Tabloidavis uden den mørke side. Det er planen for de nye udgave af MetroXpress, der kommer på gaden den 2. april, efter at avisen bliver slået sammen med 24timer. Målgruppen er de 15-39-årige
»Vi koncentrerer alle ressourcerne fra de to aviser på MetroXpress,« siger chefredaktør Jonas Rathje på et pressemøde i dag, hvor avisen annoncerer, at gratisaviserne MetroXpress og 24timer bliver slået sammen til et nyt MetroXpress.
De nye ejere i Tamedia tror på, at den nye udgave af MetroXpress allerede kommer til at have sorte tal på bundlinjen i slutningen af næste år, og opskriften på succes skal være et redaktionelt miks rettet mod de 15-39-årige, som de ikke bliver tilbudt i dag.
»MetroXpress har altid ligget et sted mellem Ekstra Bladet og BT og de klassiske morgenaviser. Nu træder vi et skridt i retning af det tabloide, med mere følelser og kendte, men uden at gå så langt som de tabloidaviser, vi kender i dag. En tabloid uden den mørke side,« siger chefredaktør Jonas Rathje til journalisten.dk.
Avisen vil fremover være endnu mere fokuseret på målgruppen, end den har været tidligere.
»Mangel på ungdomsboliger er vigtigere end mangel på ældreboliger, og SU er vigtigere end efterløn. Sådan vil det være i hele avisen,« siger Jonas Rathje.
Der er ikke fyringer på vej på 24timer, i stedet skal journalisterne fremover koncentrere sig om MetroXpress. De ekstra kræfter skal bruges til at styrke egenproduktionen og til at puste liv i gratisavisens onlineversion, der går i luften som mx.dk fra 2. april.
En opgave, som Niels Pinborg er hentet fra Ekstra Bladet til at løfte.
»Jeg kommer med en lang solid erfaring i tabloid journalistik og i at være online, og det er relevant i den avis, vi skal til at lave,« siger Niels Pinborg til journalisten.dk.
Lukningen af 24Timer sker som et led i omrokeringer i mediehuset, der udgiver de to gratisaviser, og som i januar blev overtaget af schweiziske Tamedia, der udgiver 20Minuten.
Dengang udtalte medarbejderne, at de var meget positive over, at MetroXpress og 24timer nu er solgt til schweizere. »Jeg håber, at vi efter mange år igen kan komme i en form for offensiv,« sagde tillidsmand Rasmus Skat Andersen til journalisten.dk.
Det er de schweiziske ejeres ambition, at den nye MetroXpress skal blive førende på det danske avismarked:
»Alle aviser taber læsere. Vi har også tabt læsere. Men det vil vi lave om på. Vi stræber efter at være en klar nummer et på det danske avismarked,« sagde Marcel Kohler, der er direktør for det schweiziske mediehus Tamedia.
I forbindelse med rokeringen har MetroXpress hentet Niels Pinborg fra Ekstra Bladet. Pinborg er nu chefredaktør sammen med Jonas Kuld Rathje.
MetroXpress og 24Timer har fyret fotograferne. En af de fyrede fotografer er siden blevet genansat som billedredaktør.
I forbindelse med mediestøtte-aftalen står MetroXpress til at miste 15 millioner i mediestøtte. Det vil få betydning for gratisavisens distribution til mindre byer.
Ny kommerciel direktør på MetroXpress bliver Thomas Raun. Han tiltræder 1. april. Thomas Raun afløser Søren Riis, der i februar meddelte sin afgang.
Rettet 20.47: 24Timer udkommer sidste gang den 22. marts.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Forkert. 24timer udkommer for sidste gange den 22. marts.