Web-videoer er i vækst – her er fem tendenser

Mediernes brug af online-videoer vinder frem overalt, konkluderer en ny undersøgelse fra SDU. Sport og underholdning er de hyppigste stofområder herhjemme. Men også explainer-formatet vokser: ”Man kan ikke bare sige, at video på nettet er let eller overfladisk,” siger en af forskerne
  • Graf fra Infogram
26.10.2017 · 11:42

For de fleste store danske medier er online-videoer en del af deres digitale strategi. Nu har en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet kortlagt og analyseret mediers brug af web-tv.

Bag undersøgelsen står journalistisk lektor på SDU Ralf Andersson og partner i WeLoveVideo Rune Michelsen. De konkluderer, at web-tv er i vækst, og at alle mediehusene er enige om, at video er vigtigt.

”Det er slående, hvor meget der bliver eksperimenteret og forsøgt med web-tv hos de forskellige mediehuse, uden at man i virkeligheden ved, hvad der virker. Man prøver sig i høj grad frem,” siger Ralf Andersson.

I undersøgelsen præsenterer de otte aktuelle web-tv-genrer, der dominerer netop nu. De udpeger desuden en række aktuelle tendenser inden for genren. Det sker på baggrund af registreringer af i alt 379 indslag fra 10 forskellige danske medier bragt over to forskellige døgn i begyndelsen af 2016.

”Vi mener, det er repræsentativt og siger noget om tendenserne. Men det er selvfølgelig et stegetermometer, vi har sat ned bestemte dage. Og det vil nok også allerede se lidt anderledes ud i dag, end da vi indsamlede i 2016,” siger Ralf Andersson om undersøgelsen.

Herunder præsenterer vi fem af de tendenser, som rapporten udpeger.

1. Video med tekst vokser mest:

Ét af de otte video-formater, som rapporten beskæftiger sig med, kalder de video med tekst. Det er videoer, hvor lydsiden og eventuel speak simpelthen er erstattet af tekst og grafik.

”Alle genrer inden for web-tv er faktisk i vækst, som vi ser det. Men video med tekst fylder især meget. Bare inden for det seneste år er det virkelig er eksploderet,” siger Ralf Andersson.

Genrens fremkomst skyldes især det stigende forbrug af medieindhold på mobile enheder, som vi har med os alle steder – også steder, hvor det kan være rart at kunne se og forstå en video uden at aktivere lyden.

”Når jeg underviser i video og tv på SDU, gør jeg altid meget ud af, hvor vigtig lyden er for et tv-indslag. Men man må bare sige, at med det her format betyder lyden ikke meget,” siger Ralf Andersson.

2. Det meste web-tv er ikke studieproduktioner 

Rapporten konkluderer desuden, at langt det meste video-indhold hos medierne ikke er klassisk broadcast-lignende tv i et studie. Det meste er optaget i marken af enten mediehuset selv eller andre.


”Der er jo snart ikke nogen større begivenheder, hvor folk ikke har filmet. Derfor har medierne adgang til meget mere materiale end førhen. Og det bruger de i stor stil. Det kan være alt fra terror til ulykker og sportsbegivenheder,” siger Ralf Andersson.

En stor del af mediernes video-indhold er desuden ikke færdigproducerede indslag, forklarer han:

”Det kan bare være et råklip, der er lagt ud. Og kvaliteten behøver ikke engang at være god. Hvis du har det rigtige indhold og den rigtige timing, accepterer brugerne, at kvaliteten ikke er så god.”

3. Næsten halvdelen af indslagene er andres materiale:

Faktisk er næsten halvdelen af de danske mediers videoindhold andres materiale, konkluderer rapporten.

”Det kan være indhold fra nyhedsbureauer. Men det kan også bare være ting, medierne finder på f.eks. Youtube,” siger Ralf Andersson og tilføjer:

”Nogle medier satser meget på online-video. For eksempel Ekstra Bladet, der investerer i studier og laver egenproduktioner. Mens andre vælger en anden strategi, hvor de scanner nettet for at se, hvad der hitter, og kan skabe trafik på mediets platform.”

4. Mest video om sport og underholdning:

Rapporten har inddelt de 379 registrerede online-indslag på stofområder. Det viser, at de fleste stofområder dækkes med video. Men der laves især web-tv om sport og underholdning.

”Der er typisk gode billeder i både sport og underholdning,” siger Ralf Andersson.

Men han understreger også, at video-formatet ikke kun bruges til de mere lette og underholdende genrer. Et af de formater, der er i vækst, er nemlig det såkaldte explainer-format. 

”Det vil typisk være svært tilgængeligt stof, som du forklarer i helt korte videoformater, der sjældent er mere end 2-3 minutter lange. Så man kan ikke bare sige, at video på nettet er let eller overfladisk. Nogle arbejder også med at folde mere komplicerede historier ud i selv korte video-formater og give flere nuancer og dybde,” siger Ralf Andersson.

5. Videoerne er korte – meget korte:

En anden klar tendens er, at mediernes web-tv-indslag typisk er meget korte. Også kortere end et traditionelt nyhedsindslag på tv.

”Det rejser diskussionen om, hvor mange nuancer og kilder du egentlig kan nå at have med som seriøst nyhedsmedie i det her korte format. Det er selvfølgelig begrænset. Mange af dem, vi har talt med, siger, at de ikke kan nå det hele på et minut. Derfor bliver nogle af indslagene mere statements end egentlig journalistiske indslag,” siger Ralf Andersen.

Han siger, at det korte format især skyldes, at meget video-indhold udgives på Facebook, hvor de kan være svært at fange og fastholde brugernes opmærksomhed.

”Hvis du ikke har noget, der fænger fra starten af, kan det næsten være lige meget. Man siger, at beslutningen sker i løbet af de første 3-5 sekunder,” siger han. 

Kommentar

26/10/2017 - 15:28

Carsten Bøwig

Meget apropos mit kursus i iMovie og ide om, at video er det nye sort

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11