B.T. afslører på forsiden i dag en ny skattesag om Helle Thorning-Schmidt. Avisen kritiseres for at hjælpe blå blok ved at bringe historien en uge før valget. Her er chefredaktør Peter Brüchmanns svar på kritikken.
»Fik uberettiget fradrag i 6 år«. Sådan lyder overskriften på dagens B.T.-forside. Historien handler om rød bloks statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt, der over seks år har fået gavn af sin mands fradrag.
Imens skattesagen ruller, er der også røster, der kritiserer B.T. for at bringe historien en uge før valget. Den radikale næstformand Zenia Stampe anklager avisen for at have gemt historien, så de kan hjælpe blå blok til en valgsejr.
Men hvad siger chefredaktør Peter Brüchmann? Til B.T.s egen webtv-kanal svarer han på kritiske spørgsmål. Blandt andet bliver han spurgt, hvorfor historien kommer netop nu.
»Vi ville gerne have bragt historien i september sidste år, og vi ville gerne have fortalt historien i oktober og november sidste år. Vi har sådan set fulgt sagen temmelig intenst i et års tid (...) For os er det ikke afgørende, om det var før udskrivelsen af valget, efter udskrivelsen eller for så vidt efter valget. Vi bringer nyheden, når det er muligt,« siger Peter Brüchmann til BT TV.
Bt.dks tv-journalist spørger Peter Brüchmann, om han kan forstå, at B.T. bliver skudt i skoene, at de som borgerlig avis vil have en socialdemokratisk statsministerkandidat »ned med nakken«.
»For det første, så er vi ikke ude på at få nogen som helst ned med nakken, heller ikke Helle Thorning-Schmidt. Vi bringer frem, hvad der egentlig står rent nyhedsmæssigt. For det andet - det her med mediers observans og så videre, det var der også, da vi bragte Henriette Kjær-sagen og den kørte gennem januar og februar. Da blev vi beskudt den anden vej. Det er nogle ret forudsigelige mekanismer, som vi egentlig bare må tage med. Men jeg kan se og høre, at der er store følelser derude om det her emne,« siger Brüchmann.
Der er ikke tale om, at Helle Thorning-Schmidt har gjort noget ulovligt, og beløbet, det drejer sig om, er relativt beskedent. Hvorfor er det så en relevant historie?
»Det er faktisk en af mediernes fornemste opgaver i demokratiet at fortælle for eksempel, hvad kandidaterne står for. Her har vi at gøre med landets måske kommende statsminister, der blandt andet går til valg på millionærskat, og at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Og som selv har, bevidst eller ubevidst, profiteret af seks års uberettigede fradrag.«
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fint arbejde af BT. Man må undre sig over, hvorfor hun som partiformand og statsministerkandidat ikke har haft en revisor til lave sin selvangivelse, så der ikke var noget at komme efter. Og man kan undre sig endnu mere over, at Skat ikke har lignet hendes selvangivelser i årevis, selv om hendes skatteforhold var komplicerede, fordi hendes mand arbejdede i udlandet. Er det virkelig kotyme, at Skat ikke gennemgår toppolitikernes selvangivelser...?
Jeg ville egentlig hellere have læst et kritisk interview lavet af Journalisten end af B.T.s egen mand.
forbundet må kunne køre en sag - så bt´s medarbejdere kan få smudstillæg...
Til BT's redaktion:
Sikke da en omgang pladder som bortforklaring.. selvfølgelig er det ikke tilfældigt at en ny omgang ikke-eksisterende skattesag bringes lige nu midt i valgkampen... Det eneste tilfredsstillende i denne sag er, at det nu langt om længe er blevet nok, selv for statsministeren, så der er blevet indgivet politianmeldelse.
Jeg håber, I bruger lige så mange ressourcer på at afdække skandalen om læk i en offentlig virksomhed, som I brugte på at spinde den blå historie...
Sidste år oplevede vi en Peter Christensen tordne frem her og der og alle vegne - og nu er han skatteminister for det ministerium som ikke har styr på sine egne medarbejdere... som ansvarlig må han tage ansvaret.... Kriminel eller inkompetent er ikke op til mig at vurdere...
Håber I nu beviser, at I har ret i jeres påstand om, at I bare vil afdække "virkeligheden"...
Med venlige røde hilsner
CL
Hvem er det så der trækker "Lykke-i-bilagsrod-og-leje-af-naturfilm-under-et-andet-navn-kortet"? eller "stak-Brian-virkelig-af-fra-et-biluheld-kortet" eller....
Flere