
Københavns Politi undskylder, at de hjalp Rasmus Paludan med at sortere i pressen. Her ses partilederen ved en anden demonstration 1. maj. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Paludans politibeskyttelse må ikke blive en hindring for den frie presse. Sådan lyder det fra Radio24syvs politiske redaktør, Brian Weichardt, som i går forsøgte at interviewe partilederen for Stram Kurs, uden held.
Paludan afholdt en demonstration mandag eftermiddag på Nørrebro i København. Flere journalister var dukket op for at interviewe partilederen.
En af de fremmødte journalister var Brian Weichardt, som gerne ville spørge Rasmus Paludan ind til en historie om partilederens fortid, som Radio24syv havde bragt tidligere på dagen.
”Vi stiller os som så mange andre medier uden for politiafspærringen og siger til politiet, at vi gerne vil ind og interviewe ham. De starter med at lukke et eller to hold ind fra TV 2, så Politiken. Men da det er min tur, får jeg at vide, at jeg ikke må komme ind, for han vil ikke tale med Radio24syv,” fortæller Brian Weichardt.
Afspærringen, som journalisterne stod uden for sammen med andre tilhørere, var ifølge Brian Weichardt cirka 30 meter fra hovedpersonen.
”Jeg spørger hvorfor og viser mit pressekort. Men jeg får at vide af politiet, at jeg ikke må komme ind, for han vil ikke tale med mig,” fortæller Brian Weichardt.
Prøvede at råbe til partilederen
Da Brian Weichardt ikke kunne få adgang, valgte han at forsøge at råbe nogle af sine spørgsmål til Rasmus Paludan.
”Så prøver jeg at råbe et par spørgsmål ind til ham, men jeg kan ikke rigtig høre, hvad han svarer. Det er noget med, at Radio24syv er en affaldskanal.”
Ifølge Brian Weichardt er det et principielt problem, at Rasmus Paludan kan bruge sin politibeskyttelse til at holde pressen væk og sortere i, hvilke journalister han vil tale med.
”Hvad er politiets begrundelse for at nægte mig adgang? Jeg er ingen sikkerhedsrisiko. Det var ikke nogen kæmpe Ghita-mikrofon, jeg havde med, det var en lillebitte mikrofon og en blok. Jeg er ikke til fare for nogen. Jeg ville bare stille ham nogle spørgsmål. Hvis han ikke vil svare, kan han sige ”ingen kommentarer” ligesom alle andre politikere,” siger han.
Radio24syv har i dag klaget til Københavns Politi over forløbet.
”Det er et problem, at en politiker i valgkamp, som er opstillingsberettiget til Folketinget, kan bruge ordensmagten til at sortere i, hvem han vil tale med. Det er et privilegium, som ingen andre nyder. Hvis han får lov til det, så kan Radio24syv aldrig stille ham et spørgsmål i valgkampen, for han vil være omkranset af politifolk hele tiden,” siger Brian Weichardt og tilføjer:
”Det er en forkert beslutning fra politiet, som ikke må danne præcedens.”
Politiet: Vi lægger os fladt ned
Hos Københavns Politi lægger man sig fladt ned og beklager.
”Det er ikke politiet, som på nogen måde skal være smagsdommere over, hvem pressen må tale med. Der er ikke så meget at snakke om, vi lægger os fladt ned og kommer med en undskyldning. Det er ikke sådan, vores plan er for den slags situationer,” siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi.
”Vi er der for at beskytte Rasmus Paludan. Men den frie presse skal have fuldstændigt almindelige arbejdsbetingelser. Det må vi ikke blokere.”
Hvad er gået galt?
”Det er svært at svare på. Når politifolkene står derude, er der et vist pres på. Mange vil ind og tale med Rasmus Paludan. Nogle har fredelige hensigter, og andre har ikke. Der har han også selv en føling med, hvem han gerne vil diskutere med. Jeg tror bare, at den model er gledet over i, hvordan vi har behandlet journalisterne i den situation. Det er selvfølgelig ikke sådan, det skal være. Journalisterne er på arbejde, ligesom vi er. De skal have ordentlige arbejdsbetingelser.”
Paludan: ”En affaldskanal”
Journalisten har også kontaktet Rasmus Paludan, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
På Twitter, hvor Brian Weichardt har omtalt forløbet, har Rasmus Paludan dog svaret den politiske redaktør.
Her skriver Rasmus Paludan ganske kortfattet: ”I er jo en affaldskanal.”
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En bedre løsning kunne være at alle journalister er solidariske og står sammen om at boykotte Rasmus Paludan.
Sådan er det at være chef: Man afgøre lidt selv, hvad og hvem man gider at spilde sin tid på... :-)
Flere