Det var Washington Posts hårde drenge Bob Woodward og Carl Bernstein, der afslørede præsident Richard Nixons rolle i Watergate-skandalen. Men det var en venlig og beleven tidligere talkshowvært fra Storbritannien, der i 1977 fik Nixon til at beklage sin rolle i sagen.
Hvis man skal sammenligne David Frost med en dansk tv-journalist, kunne det være Michael Meyerheim, siger Kurt Strand.

»Jeg ved, at Michael Meyerheim gør meget ud af at skabe tillid til sine interviewpersoner. På den måde kan der godt være en parallel mellem de to,« siger han.

I weekenden døde David Frost 73 år gammel. Han er i dag mest kendt for de næsten 30 timer lange interviews med Nixon, der både er blevet vist på tv, opført som teaterstykker, spillefilm og solgt i flere oplag på dvd.

I interviewet får David Frost den tidligere præsident til at påtage sig ansvaret for Watergate-skandalen, da Frost siger:

"I think people need to hear it, and I think unless you say it, you're going to be haunted for the rest of your life."

Nixon: "I let down my friends. I let down the country. I let down our system of government and the dreams of all those young people that ought to get into government but will think it is all too corrupt and the rest. …. And I have to carry that burden with me for the rest of my life."

Nixon mente dog ikke, at han havde begået noget ulovligt, idet han havde handlet som præsident.

Nixon: "Well, when the president does it that means that it is not illegal."

Frost: "By definition?"

Nixon: "Exactly."

Kollegerne var skeptiske

Forud for det gik næsten 30 timers interview baseret på en meget venlig interviewstrategi. Så venlig, at det skabte skepsis blandt folk omkring Frost, siger journalist Kurt Strand, der både har set teaterforestillingen, filmen og de originale interviews.

»Folk spurgte, hvordan man kunne være så venlig over for en mand, der i hvert fald i Europa på det tidspunkt blev opfattet som en af de største forbrydere i verden. Her kommer der så en britisk charlatan og næsten charmerer sig ind. Holdet omkring ham syntes, det var helt håbløst,« siger Kurt Strand, der er forfatter til bøger om interviewteknik.

Kurt Strand siger, at David Frosts udstrakte venlighed fik Nixon til at lukke op for posen.

Det bliver dog fortsat diskuteret, hvor meget Richard Nixon blev forført til at bekende – og hvor meget han havde forberedt sin undskyldning på forhånd.

»Jeg tror ikke, Nixon var anderledes end andre professionelle kilder. Min oplevelse er dog, at det lykkedes at få sprækker ind i interviewet, fordi han bliver mere og mere tryg ved Frost og ender med at give mere, end han troede, han ville,« siger Kurt Strand.

Før sit Nixon-interview var David Frost mest kendt for sin rolle i det satiriske tv-program This Was the Week That Was, der er blevet kaldt en forløber for blandt andet The Daily Show med Jon Stewart. I 1969-1972 var Frost vært på talkshowet The David Frost Show, der siden blev til Frost on Sunday og Breakfast with Frost på BBC.

Kurt Strand mener, at styrken ved Frost/Nixon-interviewet er, at talkshowværten David Frost ikke spillede en rolle.

»Jeg tror ikke, at man skal gøre sig til en anden end den, man er. Man skal være sig selv, og det var netop styrken ved David Frost,« siger Kurt Strand.

Kurt Strand mener, at de lange interviews med Nixon bekræfter en gammel læresætning fra underviseren Gert Smistrup på Journalisthøjskolen. ”Man skal ikke slå på kilderne. Men man må gerne kaste dem op i luften, så de falder ned og slår sig selv.”

Havde masser af tid

En anden pointe er, at David Frost havde ernorme mængder af tid, siger Kurt Strand.

»Det viser sig gang på gang, at når vi kommer ud over stramme tidsrammer, får vi mere ud af interviewpersonerne. Det kunne man lære meget af i dag,« siger Kurt Strand.

Da Kurt Strand skulle lave en interviewbog med tidligere statsminister Poul Schlüter, interviewede Kurt Strand ham for eksempel flere gange i løbet af et halvt år.

»Når man har god tid, lærer man hinanden bedre at kende. Det skaber respekt og tillid og betyder, at interviewpersonen åbner sig. Det får man ikke på to minutter – eller 20 minutter for den sags skyld.«