Det kommende forlig vil løbe fra 2015-2019 – en periode, hvor det må forventes, at de markante ændringer i danskernes medievaner vil fortsætte med forøget kraft. De ”nyeste” medieplatforme; mobilen, tabletten og pc’en vil få en endnu større betydning på bekostning af de ”gamle” medier; print, radio og tv – især blandt danskere under 40.
Netop på grund af de markante ændringer i danskernes medieforbrug er vores folkevalgte under pres for at sikre, at public service fremtidssikres og ”leverer varen” til alle, hvilket kræver en vis omprioritering og nytænkning.

Der er (mindst) 10 interessante temaer at holde øje med ved de kommende forhandlinger:
1. Bredt eller smalt forlig? Et smalt forlig vil på den korte bane være bedst for især DR, men hvis der efter næste valg er et flertal blandt partier, der ikke er med, kan disse vælge at ændre på tingene. Venstre og Konservative er traditionelt mere DR-venlige, når de er i regering, end når de er i opposition, hvilket fremgik klart i både 2006 og 2010, hvor medieforligene var rigtig gode for DR og TV2-regionerne med medielicensen, flere penge, nye kanaler og vide rammer på de ”nyere” medieplatforme. Den nuværende kulturminister er en erfaren og klog politiker og vil sandsynligvis gå langt for at få både Enhedslisten og borgerlige partier med og dermed demonstrere, at regeringen kan indgå brede forlig.

2. DR3 – intentionen med DR3 var at skabe et dansk alternativ til de kommercielle kanaler for de yngre seere under 40. Dette er ikke helt lykkedes – gennemsnitsseeren på DR3 er 46, og der er alt for få danske programmer. DR3 overlever naturligvis, men man kunne godt forestille sig et øget krav til mængden af danske programmer – og så bliver DR simpelthen nødt til at gøre kanalen mere relevant for de yngre seere.

3. Salg af TV 2 kan blive en af nøglerne til et bredt forlig. Der er ikke mange gode argumenter for, at staten skal eje TV 2, og de andre nordiske lande er levende beviser på, at en aktør som TV 2 sagtens kan privatiseres, hvis blot betingelserne for koncessionen stiller klare krav til public service-forpligtelserne.

4. TV2-regionerne fik i forbindelse med sidste forlig deres egne kanaler, som mildest talt ikke har været nogen succes. Det handler i meget høj grad om økonomi, men det handler også om kompetencer. De regionale kanaler så givetvis godt ud på tegnebrættet, men virkelighedens medieverden er hård, og der skal flere ressourcer og bedre indhold til at skabe attraktive kanaler, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

5. Public service og de ”nyere” medieplatforme er altid et følsomt emne, men et bredt politisk flertal besluttede i 2006, at public service nødvendigvis måtte være platforms-uafhængig i fremtidens medieverden. Hvis politikerne virkelig mener, at public service bør være for alle, så bør de kommende forhandlinger ikke handle om at begrænse public service på de nyere medieplatforme, men snarere om at stille krav til især DR om at gøre det bedre og bruge flere ressourcer på både nettet og mobilen, idet disse er de foretrukne medieplatforme blandt yngre danskere.

6. Dansk film nyder godt af licensen og af de forpligtelser, DR og TV2 er pålagt. Kulturministeren og medieordførerne vil blive mødt med mange gode argumenter fra DFI, Producentforeningen, Zentropa, Nordisk Film, SF med flere for flere midler til filmbranchen – og det er jo en ”nem” måde at give mere til en populær branche, uden at det koster ekstra for skatteyderne, men det udhuler jo også DR og TV 2’s økonomi.

7. Udlægning af DR’s produktion til private producenter og public service-puljen til støtte af produktioner til kommercielle stationer var markante temaer for fire år siden, og Producentforeningen vil givetvis kæmpe for, at disse øges, men DR vil kæmpe hårdt imod dette.

8. Lobbyisterne er mange, når der er mere end 4 milliarder kroner på bordet på et mediemarked med en samlet økonomi på mere end 25 milliarder kroner. De bedste er fra DI, Danske Dagblade, Viasat, TDC og Discovery SBS, og de har det til fælles, at de ønsker, at public service skal fylde mindre, så de og deres medlemmer kan styrke deres indtjeningsmuligheder.

9. Licens eller over skatten bør også være et helt centralt emne. Allerede i 2008 skrev Venstres nuværende politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, og Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, en glimrende fælles kronik, hvori de advokerede for at afskaffe licensen og i stedet finansiere public service via finansloven. Stort set alle husstande er forpligtet til at betale licens i dag, og licensen er en meget større økonomisk byrde for unge og for andre husstande med lave indkomster. Tiden er givetvis inde til at erstatte licensen med en finansiering over skatten, men det er en stor beslutning at ændre på en model, der så dagens lys i 1925.

10. DR’s bestyrelse udnævnes for en fireårig periode. Som loven er skruet sammen, er det begrænset, hvor meget magt bestyrelsen har, men det er især vigtigt, at kulturministeren udpeger en kompetent person som bestyrelsesformand, da bestyrelsesformanden jo har til opgave at lede bestyrelsesmøderne samt at være bindeled mellem direktionen og bestyrelsen. Endvidere har formanden en vigtig rolle i forhold til Kulturministeriet og de folkevalgte. DR’s bestyrelsesformand gennem de seneste fem år, Michael Christiansen, har ved flere lejligheder proklameret, at han stopper ved udgangen af 2014. DR har først og fremmest behov for en bestyrelsesformand med tung ledelseserfaring, men politisk tæft er også en fordel.

Public service-medierne er ikke altafgørende for det danske demokrati, og der er masser af gode medie-, nyheds- og kulturtilbud fra danske og udenlandske aktører, men DR, TV 2, Radio24syv og TV2-regionerne giver meget værdi for pengene, og derfor er det så vigtigt, at det kommende medieforlig fremtidssikrer public service og tilgodeser hele befolkningen – også de unge under 40.