdag - ikke fredag.
Venlig hilsen
Thilde