Jalving kritiserer atter Poul Høi og Berlingske

Så svinger bloggeren Mikael Jalving igen pisken over Berlingske Tidende og USA-korrespondent Poul Høi i særdeleshed. I et nyt indlæg kritiserer han sin tidligere arbejdsplads for ikke at være kritisk over for Poul Høis »sløring af kildesituationen og -håndteringen.« (opdateret 15:37)

Så svinger bloggeren Mikael Jalving igen pisken over Berlingske Tidende og USA-korrespondent Poul Høi i særdeleshed. I et nyt indlæg kritiserer han sin tidligere arbejdsplads for ikke at være kritisk over for Poul Høis »sløring af kildesituationen og -håndteringen.« (opdateret 15:37)

Det er kun to uger siden, at den borgerlige kommentator ved Jyllands-Posten, Mikael Jalving, sidst var ude efter Berlingske Tidendes Cavlings-vindende korrespondent i USA. Her blev Poul Høi beskyldt for at snyde med sine kildehenvisninger.

Beskyldningerne fik Poul Høi til at udbryde over for Journalisten.dk: »Jeg er sgu chokeret.«

I det seneste indlæg fra Mikael Jalving fremlægger han igen beskyldninger om direkte kildesnyd i en artikel skrevet af Poul Høi fra USA. Og konklusionen om hans arbejde er klar:

»Poul Høis metode er ikke direkte afskrift, men bevidst sløring af kildesituationen og -håndteringen. Og det er naturligvis et seriøst problem for et medie, der gerne vil tages alvorligt,« skriver Mikael Jalving.

Det får ham til at stille spørgsmålet, om Berlingske Tidende overhovedet har været opmærksom på det påståede problem med kildehenvisninger fra Poul Høi udover den irettesættelse, som Poul Høi tidligere har fået af avisen.

Mikael Jalving efterlyser som konsekvens af beskyldningerne imod Poul Høi, at Berlingske Tidende på linje med nogle amerikanske medier nedsætter en uafhængig undersøgelse med henblik på at undersøge det journalistiske arbejde fra Poul Høi.

Men stiller efterfølgende endnu et spørgsmål:
»Kan man forestille sig noget sådant ske på Berlingske Tidende? Jeg kan ikke.«

Læs kommentar fra Poul Høi herunder:

14 Kommentarer

Poul Høi
2. JULI 2009
Re: Jalving kritiserer atter Høi og Berlingske
Michael Jalving er i sin gode ret til at skrive, hvad han skriver, og han er i sin gode ret til at have uret.
Sidst han kritiserede mig, plagierede han sin kritik fra en fem år gammel artikel i Jyllands-Posten. Artiklen i Jyllands-Posten indeholdt to kritikpunkter, Jalving tog det ene af dem og lod som om, han selv havde fundet det, og så skrev han ellers af til den store guldmedalje uden at nævne, at en klummeskriver mange år tidligere havde gjort arbejdet for ham.
Bør Jyllands-Posten undersøge ham? Bør en uvildig kommission?
Nu har Jalving - eller dem, der gør arbejdet for Jalving - så fundet en artikel fra 2001, og han præsenterer det som om, det er en liv-og-død artikel fra min hånd. Så lad os lige få det på plads: Det handler om en artikel på 576 ord, altså en kort artikel. Michael Jalving siger, at den ikke er skrevet af, men kraftigt inspireret af en artikel i Wall Street Journal, som jeg kun nævner én gang i min artikel.
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige...
Vil Jalving tage de samme kriterier og gøre dem gældende over for sin egen avis anno 2001? Vil han begynde at undersøge Jyllands-Postens egne medarbejdere anno 2001?
Nej, selvfølgelig vil han ikke det. Journalistik er ikke - i det mindste ikke, når det bliver begået med 576 ord og nederst på side 14 på en udlandsside - en altertavle. Det er somme tider det tilfældiges kunst, det er somme tider det muliges kunst, og det er somme tider en deadline, der gør, at en artikel både bliver det tilfældige og muliges kunst.
Og så kan man sagtens - otte år senere og i en ophøjet blog - finde fejl og mangler, og det må jeg finde mig i, at Jalving bliver ved med.
Ville jeg ønske, at jeg havde citeret Wall Street Journal yderligere en gang, og gjort det i begyndelsen af artiklen? Ja. Ville jeg gøre det i dag? Ja, sgu.
For jeg er ikke for gammel til at lære. Jeg syntes, at Jyllands-Postens medieklumme med kritikken i 2004 var uretfærdig, men jeg kunne ikke gøre andet end at sige: Det skal blive løgn - og jeg har siden gjort mig umage for hellere at citere en gang for meget end en gang for lidt.
Men det betyder ikke, at man ikke kan tænke selv. Hvis man f.eks. læser fem bøger eller fem artikler om et emne og så tænker en begivenhed ind i en sjette sammenhæng og citerer originale oplysninger og tanker undervejs, men skaber et nyt produkt.
Og det betyder heller ikke, at man ikke kan fejle, for vel kan man det. Alle kan, alle undtagen Michael Jalving.
Til syvende og sidst - og som jeg også opfordrede ham til sidst:
Jeg læser kun Michal Jalving, når Journalisten vækker mig og beder mig kommentere på en af hans klummer, og jeg lever et udmærket liv uden at læse Michael Jalving.
Hvis han bliver så mavebesværet over at læse mig, så lad dog for pokker være. Jeg er sikker på, at han også vil leve et udmærket liv uden at læse Poul Høi. Millioner af mennesker gør det.
Andreas Hansen
2. JULI 2009
Re: Jalving kritiserer atter Høi og Berlingske

Touché, Høi!

 Jeg hæfter mig ved denne passage på Jalving blog (fra næstseneste svada mod Høi):

 "Lad mig ile med at oplyse de interesserede om, at jeg ikke har undersøgt Poul Høis artikler systematisk. Så interessante er de trods alt heller ikke. I mine øjne bliver mandens normale dramaturgi og kroniske højstemthed meget hurtigt patetisk at læse og passer egentlig bedre til tekstning af tegneserier end til journalistik reportage, men der må være noget at gå i gang med på landets journalistuddannelser og aftenkurser i, hvordan man ikke skal gøre som journalist."

Jeg tror, det er her, (kæp)hesten ligger begravet. At Jalving bare ikke kan lide Høis stil - og ergo skydes der med løst og særdeles vådt krudt fra artikelarkivet.

Så ville det i stedet for at lede efter knappenåle ikke i den grad klæde debatten og Jalving at diskutere brug af dramaturgi i stedet for genbrug af kilder, når det nu er her, skoen trykker?

Jeg må så tilstå at være af den Santa Feske holdning, at det tværtimod vil gavne den danske journaliststand (og sikkert også et par aftenkurser), hvis man underviste i Høis brug af dramaturgi og generelle måde at opbygge selv semikedelige nyhedshistorier på, så de fremstår nærværende og indsigtsfulde og giver følelsen af, at man er blevet taget i hånden gennem et - til tider - kompliceret og følsomt emne. 

Så touché til Høi. Til gengæld vil jeg undlade at sige "ommer" til Jalving. Dét ord er vist genbrugt nok!

Mikael Jalving
2. JULI 2009
Re: Jalving kritiserer atter Høi og Berlingske

Ser til min glæde, at Poul Høi har beæret mig med et svar, hvor han beskylder mig for plagiat. Se, den var ny! Manden må have lært noget af det gamle ordsprog om, at angreb er det bedste forsvar.

Men ak, jeg må melde hus forbi. Bare fordi andre har kritiseret Poul Høi tidligere, betyder det ikke at en ny kritik er plagiat. Som jeg også skrev tidligere, så har jeg gerne villet se ved selvsyn, hvor grelt det stod til med Poul Høis journalistiske virke, hvorfor jeg har besværet mig med at læse en hel stak gamle artikler. Det er ikke plagiat, men at foretage et eftersyn af en højt estimeret journalist med branchens højeste danske udmærkelse om halsen.

Mine to hidtidige blogs er resultatet af det eftersyn, men jeg vil gerne røbe, at jeg har fået flere henvendelser siden den første postering fra læsere, der ligesom jeg mener, at Høis journalistiske metode lader noget tilbage at ønske, for nu at sige det så pænt, at det kan stå i Berlingske Tidende. Derfor kan jeg heller ikke love Høi, at jeg har skrevet det sidste ord om hans form for journalisme, eller at andre gør det, for den sags skyld.

Poul Høis reaktion minder mig om et forkælet barn, der er blevet spoleret af alt for megen applaus. Det er heller ikke sundt for voksne, skulle jeg hilse og sige.

Poul Høi
2. JULI 2009
Re: Jalving kritiserer atter Høi og Berlingske

Kære Michael - vi kender efterhånden hinanden så godt, at vi kan være på fornavn.

Nej, jeg mener ikke, at du plagierer, men jeg mener, at du placerer overliggeren så højt, at ingen kan være med. Heller ikke dig selv.

Du skriver, at du har fået en del henvendelser, og det har jeg også. Om dig og også om en række af dine kolleger og meningsfæller, og jeg kan fortælle dig dette:

Hvis overliggeren skal ligge, hvor du placerer den, så er jeg ikke den eneste, der skal for en rigsretssag.

Men her er forskellen på dig og mig: Jeg har hverken tid eller lyst til at undersøge bremsestregerne i dine underbukser, eller hos din chef eller hos korrespondenterne på Jyllands-Posten, for som jeg også har skrevet: Journalistik er ikke PhD-studier i historie. Journalistik er somme tider det, der kan lade sig gøre, og somme tider finder det sted på mindre end ti minutter, og somme tider er man mere eller mindre heldig. Somme tider ringer en redaktionssekretær og siger: "Vi mangler en historie om det og det, vi mangler en anderledes historie, vi mangler en amerikansk vinkel, kan du aflevere om en halv time" - og så gør man det.

Du har også selv forsøgt dig med journalistik; i din tid på Berlingske skrev du bl.a. en historie om DR og Tøger, og - sagde kritikerne - en god del af researchen holdt ikke. Andre beskyldte dig for det, der var meget værre.

Det får ikke mig til at fare ud med ærekrænkende erklæringer, eller gå tilbage i dit bagkatalog eller læse alt, hvad du skrev i din studietid. Det var dit bud på at skabe en virkelighed, og måske var det med vilje, at du ignorerede nogle kilder, måske ignorerede du ikke nogle kilder, måske gjorde du dit bedste, og måske skulle du aflevere om ti minutter.

Nej, Michael, jeg tror, at kernen i din kampagne ligger et andet sted end  i kildekritik. Du skriver til sidst:

"Poul Høis reaktion minder mig om et forkælet barn, der er blevet spoleret af alt for megen applaus. Det er heller ikke sundt for voksne, skulle jeg hilse og sige."

Du er neo-konservativ. Jeg er ikke. Du er monokulturalist. Jeg er ikke. Du er Bush. Jeg er ikke. I en anden kommentar skriver Andreas Hansen.

"Jalving bare ikke kan lide Høis stil - og ergo skydes der med løst og særdeles vådt krudt fra artikelarkivet."

Utvivlsomt, du kan ikke lide min stil, men du kan heller ikke lide min politik, og også derfor "skydes der med løst og vådt krudt fra artikelarkivet."

Skal vi nu ikke tale lige ud af posen, Michael?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mikael Jalving
2. JULI 2009
Re: Jalving kritiserer atter Høi og Berlingske

Kære Poul, lad os da bare være på fornavn, hvis du insisterer.

Dit forsvar er tyndt. Først anklager du mig for i min kritik af din metode at skrive af ”til den helt store guldmedalje” skrev han ellers af til den store guldmedal. Nu mener du pludselig, at jeg ”er Bush” og ”monokulturalist”, og at det skulle være forklaringen på, at jeg har taget fat i dit virke. Prøv at forholde dig til kritikken i stedet for min ringe person – det ville klæde et voksent menneske.

Desuden: Dine politiske holdninger kan du have for dig selv. Jeg er sådan set 100 pct. ligeglad med, hvem du stemmer på eller sympatiserer med, det tror jeg også helst dine læsere er fri for at få oplyst. Jeg prøver blot at holde fast i en smule faglighed, og derfor er jeg også åben overfor kritik af artikler, jeg har været afsender af. Men så må du mande dig op til mere end de blotte insinuationer om dette eller hint fra min, indrømmet, korte tid på Berlingske (jeg sagde selv op!) eller fra min studietid.

Da jeg lavede den pågældende interview-artikel om overvægten af Politiken-folk i Danmarks Radios nyheds- og debatprogrammer, mødte jeg glad og fro op hos den daværende chefredaktør og forsvarede min artikel. Der blev ikke gjort anmærkninger – hverken dengang eller sidenhen i den tid, jeg var på avisen. Selv mener jeg naturligvis, at researchen var i orden. Jeg har ikke hørt andet fra andre, der har gidet læse lortet. Jo, fra Tøger Seidenfaden – i en radioduel. Men nu var han jo også direkte berørt i sagen.

Da jeg skrev, at din stil efter min mening ofte er patetisk at lægge øjne til, fældede jeg en æstetisk dom, som ikke har noget med politik at gøre. Modsat dig mener jeg nemlig, at man godt kan tale om æstetik, uden at den kan afkodes som udtryk for en politisk ideologi. Men det er en anden diskussion.

Tilbage står, at du modsætter sig at forholde dig til sagens substans. Det tager jeg ad notam i den sikre forvisning, at læserne udmærket kan lægge to og to sammen og få fire.

Flere