Godt tre år efter fusionen med Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis kan Sjællandske Medier nu for første gang glæde sig over et overskud på forretningen. Den fusionerede avis fik et plus på 13,1 mio. kroner i 2010.
»Det nye Sjællandske Mediers to første år – 2008 og 2009 – var krævende. Begge år førte til underskud. Derfor er det meget opmuntrende, at fusionens tredje år viser en sammenhængende økonomi,« lyder det fra Sjællandske Mediers chefredaktør og adm. direktør, Torben Dalby Larsen.
Tilbage i 2008 fik Sjællandske Medier et underskud på 7,3 mio. kroner. Men nu er situationen altså vendt.
Med til billedet hører da også, at man undervejs har skåret ned på medarbejderstaben. Blandt andet blev seks medarbejdere sparet væk i 2007.
Det nyfusionerede selskab står i dag blandt andet bag DAGBLADET Ringsted-Køge-Roskilde, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske i Syd- og Vestsjælland samt 26 gratisomdelte ugeaviser og to regionale erhvervsaviser. Sjællandske Medier driver tillige www.sn.dk, to lokalradioer, lokalt tv og trykkerier i Ringsted, Vordingborg og Tølløse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.