Pressechefer forventer fortrolighed fra journalister

Hvad er det for noget underligt noget, med at man godt må sige een ting hvis det er til "baggrund", og så noget andet hvis det ikke er? Skal det forstås sådan, at man til baggrund siger det som er rigtigt, og til interview siger noget, som måske ikke er helt rigtigt?

Kære alle

Det fremgår klart og tydeligt af artiklen, at det er nødvendigt med et fortroligt rum, hvor journalist og pressechef kan diskutere sagen før en eventuel officiel udtalelse bliver fremsat.

Det fremgår også klart og tydeligt, at journalist og Winther tilsyneladende var parter i sådan baggrundssamtale.

Men det fremgår desværre også klart og tydeligt af debatten, at ingen journalister ønsker at lægge hovedet på blokken og kritisere TV2 for deres ageren i lækage-sagen. TV2's journalister bør vel også leve op til en vis journalistisk integritet. Og den savner man virkelig i denne sag. 

Se eventuelt et fremragende indlæg på fra Susanne Sayers på Paula Larrains blog (http://journalisten.dk/node/15505), der opsummerer det væsentlige i den sag:

"Så skulle journalisten ikke have skrevet om jægersoldaterne ... men i stedet have koncentreret sig om det sensationelle i, at en højt placeret ansat lemfældigt lækker dybt fortrolige oplysninger for at få regeringen til at se bedre ud. Og tilmed er klar til at give andre skylden...".

Hvorfor denne tøven blandt journalister for at kritisere TV2?

I er både undertegnede og jeres udmærkede kolleger hos Danmarks Radio et svar skyldig.

På forhånd tak for kritisk stillingtagen og faglig integritet.

Mvh. Mikkel

Sådan som jeg har lært de journalistiske spilleregler, så er alt som udgangspunkt til citat. Med mindre den interviewede selv meddeler, at det er til baggrund, eller hvis journalisten specifikt efterlyser baggrundsoplysninger.

Som pressechef har jeg ikke oplevet andet end, at alt, hvad jeg har sagt, er til citat. Det er fuldstændig indforstået hos både pressechef og journalist, at jeg er nødt til at understrege, hvis noget udelukkende er til baggrund. Når man har en journalist i røret, så er vedkommende da ude på at få udtalelser til citat. Surprise! Jeg anerkender, at der kan være forskellige arbejdskulturer og forskellige opfattelser af, hvordan en samtale mellem to parter skal opfattes. Men man kan da ikke bare forvente, at de ord, som en pressechef lukker ud, kun er baggrundsoplysninger. Det er da noget forbandet vrøvl.

Jeg må bakke de to Ole'er op. Som udgangspunkt er alt, hvad man siger til en journalist til citat - medmindre andet er aftalt. En god pressechef bør derudover heller aldrig nogensinde indgå i spekulationer, uanset hvilken journalist, der ringer op. Det er et skråplan. Når det så er sagt, så ved jeg, at J. Winther er en rigtig dygtig pressechef, som jeg har stor respekt for. Jeg håber, at han kommer helskindet ud af det hele.

Som udgangspunkt bør en pressechef tænke på at al intern og ekstern kommunikation fra organisationen kan blive eksponeret.  Ansvaret for om der må citeres eller ej fra samtalen må hvile på pressechefen. Det kan ikke være journalistens opgave at hjælpe pressechefen med noget, der burde være såre simpelt for rådgivere, der er betalt for netop at styre kommunikation. Man kan ikke forvente, at journalisterne selv skal sortere i, hvad de må citere og hvad de ikke må.   Denne debat vise, hvor skævt forholdet er mellem politiske journalister og pressechefer/rådgivere. En pressechefs roller er at manipulere journalister/borgerne og fremstille ministeren i bedst muligt lys. Selvfølgelig skal en journalist referere, når pressechefen fremkommer med nye afgørende oplysninger i en aktuel sag - eller forsøger at lække hemmelige oplysninger.   Pressechefen ringer jo ikke for at hyggesludre eller gøre journalisten en tjeneste. Formålet er at fremstille tingene i et helt bestemt lys - og hvis det ikke tåler, at offentligheden er på medhør, så er det på eget ansvar. Alt andet vil være naivt og for alvor føre til dårlig journalistik. Der er nogle journalister, der lever af at få baggrundssnak fra politiske pressechefer, men hvilken part tjener deres journalistik eller såkaldte analyse, når det er på pressechefens nåde, hvad de må bringe?  

Det journalistiske fag udøves på ganske mange måder. Journalister er forskellige, pressefolk er forskellige. Nogle samarbejder er rigtige dejlige og uhøjtidelige, men andre er det stik modsatte. Ligeså  har medierne betydning, hvor en journalist kan få en ny arbejdsplads, hvor dagligdagen og historietyperne er nogle andre. I disse tider, hvor selv fagpressen lader sekretariat og redaktion flyde sammen vil journalisten ofte blive transformeret til en halv-diplomat, mens overgangen fra et fagblad til f.eks. Ekstra Bladet vil betyde en transformation  til lille venlig hyæne. Jeg tror ikke, man kan stille etik op på en formel.