»Samarbejde, der kun er udstukket fra toppen, kommer aldrig til at fungere bare nogenlunde tilfredsstillende.«

Først var der Aller, Bonnier og Egmont, nu er der også Mecom, og flere endnu. Alle sammen er det internationale mediekoncerner, der arbejder på kryds og tværs af Europa. Mediearbejdsmarkedet er ikke længere bare dansk, tysk eller fransk. Det er europæisk, og vi skal vænne os til det.

Alene af den grund savner den nuværende danske grænsedebat fuldstændig mening. I stedet skal vi finde den strategi, der binder os sammen på tværs af Europa. Når det gælder medieområdet, skal vi som Dansk Journalistforbund selvfølgelig bruge kræfter på at samarbejde med de øvrige journalistforbund overalt i Europa, hvor det giver mening.

For et år siden oplevede vi på IFJ-kongressen i Spanien en drejning af hele vores internationale federation i retning af en organisation, der holder fast i, at alt var bedre i gamle dage, og at vi ikke skal være så inkluderende, som vi ellers er i DJ over for de mange mediemennesker, der er beskæftiget i mediebranchen. Den 15.-17. juni var der så årsmøde i EFJ (European Federation of Journalists), som fandt sted i Beograd, og her oplevede vi i DJ's delegation nye toner.

Et af temaerne var en fælles europæisk tilgang til internationale mediekoncerner. Hidtil har det nemlig været vanskeligt for EFJ at finde fælles retning blandt forbundene og tillidsfolkene for at kunne tage de udfordringer op, vi møder. For seks år siden begyndte EFJ et seriøst arbejde for at indgå en såkaldt "International Framework Agreement" med Westdeutscher Allgemeiner Zeitung (WAZ), som havde sat sig på en række østeuropæiske medier.

Aftalen, som er en meget overordnet rammeaftale, blev indgået, men for et års tid siden igen opsagt, fordi tillidsfolkene og de berørte journalistforbund fandt den værdiløs, da WAZ alligevel gjorde, hvad der passede dem. Måske havde det været klogere at blive ved forhandlingsbordet, men nu er den eneste rammeaftale, vi overhovedet har haft internationalt, væk.

Ud over rammeaftalerne findes der en række Europæiske Samarbejds Udvalg (ESU), nemlig i princippet i alle virksomheder med mere end 1000 ansatte, som opererer i mindst to EU-lande. Fra flere sider har der imidlertid været en tilbøjelighed til at nedprioritere samarbejdsudvalgene, fordi de højst er informative.

Blandt mine bud på årsmødet var at have en fleksibel tilgang til samarbejdet, men med det hovedsigte, at vi skal prioritere det meget højt at kunne samarbejde på tværs i sådanne internationale virksomheder. Hvor der er Europæiske Samarbejds Udvalg, skal vi tage al den indflydelse, vi kan få. Hvor der ikke er sådanne, skal vi gøre alt for at få dem oprettet.

Hvis det igen giver mening at indgå en rammeaftale, og de involverede organisationer er indstillede på det, skal vi selvfølgelig også kunne det. Men for at alle disse forskellige samarbejdsformer skal kunne fungere, skal vi først og fremmest skabe samarbejde mellem de lokale tillidsfolk på tværs af landegrænserne, og så er der forbund, der skal prioritere et større organiseringsarbejde. Samarbejde, der kun er udstukket fra toppen, kommer aldrig til at fungere bare nogenlunde tilfredsstillende. Det var måske derfor, rammeaftalen med WAZ ikke overlevede. Den enkelte tillidsrepræsentant i for eksempel Mecom skal kunne se meningen med at have et godt netværk med kollegerne i de andre europæiske lande. Det skal EFJ kunne facilitere. Her skal vi som forbundsformænd rundt om i Europa støtte vores tillidsvalgte i deres arbejde.

Jeg er også overbevist om, at et godt netværk ikke bare er til gavn for kollegerne, fordi alene den gensidige information gør os alle stærkere i forhandlingerne. Et godt netværk er også til gavn for de enkelte virksomheder, fordi det er uvurderligt for en medievirksomhed, at dens medarbejdere på tværs af grænser oplever et sammenhold og dermed også et medejerskab af en hel koncern.

Vi skal lade være med at tro, at ledelserne helst vil holde de enkelte medarbejdergrupper isolerede fra hinanden. I stedet skal vi tro på os selv. Det bliver alle stærkere af – også medieejerne, og så kan vi i fællesskab sikre flere og bedre arbejdspladser.