Hedder han ikke Michael Dyrby?

mvh

Jeg var en af de morgenfriske danske mænd, der frejdigt stod op for at se Obama komme til CPH via TV2-dækning fra morgenstunden. Vi ventede, ventede, filmede lidt op i skyerne, så kom et Thai-fly...eller er det...? Næh, det varer så 20 minutter igen, vi stiller om til grillen.

Aj, TV2, det var - som ved kongerøgelserne - en trampen tomgang og rundt igen i manegen. Har I spurgt Jer selv, hvorfor den skal have SÅ STOR en skrue, fordi Obama på forretsmaner tror han kan komme og ændre på IOCs planer? Hvor var afsløringen af beslutningen? Magtfordelingen? Kammerateriet? Økonomien?

TV misbruges mere og mere til den slags maraton-reportager fra "verdensbegivenheder". Det koster vel også en bondegård at sende i næsten et døgn. De ressourcer burde TV2 have sparet til bedre journalistiske tiltag, synes jeg.

Jeg kommer sådan til at tænke på "røvslikkeri", når jeg ser TV2. Men de er jo også på spanden og tækkes vel bare populariteten fremfor journalistikken?

SUK!  

Kære Preben, John, Jens og alle andre med interesse for dette...
Som journalist på Ekstra Bladets forskellige platforme har jeg deltaget i dette hestevæddeløb i København den seneste uge, og som mangeårig, for ikke at sige erfaren, olympisk reporter har det da flere gange slået mig, at al den interesse og al den plads, IOC-topmødet pludselig får, ikke står mål med noget, jeg tidligere har oplevet.
Jeg har stået foran Vega og holdt en ekstrabladet.tv-mikrofon for at lave glas-og-galar-stof med de kendte og semi-kendte, der bakkede Chicagos bud op, og selvfølgelig håbede vi på Michelle Obama, akkurat som vi håbede at få et glimt af Barack og af Oprah. Og jeg har også været i en gymnastikklub på Frederiksberg, fordi Nadia Comaneci kom der i tirsdags, og det har sørme heller ikke handlet om valgprocedurer og politiske vurderinger af insider-spillet i Den Internationale Olympiske Komité. Det gjorde det heller ikke for mine kolleger, da de tog til Tingbjerg for at lave indslag med Pelé.
De ting er kommet i boksen, på skærmen og i avisen, fordi der er tale om stjerner. Det er muligt, at begrebet er helt ukendt for højtuddannede, rutinerede journalister med en faible for at skrive debat-indlæg på Journalistens hjemmeside, men ude i den virkelige verden handler journalistik også om identifikation og rollemodeller og kendisser.

Men jeg har også skrevet analyser, jeg har lavet en blog, og jeg er blevet brugt som ekspert (og naturligvis er validiteten af det op til en nærmere diskussion af de pågældende mediers evne til at udøve kildekritik, det ved jeg godt...), og her har jeg også oplevet, at der er blevet mere plads og blevet brugt mere krudt på det olympiske spil og rænkespil, fordi IOC-mødet har ligget i København, end jeg kan huske fra de foregående 10 år. Kun i 1998-1999, da IOC var ved at revne af bestikkelsesskandaler og doping, var dækningen af de elementer på højde med det.
Men denne gang har der - og det skyldes muligvis, at mødet finder sted i Danmark, og det skyldes muligvis, at Obama'erne, Ban Ki Moon, Lula og det danske kongehus er til stede i massiv grad - været en større variation i dækningen. Jeg er sikker på, at i næste uge, når Kronprins Frederik bliver valgt ind i IOC, så vil man i Danmark, på grund af dækningen i de danske medier en bloc, have et langt bedre grundlag for at føre en kvalificeret debat om værdien af et dansk IOC-medlem, end der har været tale om på noget tidspunkt tidligere.
Det synes jeg faktisk er værd at kvittere for i en tid, hvor vi alle - efter min opfattelse med fuld berettigelse - taler om, at journalistikken som sådan bliver udhulet af de mange form- og platformskrav fra arbejdsgiverne.

Og så er jeg i virkeligheden ganske overrasket over, at man i 2009 kan mene, at det er et problem, at besøg af verdens mest magtfulde statsleder bliver dækket af de medier, der nu en gang er her.
Det er letkøbt kritik at påstå, at danske medier 'har forsømt at se på det politiske spil internt. Det er så let at løbe efter Obama og regne med, at hans prestige ordner det hele. Og får Chicago ikke legene, vil det blive præsenteret som den helt store overraskelse. Jeg synes, det er en spildt mulighed for at tegne et nærbillede af beslutningsprocesserne øverst i idrættens top. Og jeg forudser lidt den samme situation i næste uge, hvor kronprins Frederik træder ind i IOC', som min gamle ven Jens Sejer citeres for ovenfor.
Jeg kan godt have den opfattelse, at man i danske medier måske overspiller størrelsen eller tyngden i den kritik, Obama har mødt i USA omkring dels beslutningen om at tage til Danmark, dels at hans kampagne så førte til Chicago-nederlag. Jeg kan også godt have opfattelsen, at Chicago-folkene dygtigt har spillet kändisser ud på stribe i København og dermed har sat sig på medie-dagsordenen.
Men at insinuere, at det ikke skulle dækkes i nævneværdig grad, fordi kræfterne i stedet skulle være brugt på analyser af det politiske spil i en lenstrenget og hierarkisk strengt opbygget organisation af den allermest lukkede slags, er at skyde langt over målet.
Det letkøbte svar på en letkøbt kritik er egentlig bare at slå fast, at hvis man ikke gider følge dækningen af eksempelvis det amerikanske præsidentpars besøg i København, så er der - med mindre Jens Sejer og andre har nogle helt unikke modeller - en afbryderknap på fjernsynet.
Men det ville være for simpelt at foreslå dén løsning...
Mange hilsner
Lars W.

Tak for den udmærkede og venlige, men ikke helt præcise kritik. Mit ærinde har ikke været at kritisere at de 2 x Obamas besøg blev modtaget med benovelse og massiv dækning. Men det forekommer mig at Chicago i for høj grad blev udråbt som storfavorit i danske medier, og at der her var tale om afsmitning af den almindelige (og forståelige) jubel over at en stjerne kommer til byen.

Hvis jeg må prale en smule i dette snævre forum, gættede jeg på at finalen ville stå mellem Rio og Madrid, såsnart jeg havde set Chicagos uoplagte og usikre præsentation, inklusive det overdrevent følelsesmæssige indlæg fra fru Obama og det lidt trætte indlæg fra hendes slidte ægtemand. Hertil og ikke længere rakte så min spåmandskunst. Det var overraskende, også for mange IOC-medlemmer,at de hældte Chicago ud i første runde. Og det var overraskende at gamle Samaranch ville lide et så eftertrykkeligt et nederlag i finalen.

Tilbage til sagen. Der mangler i danske og udenlandske medier en vilje til at afsætte ressourcer til en stærk og vedholdende dækning af international idrætspolitik - og derfor står man naturligvis ikke med et stærkt kildenet og stor faglig paratviden ved de lejligheder hvor afgørende slag skal slås. I dagligdagen betyder det blandt andet at de meget magtfulde internationale idrætsorganisationer kan køre rundt med offentligheden, regeringerne og de nationale forbund uden nævneværdigt modspil.

Det er der masser af eksempler på, og mange af dem kan findes på www.playthegame.org . Der er I velkomne, hvis altså også I kan finde afbryderknappen på tv'et :-)