Prisvinder: “Jeg er ikke god til at være sjov, når jeg tegner”

Morten Voigt blev fredag kåret som årets journalistiske tegner ved uddelingen af Pingprisen. Han illustrerer bl.a. selvmord, radikalisering og alderdom for Kristeligt Dagblad og flere fagblade. “Jeg kan godt lide emner, der er svære og dybe,” siger han. Se tre af hans illustrationer her

Et stillads, der omkranser et slidt amerikansk flag, som er ved at blive renoveret.

Det er muligvis den tegning, Morten Voigt husker bedst fra det seneste år, hvor han har været fast illustrator for Kristeligt Dagblad og flere fagblade.

“Historien handlede om den store opgave, der lå foran USA efter en ret beskidt valgkamp. Det, synes jeg, var en meget rammende idé,” siger han til Journalisten om tegningen, der var på forsiden af Kristeligt Dagblad.

Tegningen er en af dem, der var medvirkende til, at Morten Voigt fredag blev præmieret som årets journalistiske tegner ved Pingprisen. Den uddeles hvert år i flere kategorier til nogle af landets bedste tegneserier og tegnere af blandt andet Dansk Tegneserieråd, Storm P. Museet og magasinet Nummer9.dk.

“Jeg er rigtig glad for prisen. Jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg var oppe mod navne som Roald Als og Philip Ytournel. Det kom virkelig bag på mig,” siger han.

Morten Voigts illustration af det amerikanske flag bragt i Kristeligt Dagblad:

Svære og dybe emner

Som begrundelse for valget af Morten Voigt som årets journalistiske bladtegner fremhæver Pingprisen hans evne til at ramme “hovedet på sømmet med finurlige afbildninger af svære situationer”.

“Der bliver ikke gået rundt om den varme grød, når tunge temaer som begrænset ytringsfrihed, radikalisering af unge og krigstraumer behandles med skarpsindighed og glimt i øjet,” skriver juryen også i sin begrundelse.

Illustrationen af den amerikanske valgkamp er ifølge Morten Voigt et godt eksempel på de seriøse illustrationer, han laver for Kristeligt Dagblad.

Jeg kan rigtig godt lide det. Det er ikke, fordi jeg er meget tungsindig. Men jeg kan godt lide emner, der er svære og dybe. Det er emner, hvor jeg skal bruge meget tid i idéfasen for at finde på noget, som ikke støder folk eller bliver for voldsomt. Med de her emner skal jeg hele tiden balancere alvoren,” siger han.

Hvordan vil du beskrive din egen stil?

“Jeg vil beskrive den som værende meget grafisk. Der er måske ikke så meget tale om en streg, som der er tale om farver og strukturflader. Det er måske også derfor, den adskiller sig fra den almindelige avistegnerstil,” siger han og tilføjer:

“Jeg arbejder på computer og sammensætter mine illustrationer der ud fra en tegning, jeg først har lavet. Den er der ikke så meget tilbage af, når jeg er færdig.”

Alderdommens timeglas

Ud over den amerikanske valgkamp har Morten Voigt også illustreret andre historier om tunge emner for Kristeligt Dagblad.

“Det har blandt andet være krigstraumer og selvmord. Det er emner, der handler om etik og moral. Jeg lavede også en tegning til en historie om alderdom, hvor en ældre mand sad i en solstol på en badestrand. Og badestranden var inde i et timeglas, hvor badesandet løb ud under ham,” siger han.

Morten Voigts illustration af badestranden i timeglasset bragt i Kristeligt Dagblad:

Ifølge ham er det vigtigt at gribe emnerne an med respekt.

Hvad er det vigtigste, når man som illustrator tackler et seriøst emne?

Det allervigtigste er, at man får afspejlet artiklen. Man er på en måde skribentens forlængede arm. Du skal ikke komme med din egen mening om tingene, men viderebringe skribentens idé. Og så tror jeg, det er vigtigt, at din idé er enkel,” siger han.

Hvilken rolle spiller humor i dine tegninger?

“Jeg kan godt lave noget med et glimt i øjet. Men jeg er ikke god til at være sjov, når jeg tegner. Jeg kan ikke lave den satire, som nogle af mine kolleger behersker. Jeg er ikke særligt god til at tegne karikaturer,” siger han.

Det absurde og surreelle

I stedet baserer hans tegninger sig i høj grad på metaforik.

“Det er en god måde at fortælle noget uventet og give læserne en anden vinkel. Hvis man holder det op ved siden af fotoet, så kan man noget andet med tegningen. Du kan gå længere og vise ting, som er absurde. Du kan vinkle historien og overraske på en måde, et fotografi ikke kan,” siger han.

Hvilke kvaliteter kan der være i en tegning frem for et fotografi?

“Det kan eksempelvis være ting, der bliver surreelle, som i nogle af mine tegninger. Når jeg bruger metaforik, opstår der ting, som ikke reelt findes, og du ikke kan tage et billede af. Det, synes jeg, er en stor kvalitet.”

Morten Voigts illustration af en mand, der er ramt af krigstraumer, bragt i Kristeligt Dagblad:

0 Kommentarer