TV 2 afviser praktiksystem-sabotage: »Vi bryder ikke en regel«

Danske Mediestuderende beskylder i skarpe vendinger TV 2 for at kaste ”en bombe under det nye praktiksystem” ved at ansætte praktikanter dagen inden praktikmessen. TV 2 afviser og langer ud efter systemet: »Vi har fra første åndedrag sagt, det nye system var noget møg,« siger Jacob Nybroe
  • Miklos Szabo / TV 2
16.03.2016 · 11:44

I aftes annoncerede TV 2 Nyhederne, TV 2 Sporten og TV 2 regionerne på facebooksiden ’Bliv praktikant på TV 2’, at de den 11. april inviterer kommende praktikanter til Åbent Hus, jobsamtaler og ansættelser.

Det er dagen inden den såkaldte praktikmesse i Odense, der er en central del af det nye system for praktiksøgning. I det nye system er både Åbent Hus og Panikdagen på Journalisthøjskolen afskaffet, og meningen er, at de egentlige jobsamtaler og ansættelser først skal ske efter messen.

TV 2 Nyhederne, TV 2 Sporten og TV 2 regionerne inviterer alle kommende praktikanter til Åbent Hus mandag d. 11. april...

Posted by Bliv praktikant på TV 2 on Tuesday, 15 March 2016

Udmeldingen fra TV 2 fik få timer efter Danske Mediestuderende til at kritisere stationen i skarpe vendinger. Under overskriften ”TV 2 saboterer praktiksøgningen” kalder de TV 2’s åbent hus-arrangement for ”en bombe under det nye praktiksystem”.

”Ved denne komplet usolidariske handling underminerer de ikke bare det nye praktiksystem men også alle deres kollegaer hos andre medier, som har handlet i god tro og ageret i praktiksystemets ånd,” skriver de blandt andet.

TV 2 SABOTERER PRAKTIKSØGNINGENTV 2 har her til aften valgt at sprænge en bombe under det nye praktiksystem. Det er...

Posted by Danske Mediestuderende on Tuesday, 15 March 2016

Frygter at praktikmesse bliver et loppemarked

Men over for Journalisten afviser nyhedschef på TV 2 Nyhederne Jacob Nybroe, at de med deres arrangement saboterer praktiksystemet.

»Om det er en bombe under det nye system, skal jeg ikke kunne sige. Men vi har fra første åndedrag sagt, at det nye system var noget møg. Det har vores repræsentant i Praktikudvalget også sagt. Så det er ikke rigtigt, som det bliver fremstillet, at det er et system født i kærlighed,« siger Jacob Nybroe.

Praktikmessen skulle ifølge Praktikudvalget og Danske Mediestuderende give de studerende og medierne mulighed for at se hinanden an i ro og mag. Men Jakob Nybroe mener, at TV 2 er i deres gode ret til at sige nej tak til at møde op til praktikmessen.

»Praktikmessen den 12. april er et frivilligt arrangement, som jeg frygter bliver et loppemarked. Og jeg har meget svært ved at se, hvordan et loppemarked i et kongrescenter uden lukkede døre bliver mindre uværdigt end det system, vi laver,« siger han og tilføjer:

»Vi gør alt for at lave de bedst uddannede praktikanter, vi kan. Det er vores sigte. Og i den eksisterende ordning findes der kun én skarp kant. Det er den 11. april, hvor opslagene bliver offentlige. Den regel overholder vi. Men bortset fra den er der ingen regler. Så vi bryder ikke en regel eller en lov.«

»Ikke rumænske forhold«

Når det nu er den her model, parterne er kommet frem til, bør I så ikke følge den, selv om I måske er uenige?

»Vi følger det, som vi kalder den hårde kant. Vi følger så ikke den frivillige del af ordningen. Vi giver en kvart million for en journalistelev om året – så synes vi sgu egentlig også, vi har ret til en vis indflydelse på, hvem det bliver. Og det synes vi ikke, at det nye system giver os,« siger Jacob Nybroe.

Kan du slet ikke følge, at det er usolidarisk - ikke kun over for det nye system, men også over for kollegerne hos andre medier, som har handlet i god tro og ageret i praktiksystemets ånd?

»Nej, jeg kan ikke se, det er usolidarisk over for de andre. Jeg kan se, det er usolidarisk over for et system, som vi ikke synes er godt. Men til gengæld er det solidarisk over for den virksomhed, hvis interesser jeg varetager, og over for de studerende, hvis interesser jeg også påstår, jeg varetager. Det hele er ordnet på fire-fem timer. Det synes jeg faktisk er både nemt, ædrueligt og godt. Det er ikke rumænske forhold.«

Hvad ville du sige, hvis JP eller Politiken meldte ud, at de gør præcis det samme som jer dagen inden jer?

»Det ville jeg ikke sige noget til. Børsen gør det jo allerede før 11. april. Den store forskel på dem og os er, at vi faktisk mener, vi er inden for kassen. Vi holder den regel, der hedder 11. april.«

Færing opfordrer til at boykotte TV 2-arrangementet 

Jacob Nybroe kritiserer desuden, at uddannelserne ifølge ham skulle have opfordret de studerende til at boykotte TV 2, fordi de ikke følger spillereglerne: 

»Det er med en vis forundring, at jeg kan se, at de to praktikkoordinatorer nu opfordrer til en boykot af os i en situation, hvor der mangler pladser. Det synes vi er et stykke over kanten,« siger han.

Det afviser praktikkoordinator Pia Færing i en mail til Journalisten:

”Jeg har ikke opfordret de studerende til at boykotte TV 2 - jeg har opfordret dem til at boykotte et arrangement, som åbenlyst strider mod de rammer, medierne, de studerende og uddannelsesinstitutionerne har sat op sammen - i fælles interesse,” skriver hun. 

Kommentar

16/03/2016 - 12:22

Lene Rimestad

Tusind tak til TV 2 og de andre arbejdsgivere for at ødelægge endnu et semester på journalistuddannelserne. Når 1) man ikke kan klare at opfinde et system, der rent faktisk giver alle studerende en fornuftig praktikplads; 2) ikke overholder de regler, branchen selv har accepteret i praktikudvalget; og 3) efter forgodtbefindende flytter målet løbende fra "kun en praktikmesse og ansøgninger" til "åbent hus, praktikmesse og ansøgninger" til nu "åbent hus, ansættelsessamtaler, praktikmesse og ansøgninger", så er det dybt frustrerende for både undervisere og praktiksøgende studerende. Vi ser tydeligt, hvad der er vigtigst: At få en dygtig studerende frem for at være medvirkende til et godt uddannelsesforløb for alle.

Det er godt nok ærgerligt, at der skal drænes så meget energi ad af de studerende, der løber rundt for at gøre det rigtige, så I kan få den bedste.

Personligt ville jeg ønske, at man kunne placere dette absurde totalteater uden for undervisningssæsonen.

Så tusind tak til alle de arbejdsgivere, som gennem årene har gjort det til en dyd at bryde regler. Der er ingen konsekvenser for jer. Men det er der for de studerende. Men fuck dem, ikke? Lad dem bare kollektivt løbe rundt efter jeres ustemte pibe. Det giver så meget mening, ikke?

16/03/2016 - 13:12

Nicolaj Vorre

Jacob Nybroe rammer desværre ved siden af skiven, når han siger:

»Børsen gør det jo allerede før 11. april. Den store forskel på dem og os er, at vi faktisk mener, vi er inden for kassen. Vi holder den regel, der hedder 11. april.«

Der er den helt afgørende forskel på Børsens og TV2's åbent hus-arrangementer, at vi på dagen ikke indgår aftaler med kommende praktikanter.

For os handler det om at vise huset frem, så de studerende ikke tror, man skal være uddannet økonom eller gå med slips hver dag for at være praktikant på Børsen.

Vi indgår ingen aftaler før fredag 15. april kl. 10, som reglerne foreskriver.

Nicolaj Vorre, praktikantvejleder på Børsen

16/03/2016 - 13:32

Kristian Trojaborg

Jeg forstår ikke, hvordan man med en god smag i munden kan snige sig om reglerne på den her måde. Ja, I holder jer sikkert inden for stregen, men meget mere kan man vidst heller ikke rose TV2 for i den her sag.
Sidste år blev der fra TV2's side kolerisk råbt op om, at de studerende ikke overholdt aftaler, og man derfor så sig nødsaget til (I de praktik-pressede studerendes interesse, selvfølgelig) at nedlægge to stillinger. Nu forsøger de at tryne studerende til at haste sig gennem et valg, der med al sandsynlighed skal følge dem gennem resten af deres studietid, for ikke at sige professionelle liv.
Jeg kan kun bakke op om, at man fra de studerendes side udebliver fra arrangementet, der er decideret usolidarisk, og tydeligvis er et udtryk for, at de studerende er en (billig) arbejdskraft, som man da så sandelig skal have fuld valuta for - I lånebiler gør det jo heller ikke noget, om bremserne bliver lidt slidte, inden man afleverer dem igen hos forhandleren.

Kristian Trojaborg, journalistpraktikant på Politiken

16/03/2016 - 14:54

Kristian Trojaborg

*Rettelse*
Det var selvfølgelig JP, og ikke TV2, der lavede stuntet med at nedlægge pladser sidst, der var panikdag. Jeg mener stadig, at det er trist, at trenden peger mod at lade de studerende stå for skud, når de nye regler fører kaos med sig, som TV2 gør her.

Dog skal man selvfølgelig ikke stå på mål for mere kritik, end hvad er berettiget. Lige præcis dén stikpille trækker jeg så i mig igen.

16/03/2016 - 16:31

Karen Løth Sass

Vi har (endnu) en fælles praktikordning, der skal forsøge at fordele et stort antal pladser på bedst mulig måde. Vi har ad et par omgange forsøgt at forbedre, ændre, skabe åbenhed og lytte til studerende og medier, der er kede af systemet og processen.

Jeg oplever det ikke som konstruktivt, når man truer med at trække pladser som JP, gjorde sidste år. Eller når man som TV2 nu insisterer på at ansætte d. 11.4, før de studerende når at møde andre medier til praktikmessen dagen efter.

Hvis der var tale om, at TV2 fuldstændig missede chancen for gode praktikanter, hvis de fulgte anbefalingerne kunne jeg forstå det. Men gode folk står jo i kø til de stillinger, så hvorfor?

Den nuværende proces lægger op til en logisk og virkelighedsnær rækkefølge. Først et uformelt møde på P-messen + adgang til hjemmesider. Dernæst en kvalificeret ansøgning og først derefter en samtale og ansættelse. Nogle medier har suppleret med et Åbent Hus udenfor undervisningstid.

I alle årene er kritikken gået på panikken og det ulogiske i systemet, hvor samtalen lå før ansøgning osv. Nu vælger TV2 så - måske i protest - at gå enegang med arrangementet d. 11.4.

Det kan man godt blive rigtig træt af. Hvis man vil være i praktikordningen, så må man jo spille ind med et konstruktivt bud på den gode model? I mine år i praktikudvalget har medierne i min erindring ikke nogensinde taget fælles ansvar for at strikke en model sammen, som er spiselig også for TV2, DR, JP og andre medier. De siger bare, hvordan de gerne vil have det lige på deres arbejdsplads.

Det er hver gang uddannelserne og de studerende, der sidder med aben, når noget skal ned på papiret. Det har vi gjort i flere omgange, og det er en svær nød at knække. Medierne forbeholder sig efterfølgende så retten til at vende tomlen op eller ned, kritisere eller håne systemet. Selv om de er repræsenteret og kan bidrage via praktikudvalget. Man bliver modløs af den slags.

Så TV2 og I andre, der vender tomlen ned. Hvis præmissen er et fælles system, som I ønsker at være en del af, kan I så ikke komme med et fælles bud på en mindre rumænsk ordning, der giver plads til studerende og deres undervisning og ikke kun tager udgangspunkt i jeres egne rekrutterings-behov?

MVH Karen Løth Sass, praktikvejleder på TVM, tidligere SDU.

17/03/2016 - 00:28

Jan Dyberg

Hørt! Lene og Karen.
Man sender sgu et dybt suuuk ud af kroppen, når man læser om endnu en omgang "Fuck det system. Vi spiller efter vores egne regler".
Som underviser på en af uddannelserne støtter jeg 100 procent op om kollega Karen Løth Sass' indspark: Hvorfor H....... skal nogen (denne gang TV2)nu endnu en gang frustrere en hel årgang studerende?

Og så understreger Nybroe jo så også endnu en gang, at praktikanter først og fremmest skal være (god) billige arbejdskraft:
"Vi giver en kvart million for en journalistelev om året – så synes vi sgu egentlig også, vi har ret til en vis indflydelse på, hvem det bliver."

Jeg gentager mit ofte nævnte forslag: Træk lod om de praktikpladser.

Lad alle studerende få x antal lodder hver, som de kan smide i samme hat eller i x forskellige. Og træk så lod. Så undgår vi alt det der fusk, frustration og fordækte bortforklaringer af regelbrud.

17/03/2016 - 15:22

Rasmus Larsen

Der har så længe jeg kan huske været problemer med praktikansættelser. Jeg tror problemet er at man kunstigt ønsker at lave et næsten nordkoreansk system. Som strider mod al logik i at ansætte. Jeg foreslår også her at man skeler til det øvrige arbejdsmarked. Hvor der bliver slået en stilling op og så sender interesserede en ansøgning. Ingen kunne vel forestille sig at ordinære ansættelser kun måtte foregå. På er bestemte tidspunkter. Hvorfor ikke give det frit. Og kopiere det øvrige arbejdsmarked som vel fungerer eller hvad? Hvis man er bange for ikke at komme i praktik kan man jo lave en praktikaftale inden skolestart. Vupti. Alle glade.

17/03/2016 - 16:49

Rasmus Larsen

Der har så længe jeg kan huske været problemer med praktikansættelser. Jeg tror problemet er at man kunstigt ønsker at lave et næsten nordkoreansk system. Som strider mod al logik i at ansætte. Jeg foreslår også her at man skeler til det øvrige arbejdsmarked. Hvor der bliver slået en stilling op og så sender interesserede en ansøgning. Ingen kunne vel forestille sig at ordinære ansættelser kun måtte foregå på bestemte tidspunkter. Hvorfor ikke give det frit. Og kopiere det øvrige arbejdsmarked som vel fungerer eller hvad? Hvis man er bange for ikke at komme i praktik kan man jo lave en praktikaftale inden skolestart. Vupti. Alle glade.

Seneste jobopslag

Dokumentarkompagniet søger fotograf/klipper/visuel producer

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 12.03

Chef for Koncernkommunikation og Presse i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.03

Chef kommunikationskonsulent

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 05.03

Teamleder til Kunder & Kommunikation i Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet, NaturErhvervsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 04.03

Graduate - Video Journalist, Corporate Communication

H. Lundbeck A/S
Ansøgningsfrist: 08.04

Erfaren kommunikationskonsulent til Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 11.03

Ny kommunikationschef til Det Danske Hus I Palæstina

DHIP - The Danish House in Palestine
Ansøgningsfrist: 15.03

Digital redaktør - barselsvikar

Danmarks Nationalbank
Ansøgningsfrist: 28.02

Presseansvarlig søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 28.02

Kommunikationsmedarbejder

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 05.03

Journalist

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02

Nyhedsjournalist til indlandsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 01.03

Digital medieredigerende til Fagbladet 3F

3F
Ansøgningsfrist: 12.03

REDAKTIONEL ONLINE MANAGER

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

DIGITAL SOUSCHEF TIL REDAKTIONEN

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Vordingborg

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 05.03

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger journalist til nyhedsbrev og fagblad

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02