search

”Hans tegninger rummer så voldsomt meget på en gang, og han har en helt original måde at se en figur på. Det er surrealistisk, overpostuleret, iagttagende,” siger Claus Seidel om dette dronningeportræt. Illustration: Per Marquards Otzen

i

Nyt mammutværk tager dig igennem tegningernes historie

Dronning Margrethe, Glistrup, Schlüter og Fogh er alle med i ny bog om bladtegningens historie. Se tegningerne her

Buskede øjenbryn, dobbelthagen, de udstående fortænder. Fra han indtrådte i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973, var Mogens Glistrup et yndlingsoffer for de politiske karikaturtegnere.

”Vi elskede alle at tegne Glistrup, fordi han var så god at tegne,” fortæller Claus Seidel.

Han har udvalgt en tegning af Bo Bojesen, ”den store satire-mester”, som i 47 år lavede dagens tegning i Politiken. Glistrup står på en vippe, klar til at springe ud i dansk politik. Men det er ikke kun Glistrups fysiske træk, der står for skud. Nazi-symbolikken ligger tykt både i tegning og tekst.

<span class="rodt">Claus Seidel:</span> ”Når det handler om ulykke og død, så er der mange ting, vi har svært ved at tegne”
Illustration: Bo Bojesen

 

”Det spændende er, at Bojesen har mod til det der. Han er ikke i tvivl om, hvor han mener, Glistrup er på vej hen og vil føre andre. Derfor vover han det der.”

Men nazisme er trods alt en grov beskyldning, og Seidel er ikke sikker på, at sådan en tegning var gået i dag. I det hele taget erkender han, at karikaturtegningerne gennem tiden har bevæget sig i et grænseland mellem drilleri og mobning.

”Der er nogle, som har været gode at tegne, og det er måske også gået lidt ud over dem. Pia Kjærsgaard er tit blevet ked af det. Hun syntes, det var for meget, og det er der ikke noget at sige til, for nogle af dem var sgu grimme. Det er lidt, som om vi nogle gange har sluppet det lystige og bidt os fast i en stemning, der har været om det parti. Man kan godt mene, at man som tegner skal holde sig for god til det,” siger han.

For nogle politikere har tegningerne næsten været definerende for deres politiske brand og eftermæle. Roald Als’ tegninger af Anders Fogh Rasmussen som ultraliberalistisk hulemand er ikonisk. Seidel peger på, hvordan Als over tid bygger videre på sin figur, så den bliver mere og mere karikeret og reelt mister enhver lighed. Men alle ved, hvem det er.

<span class="rodt">Claus Seidel:</span> ”Når det handler om ulykke og død, så er der mange ting, vi har svært ved at tegne” 1
Illustration: Roald Als

 

Ligesom træk i udseende bliver overgjort i satiretegningen, kan det også være enkelte begivenheder eller detaljer, som kommer til at klæbe. Under tamil-sagen i 1989 fastslog Poul Schlüter, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Men det var der. Til gengæld havde Schlüter leveret en rekvisit til samtlige tegninger af sagen, der endte med en fængselsdom til justitsminister Erik Ninn-Hansen.


 Illustration: Bent Eskestad

 

For Schlüters efterfølger, Poul Nyrup Rasmussen, blev det cykelhjelmen, der blev hans karikatur-skæbne. Den slap ham aldrig, efter at han havde deltaget i en cykel-demonstration mod franske atomprøvesprængninger med en lidt for lille hjelm på hovedet. Hjelmen blev så symbolsk, at Roald Als i 2001, hvor Fogh kom til magten, kunne nøjes med at tegne en stumtjener med en ensomt hængende cykelhjelm.

Stregernes historie 2
Illustration: Roald Als

 

Men hvor både Schlüter og Fogh Rasmussen valgte at omfavne tegningerne og bruge dem som personlig branding, kunne Poul Nyrup ikke forlige sig med cykelhjelmen. Claus Seidel fortæller, hvordan Nyrup glimrede ved sit fravær, da Museet for Dansk Bladtegning i 2008 havde en udstilling på Christiansborg med statsminister-tegninger. Fogh var der, Schlüter, Anker Jørgensen. Men Nyrup var sur.

”Det skal man sgu være stor nok til at sætte sig ud over,” siger Claus Seidel.

Det er til gengæld hendes majestæt dronningen, som også har lagt krop til en hel del fra tegnernes side. Selv om hun er forfængelig og godt kan blive stram i betrækket over de mindre flatterende karikaturer, så elsker hun bladtegnerne, og hun kender de fleste, fortæller Seidel.

Som en af de mest spektakulære dronningeportrætter fremhæver han Per Marquards Otzens tegning i Information i 1991.

”Hans tegninger rummer så voldsomt meget på en gang, og han har en helt original måde at se en figur på. Det er surrealistisk, overpostuleret, iagttagende, og han bruger symbolske virkemidler bygget på historie og kultursymboler, som alligevel samler sig til et fortættet portræt.”

Modstandstegninger

Da de tyske tropper overskred den danske grænse i 1940, havde modstandskampen allerede været i gang i næsten 10 år. De danske bladtegnere var tidligt ude med en særdeles harsk kritik af nazismen – sågar før dens magtovertagelse i Tyskland i 1933. Og de satiriske angreb fortsatte gennem 30’erne og også under besættelsesmagtens censur blandt andet i form af illegale postkort. Claus Seidel omtaler årene som ”en unik periode for satirekunsten i dansk bladtegning”.

”Det er en periode, der viser, hvad tegninger kan. De viste sig som et fremragende redskab for den kritik, man gerne ville rette mod Tyskland og nazismen,” siger Seidel, der ikke er i tvivl om, at tegningerne kunne gå længere i kritikken, end avisernes tekster kunne.

De spottende tegninger blev trykt mod regeringens vilje. En måned efter Hitlers magtovertagelse i 1933 indkaldte udenrigsminister P. Munch repræsentanter fra pressen til et møde og bad dem holde igen med kritikken af Tyskland, herunder de satiriske tegninger. Men tegningerne blev stadig trykt. Seidel gengiver i bogen en kommentar, Social-Demokratens tegner fik fra chefredaktøren H.P. Sørensen over en tegning: ”Den tyske gesandt render til Munch, og Munch til Stauning. Og så siger Munch, om jeg vil have os alle i brummen. Det er din skyld. Lad mig ikke se denne tegning i min avis – før i morgen.”

Det gik dog ikke i længden. Hans Bendix blev personligt kaldt til møde i Statsministeriet, hvor meldingen var klar: ”Det er slut med Deres politiske tegninger mod det tyske rige.” Ellers kunne han se sig om efter et andet arbejde.

Et eksempel på den tidlige kritik af nazismen er Ragnvald Blix’ fremstilling af Goebbels i 1934.


 Illustration: Ragnvald Blix

 

”Blix var nordmand, men arbejdede på Berlingske Tidende og boede i Danmark. Tegnekunstmæssigt kan det næsten ikke gøres finere. Han er en fremragende tegner, en af de bedste på det tidspunkt,” siger Claus Seidel.

Fascisme-kritikken var også rettet mod Mussolini i Italien og Franco i Spanien. Herluf Bidstrup, som var glødende kommunist, kommenterede den spanske borgerkrig i en tegning i tidsskriftet Kulturkampen i 1938, som kombinerede humoren med en særdeles blodig realisme.


↑ Illustration: Herluf Bidstrup

 

”Den er voldsom. Spørgsmålet er, om du kunne lave sådan en tegning i dag? Her er vi ude i noget, som danske bladtegnere ikke møder normalt. Til dagligt har vi gudskelov ikke de der store konflikter, der kræver den type tegninger,” siger Claus Seidel.

Trods de politiske trusler fortsatte Social-Demokraten kritikken. Og 9. april 1940 – besættelsesdagen – havde avisen en tegning af Anton Hansen, hvor landets neutralitetspolitik symbolsk afbildedes som en lille fiskekutter i håbløs sejlads mellem miner, ubåde og faldende bomber.


↑ Illustration: Anton Hansen

 

Små tegninger af store begivenheder

Satiriske, humoristiske kommentarer til nyhedsstrømmen har altid været centralt i dansk bladtegning. Men nogle ting kan ikke illustreres med satiretegninger.

Claus Seidel indrømmer, hvordan han selv – og andre – har det sværere, når emnerne bliver rigtigt tunge og alvorlige.

”Når det handler om ulykke og død, så er der mange ting, vi har svært ved at tegne. Jeg har sgu aldrig rigtig turdet. Måske skyldes det noget blufærdighed eller nervøsitet for at gøre noget forkert. Tag for eksempel flygtningeproblematikken – det lille flygtningebarn, der skyllede i land. Ingen tegner det. Der er ingen af os, der tør af ærbødighed og respekt for ulykken og den lille stakkel. Sådan noget vil man kunne se i Charlie Hebdo, men vi er måske ikke helt så barske.”

Det betyder dog ikke, at danske tegnere ikke har prøvet kræfter med verdens voldsomme begivenheder. I 1967 var Klaus Albrechtsen og Ekstra Bladet forholdsvist tidlig ude med en skarp kommentar til USA’s rolle i Vietnam-krigen.


↑ Illustration: Klaus Albrechtsen

 

”Det her er jo plakatkunst. Klaus Albrechtsen var en eminent tegner, en af de skarpeste og tydeligste. Den blev ovenikøbet brugt som reklame for avisen i S-togene. Det fortæller noget om, at Ekstra Bladet dengang var en virkelig progressiv avis,” siger Claus Seidel.

Et senere eksempel var terrorangrebet på World Trade Center i 2001, som Poul Holck tegnede dagens tegning til i Politiken.


↑ Illustration: Poul Holck

 

”Der har du en, der vover det med ulykken. Den har så meget vemod og så meget originalitet, at den bliver en af de helt sjældne dagens tegninger, synes jeg. Det er noget med farverne – de to toner, der spiller sammen, og det lille fly, der er på vej til at skabe en ulykke, verden aldrig har set. Det kunne Poul, for han var en billedkunstner ud over alle grænser.”

Muhammed-krisen spiller naturligvis en stor rolle i dansk bladtegnings historie. Claus Seidel bruger bogen til at fortælle sin version af forløbet, som han var en central del af, både som formand for Danske Bladtegnere og som en af Muhammed-tegnerne.

”Der var mange, der syntes, vi var nogle tåber, også blandt politikerne. Men PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen sagde, at vi skulle tie stille, ellers kunne de ikke beskytte os, og vores ord ville alligevel blive fordrejet,” fortæller han.

De udvalgte illustrationer i bogen er ikke Muhammed-tegningerne, men dem, der blev tegnet som illustrationer af den efterfølgende krise og diskussion om ytringsfrihed. En af dem er en tegning i Jyllands-Posten af Niels Bo Bojesen – Bo Bojesens søn – der glimrer ved fraværet af direkte referencer til Muhammed eller islam.


↑ Illustration: Niels Bo Bojesen

 

Niels Bo Bojesen skulle dog også få lov at mærke det storpolitiske pres, da han senere lavede den omdiskuterede corona-tegning.

Enkle tegninger båret af en god idé. Det samme gælder hans satiriske illustration af Brexit i 2017.

”Hvordan vil man i ord fortælle det, med den afgrund, de er på vej imod? Men det kan han tegne så skarpt, så enkelt og så fint,” siger Claus Seidel.


↑ Illustration: Niels Bo Bojesen

 

 

Kommentarer
3
Lene Søborg
27.07.20 20:25
Har lige læst artiklen på tryk. Var der ikke en eneste kvindelig tegner/illustrator, som var værd at nævne i artiklen eller bogen? Bogen har jeg jo ikke læst, men der er ingen i artiklen. Hvorfor har den redigerende ikke bemærket det? For der findes jo fremragende kvindelige bladtegnere.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Jørgensen
28.07.20 11:58
Enig, men mange af tegningerne er jo ikke ligefrem nye.
Ved tegningernes publicering, var der andre holdninger - flere mandlige tegnere end der var kvindelige, og kulturen indenfor det fag var nok ikke ligefrem positiv overfor kvindelige tegnere.

Beklageligt, men forventeligt. For eks. 50 år siden var fleste madopskrifter, og gode råd til hvad der handler om kogekunst - lave maden på en ordenlig måde, holde hus lægge sengetøj på osv, kvinder der rådgav/delte erfaringer med...kvinder.

Vi kan ikke ændre historien på det punkt. Jeg er (60+) opvokset med stærke kvinder i familien (Mormor, Mor og Storesøster) og der var lighed.

Dette leder mig tilbage til en bemærkning der faldt fra en af min søns venner - de var i 11 års alderen. Han, vennen kom meget i vores hjem. Jeg var i færd med at hænge vasketøj op, Havde lige fixet lidt frokost til ungerne, og mens jeg havde hængte viskestykker til tørre, kom bemærkningen "Er det dig der laver alt damearbejdet her?"
Fremhævet af Journalisten
Erik Petri
30.07.20 14:54
Lene - der er flere kvindelige bladtegnere med i bogen, men eftersom bogen ikke rigtigt beskæftiger sig med bladtegningen efter 2007, så mangler der selvfølgelig mange af de nye unge superdygtige kvindelige tegnere i bogen. De sidste mange år har der været en klar overvægt af kvindelige tegnere blandt ansøgerne til medlemskab af danske bladtegnere, så den skæve kønsfordeling vil udjævne sig inden længe.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen