Jeg er stadig "sgu chokeret," som Journalisten citerer mig for, men nu har jeg også haft tid til at læse Jalvings blog, og tillad mig blot at knytte følgende til den. 

Et problem ved Michael Jalving - ikke blot i denne sammenhæng, men også i andre sammenhænge - er følgende:
Han tror ikke, at der er andre end ham selv, der kan tænke, og for at bevise sin påstand foretager han, hvad amerikanerne kalder guilt-by-association. Jeg er sikker på, at jeg også kunne finde nogle af Jalvings blogs og finde andre skribenter, som har haft samme synspunkter eller formuleringer, og så sige: Aha, han skriver af... Han plagierer...

Plagiat er blevet journalistikkens - eller for den sag sin skyld - litteraturens pendant til den gamle påstand om hustruvold.
"Er du holdt op med at slå din kone?"
"Holder du snart op med at plagiere?"
At ignorere påstanden er at acceptere den, og at forsvare sig imod den er at forsvare sig imod noget, der i den ideelle verden ikke behøver ikke forsvar.

Men lad mig alligevel gøre det, og lad mig tage et par af de eksempler, som Jalving nævner:
* "Den ondskabsfulde teenagemor" indeholder syv kildehenvisninger. Syv. Det lyder ikke umiddelbart som en mand, der vil pynte sig med lånte fjer.
* "Pilotens sidste ord...." Jeg skriver klart, og jeg skriver flere gange, at de amerikanske flymyndigheder NTSB har offentliggjort en udskrift fra den sorte boks, og, ja, jeg læste udskriftet og skrev en historie på den baggrund
* "Amanda Knox..." Det må være inspireret af Timothy Egan, som skrev en blog om emnet på New York Times, skriver Jalving. Tro det om du vil, Jalving, jeg har ikke læst Timothy Egans blog. Kom undersøg min computer, se mine cookies, mine temporary files, men jeg kunne faktisk godt tænke mig frem til mine synspunkter selv.

Jalving går mest i dybden med en fem og et halvt år gammel artikel om Neil Bush; det er tidligt om morgenen i min ende, jeg har siden udskiftet computer, og jeg har den ikke i min nuværende computer, men her er, hvad jeg tror, der er foregået.
Jeg skriver i min artikel ifølge Jalving:
“Washington Post skrev før jul et portræt af ham, og det fremgår, at det er lykkedes for ham at være et sort får ikke blot for én, men for to amerikanske præsidenter.”
Underforstået: Jeg vil her redegøre for, hvad Washington Post artiklen skrev.
Sådan ville jeg ikke gøre i dag. Jeg har lært min lektie, og jeg har lært, at der er mennesker, som vil forsøge at læse andre motiver end mine egne ind i teksten - og som vil gå ud fra, at kun de kan tænke - og derfor ville jeg i dag tydeligt og redeligt og mange gange have citeret Washington Post.

Jeg læser - sikkert akkurat som Jalving - mange forskellige kilder, jeg læser mange aviser, mange blogs, mange bøger, mange magasiner, og jeg forsøger efter bedste evne at spore originale synspunkter tilbage til, hvor de kom fra. Læs min blog "Amerikanske Tilstande," og Jalving og alle andre vil se flere links end i de fleste andre blogs.

Jalving kan ikke lide den måde, som jeg skriver på, og, nuvel, det må jeg så leve med. Men det er der faktisk en temmelig simpel løsning for.
Lad være med at læse mig. Der er millioner af mennesker, som ikke gør det, og som har et udmærket liv.

Med venlig hilsen

Poul

Poul Høi har en formidabel evne til at analysere og beskrive strømninger og fænomener i vores tid. Det er journalistik på meget meget højt plan. Hvor Jalving er en bøsseforskrækket polemiker sætter Poul Høis artikler tingene i et perspektiv som interesserer alle læsere - fri for Jalvings liberalistiske kæpheste og interessant for alle danskere uanset polistisk ståsted. Som abonnent kan man leve med Jalving sålænge vi har Høi ..........det omvendte er ikke tilfældet.