Chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen, samt flere ansatte, tilbageviser nu den kraftige kritik, der har været af drukturen med Hollywood-stjernen Kiefer Sutherland. »Moral er godt – dobbeltmoral dobbelt så godt,« lyder det fra Henningsen.
Historien om "Kiefer på druk i København" bliver ved med at skabe dønninger i den danske medieverden. Denne gang er det dog Se og Hørs egen chefredaktør, Kim Henningsen, samt journalister på ugebladet, der tager bladet fra munden.
Kritikken fra blandt andre seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, er helt ved siden af, mener de.
Og i det hele taget bør den "fine" del af det danske pressekorps holde igen med deres moralske prædiken, lyder det.
»Stop hysteriet. Der må være vigtigere ting i livet at blive forarget over,« skriver Se og Hør-journalist Kasper Kopping i et debatindlæg på Journalisten.dk.
Og Kim Henningsen går direkte i rette med Lars Bennike og skyder bolden tilbage i TV 2's egen lejr med bemærkningen:
»Forklar mig lige, hvordan Se og Hørs møde med Kiefer Sutherland adskiller sig fra at arbejde med skjult kamera, f.eks. i forhold til hjemmehjælpere, hvor I formentlig heller ikke har sagt til de invovlerede: "Vi kommer fra TV 2 – vi vil gerne filme dig med skjult kamera.«
Afslutningsvis noterer Se og Hørs chefredaktør: »Moral er godt – dobbeltmoral dobbelt så godt«.
Undervejs i debatten svarer TV 2 tilbage. Blandt andet skriver Lars Bennike, at han har svært ved at se, at Se og Hørs druktur med Kiefer Sutherland har så stor samfundsmæssig interesse, "at det berettiger en reportage over fire sider uden hans vidende – med efterfølgende meget positivt vinklet indslag i TV 2s 'Go' aften Danmark".
Andre læsere skriver, at Se og Hør konstant lever af heksejagt på kendte menneskers privatliv, at ugebladet direkte har "bedraget" Hollywood-stjernen, og at ugebladets nyhedschef har optrådt "sjofelt og tarveligt".
Eller som Ole Brockdorff udtrykker det: »… modbydelige paparazzi-reportere fra billedugeblade som blandt andet Se og Hør, der hele tiden er parat til at overskride enhver moralsk og etisk grænse for at få en sladderhistorie hjem, uanset de menneskelige omkostninger for deres kendte ofre.«
Men her bliver det for meget for Kasper Kopping fra Se og Hør, der er træt af, at ugebladsjournalister fremstilles som "tabere, sølle mennesker og journalister inden for laveste fællesnævner".
»Jeg arbejder på Se og Hør, men har gennemgået nøjagtig samme uddannelse som alle mulige andre. Jeg arbejder bare med kendte. Inden for denne genre er det lige så nødvendigt at gå undercover for at få de bedste historier hjem, som det er for en nyhedsjournalist, der vil redde verden eller behandle samfundsproblemer. Visse historier KAN ikke skrives på anden måde. Så kan det godt være, det ikke har samfundsmæssig relevans, men der sidder 800.000 læsere derude et sted og forventer, at vi leverer denne slags guf fra kendisverdenen. Har vi mindre ret til at gå undercover for at få en – i vores univers – vigtig historie i hus?,« spørger han i sit indlæg, hvor han samtidig fremhæver, at historien om Kiefer Sutherland er skrevet med et glimt i øjet.
»Han nedgøres ikke. Han fremstilles som en hyggelig, fed type, som kan lide at drikke et par sjusser. Hvorfor denne forargelse?,« skriver Kasper Kopping.
Ligesom Kim Henningsen er han træt af dobbeltmoralen i den danske journaliststand:
»Jeg tør vædde på, at de folk, som nu deltager i det kritiske kor, selv trak på smilebåndet første gang, de så artiklen. De er sikkert en del af den gruppe, som udadtil altid vil nedgøre Se og Hør – fordi det ikke er "fint nok", men som alligevel hiver fat i bladet, når lokummet eller frisøren kalder.
Stop hysteriet. Der må være vigtigere ting i livet at blive forarget over.«
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg kan sagtens følge, at man bruger en drink som indledning på en samtale og herefter er det "play by ear". Fred være med det.
Men der må ligge nogle overvejelser bag, efter drikkeriet er gået igang. Først lader det jo til, at seancen står på over nogle timer. Her tænker journalisten vel lidt over, hvad han/hun vil bruge det til? Skal de afsløre sig selv og se, hvad der sker? Eller skal de - når der tilsyneladende ikke sker noget - sige "Kiefer har også ret til at drikke sig lidt fuld, uden jeg behøver at skrive om det"? Når ens egne tømmermænd så har lagt sig dagen derpå, må der derefter være nogle overvejelser om, hvad man vil skrive samt tage stilling til, om man overhovedet skal skrive en historie, der ikke indeholder mere, end at en kendt mand har drukket sig fuld i København. Man kunne jo også bare betragte det som en spøjs oplevelse. Aller, aller, allersenest må der have været nogle redaktionelle overvejelser om historiens gangbarhed fra folk med flere stjerner på skulderen, lige inden de trykkede "kør" på trykkeri-knappen.
Der er gået minimum en dag fra den spontane drink til forsiden af Se & Hør. Flere (antager jeg) har været inde over. Der har været rig mulighed for at vende det etiske aspekt i den her historie og aflyse den, hvis man mente, at det måske var lige lovlig etisk overkill at skrive en historie, som man kun er kommet til ved ikke at afsløre sit forehavende og som i øvrigt ikke bibringer noget væsentligt, der kan retfærdiggøre netop den metode.
Havde Kiefer nu sagt "jeg ved, hvem der skød Kennedy" eller kom med noget, der minder om samfundsrelevante oplysninger, så kan jeg måske acceptere, at det er måden at få det frem på. Men så vidt jeg kan se, er der ikke kommet nogen som helst oplysninger frem, der berettiger metoden. Alligevel trykker man historien. Lise Bondesen og Kim Henningsen har haft flere muligheder for at overveje, hvorvidt midlet har helliget målet, og de overvejelser er da interessante i så'n rent journalistisk faglige kredse som dette.
Hermed en opfordring - og tak til Kasper for svar so far, i øvrigt.
Hej igen Martin.
Jeg vil ikke gå ind i de moralske og etiske regelsæt på SE og HØR. Det er jo en afvejning fra gang til gang - dem må Kim Henningsen skrive om herinde, hvis han lyster.
Men i forhold til Kiefers druktur var det jo en historie, der opstod ud af det rene ingenting. Vi havde jo intet planlagt på forhånd (andet end at vi vidste, han var i byen), men der kom et tip på telefonen, og det rykkede Lise Bondesen så hurtigt på.
På det tidpsunkt anede hun jo ikke, om Kiefer ville gå i seng efter maden. Eller om han bare ville gå sig en stille aftentur. At han ville drikke sig i hegnet til den lyse morgen, vidste ingen jo noget som helst om på daværende tidspunkt.
Du skriver: "Det kunne være interessant at høre, hvilke interne overvejelser og reaktioner, I på Se & Hør har haft for at gå undercover for at lave en reportage om en kendt, der drikker sig fuld".
Svar: INGEN overvejelser. For det var ikke et setup på Kiefer overhovedet. Det kom ud af den blå luft.
At Lise Bondesen så spiller med, da Kiefer begynder på citater som "I´m a drinker" og SELV vil videre på Bobi Bar og Andy´s Bar, kan jeg ikke se noget galt i. Det var ikke SE og HØR, der lokkede ham i fordærv, andet end at vi tilbød ham en drink for at indlede en samtale.
Nogle gange opstår historier ud af ingenting. Det ved alle. Og der er altså langt fra "et planlagt, konstrueret angreb" på en kendt, og så fremgangsmåden når en overrasket, lettere starstruck og måbende SE og HØR-journalist får et tip om, at Kiefer sidder på bar.
Hvordan ville andre journalister reagere? Formentlig på samme måde. Jeg tror, at samtlige journalister fra E.B., B.T. - ja, selv Politiken eller lignende, havde gjort fuldstændig det samme.
Det er fuldstændig utænkeligt, at nogen som helst journalist i samme situation ville gå hen og præsentere sig under hans aftensdmad/druk og sige "Hej, jeg er journalist og kommer fra Information - må jeg få et interview?". Nej du, ALLE ville sgu se, hvad han rodede sig ud i - undercover.
God tone højner gerne chancen for at blive hørt...
Jeg er enig for så vidt, at selvfølgelig skal Se & Hør arbejde med de journalistiske metoder og redskaber, der nu en gang gælder for journalister som helhed. I har jeres målgruppe, andre har deres.
Samfundsmæssig relevans er for mig at se ikke det samme, som at det skal redde nationen fra undergang, hvis ikke det opdages. Der er nogle niveauer inden det, der også kan kvalificeres som relevant nok til at bruge undercover. Derfor er det at sidestille behovet for undercover-journalistik i Kiefer-sagen med det at afsløre pædofile en tilsnigelse, jeg ikke helt deler. Det ene er trods alt - så vidt jeg er orienteret - ganske ulovligt og formodentlig også noget, den overvejende del af befolkningen finder moralsk forkasteligt, men det er i høj grad samfundsrelevant at få historierne frem. Det er Kiefers valg af whiskey, og hvor mange af dem han kan drikke, ikke. I hvert fald ikke ud over den almindelige snage-grænse.
Det kunne være interessant at høre, hvilke interne overvejelser og reaktioner, I på Se & Hør har haft for at gå undercover for at lave en reportage om en kendt, der drikker sig fuld. Det giver os udenforstående et bedre billede af, om der overhovedet er en grænse og hvor den i givet fald går. Jeg er helt med på "inviterer man til bryllup, så inviterer man også til skilsmissen"-holdningen, og jeg har ingen medfølelse med kendte, der gladeligt stiller op og så mærker hammeren senere.
Men har Se & Hør et moralsk eller etisk regelsæt i forhold til, hvilke historier I vil skrive? Er der nogle midler, der ikke helliger målet? For folk uden for kan det være svært at se med udgangspunkt i denne sag.
Uanset om der sidder 800.000 læsere derude i Danmark og forventer ugentlige guf-guf sladderhistorier i SE og HØR, står der trods alt ingen steder nedfældet i den journalistiske lærebog fra Danmarks Journalisthøjskole, at nationens læsere har krav på at få hvad som helst at vide om kendte menneskers adfærd. Kendisserne har trods alt også ret til et privatliv som alle mulige andre borgere i henhold til lovgivningerne om privatlivets fred, men det har billedugebladene aldrig nogensinde respekteret.
Nu ved en filmstjerne som Kiefer Sutherland naturligvis godt, at når han går på en bar i København for at tage et par drinks og hygge sig med ganske almindelige mennesker, ja, så er muligheden for at støde på de for ham forhadte paparazzi-journalister og paparazzi-fotografer meget høj. Manden er i forvejen vant til at blive jaget året rundt som et ”byttedyr” af kommercielle billedugeblade som blandt andre SE og HØR, der med sit koncept trods alt ikke repræsenterer bare en gnist af seriøs journalistik – kun sladder – og det ved chefredaktør Kim Henningsen og hans journalister udmærket godt.
For mig er der ingen tvivl om, at den verdensberømte Hollywood-stjerne omgående ville have stoppet enhver kommunikation med Lise Bondesen og hendes kæreste, hvis nyhedschefen hæderligt og anstændigt havde fortalt Kiefer Sutherland, at hun udelukkende var dukket på den samme bar og indledt en hyggelig dialog med ham, fordi nogle mennesker havde tippet hende med en SMS eller telefonopkald om hans tilstedeværelse, så hun kunne få en god historie om hans liv med hjem til redaktionen.
”Har vi mindre ret til at gå undercover for at få en – i vores univers – vigtig historie i hus?”, spørger journalist Kasper Kopping fra SE og HØR i sit indlæg hos Journalisten.dk og understreger, at det er lige så nødvendigt at gå undercover for at få de bedste historier i hus til billedugebladet, som det er for en nyhedsjournalist, der vil redde verden eller behandle samfundsproblemer.
Måske har Kasper Kopping ret.
Imidlertid ændrer det trods alt ikke ved den etiske side af sagen, nemlig at de 800.000 læsere af SE og HØR ikke har noget som helst menneskeligt eller moralsk krav på, at få løbende intime sladderhistorier om kendte menneskers adfærd i privatlivet uden disses viden eller accept. En verdensberømt Hollywood-stjerne som Kiefer Sutherland fortjener ikke, at blive snydt godt og grundigt af SE og HØR-journalisterne i en privat stund, der nu tjener en ordentlig pose gysser på at sælge historien til klodens paparazzi-blade ved at udstille manden som drukkenbolt på en bar i København.
”Han nedgøres ikke. Han fremstilles som en hyggelig, fed type, som kan lide at drikke at par sjusser. Hvorfor denne forargelse?”, skriver Kasper Kopping i sit indlæg. Men dèn profilering skyldes jo nok det store held for Kiefer Sutherland, at han udelukkende ønskede at drikke i hyggeligt lag den pågældende aften. Hvis den kendte Hollywood-stjerne også havde ytret ønske om herlig sex på sit hotelværelse med Lise Bondesen, ville hun så i anstændighedens og hæderlighedens navn have fortalt ham, at hun blot var paparazzi-journalist, der udelukkende havde opsøgt ham for at få en god historie, og ikke bare var en tilfældig hyggelig anonym dansk kvinde?
Nej, i så fald havde Lise Bondesen helt sikkert bragt en artikel i SE og HØR om, at Kiefer Sutherland tilbød hende sex på hotelværelset, men at hun sagde nej på grund af sin kæreste. Hvis den kendte amerikaner så i stedet var gået ud af døren med en smuk dansk kvinde, ja, så ville historien om den verdensberømte Hollywood-stjerne have fået en helt anden skarpere vinkel. Sutherland ville dagen efter være udstillet i alverdens billedugeblade af en journalist, der over for ham udgav sig for at være et anonymt troværdigt menneske, og ikke en professionel reporter med speciale i den modbydelige paparazzi-journalistik.
Kritikken i denne sag handler ikke om dobbeltmoral i forhold til TV 2-sagen.
Det handler om journalistisk etik og moral over for kendte menneskers privatliv.
Hverken mere eller mindre ...
Tak, Martin Flink, for at have en holdning, der ikke nødvendigvis går vores vej, men som beskrives fint og roligt uden at svine os til. Det er vi ikke helt vant til :-).
En uddybning: Jeg bestrider ikke, at en historie om SOSU´er og afdækningen af problemer på dén front har mere samfundsmæssig relevans end vores Kiefer historie. Det er der vist ikke nogen på SE og HØR, der gør.
Man jeg mener, man skal anskue sagen ud fra de præmisser, man som journalist arbejder under. Vi leverer historier, der normalt ikke tages op på Christiansborg-niveau (med Khader-sagen som undtagelse), men derfor er reportagerne - og udførelsen af disse - stadig vigtige for SE og HØR og vores læsere.
Det er sådan set ikke så meget anderledes end på de "seriøse" medier. Ser man en god historie - jamen, så går man benhårdt efter den. Uanset om det halve Danmark og alle skabs-læserne kun har moralske fordømmelser til overs.
Personer, der eksempelvis er ansat i en gravegruppe på en avis, må nogle gange tage midler i brug, hvor undercover-journalistik er en nødvendighed. Det er de ansat til.
Som f.eks. da EB afslørede en pædofil og hans kontakt med en ung pige, som viste sig at være EB´s egen journalist. Glimrende historie, men hvor er den samfundsmæssige relevans i dét? Der er tale om en enkelt, ukendt person med pædofile tendenser, der vel ret beset - den sygelige tankegang til trods - ikke udgør en trussel mod samfundet som helhed? Der er jo tusindvis af pædofile derude, og dette var et isoleret tilfælde.
Forklaring: Historien blev bragt, fordi den var GOD i deres segment. Og journalisten var undercover, fordi hun ikke kunne få historien hjem på anden vis. Kiefer historien blev bragt, fordi den var fremragende i vores segment. Og Lise Bondesen forblev undercover, fordi det var den eneste mulighed for at kunne lave reportagen.
Ingen skal fortælle mig, at journalister fra noget som helst medie herhjemme ville give sig til kende, hvis man sad på en bar, og Whitney Houston lige pludselig inviterede én hen til bordet for efterfølgende at byde på en bane coke i et baglokale. Det er så nemt at dømme andre, når man ikke har været i samme situation som eksempelvis Lise Bondesen.
Derudover vil jeg sige, at dette er et meget sjældent tilfælde. I modsætning til, hvad mange formentlig tror, får de kendte ellers ALTID mulighed for at komme med en kommentar til de nyheder, vi laver. At de så ofte nægter at udtale sig er en anden sag, men muligheden har de altid.
Flere