
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun Ole Sloth, ansvarshavende chefredaktør på Lolland-Falsters Folketidende, der er skuffet over Højesterets dom i en sag om navneforbud.
Det er brancheorganisationen Danske Medier, der har bistået lokalmediet i sagen, også.
Vi er naturligvis ærgerlige over dommen, og vi er bekymrede for, hvilke konsekvenser den kan få for mediernes muligheder for at dække straffesager. Vores opfattelse er, at retspraksis alt andet lige kan gøre det sværere – særligt for lokale medier – at omtale straffesager, hvor der er nedlagt navneforbud,” siger chefjurist i Danske Medier, Holger Rosendal, i en pressemeddelelse.
En nu pensioneret journalist ved lokalmediet blev forleden idømt en bøde på 10.000 kroner for at have brudt navneforbuddet i en sag om en tidligere kommunalt ansat, der dengang var tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser.
I artiklen beskrev Folketidende alder, køn, stilling i kommunen, kommunens og den konkrete forvaltnings navn, og at den tidligere ansatte havde været ansat i kommunens forvaltning i en årrække. Sammenlagt var de oplysninger nok til, at vedkommende kunne identificeres, mente Højesteret.
Både Danske Medier og Ole Sloth efterlyser med dommen et klart svar på, hvordan sagen så kunne være beskrevet. Det gav Steen Schaumburg-Müller, juraprofessor ved SDU, i går et klart bud på:
”De skulle have udeladt oplysninger som alder og ansættelsesforhold - det synes jeg faktisk ikke er så svært,” forklarede Sten Schaumburg-Müller.

På billedet ses den libanesiske journalist Amal Khalil, der i går blev dræbt af israelske luftangreb. AFP/Ritzau Scanpix
I går blev den erfarne libanesiske journalist og korrespondent, Amal Khalil, dræbt af israelske luftangreb. Det skriver det internationale journalistforbund IFJ.
Amal Khalil arbejdede for den libanesiske avis, Al-Akhbar. Sammen med den lokale freelancefotograf Zeinab Faraj rapporterede hun fra krigen i det sydlige Libanon nær byen Al Tayri, da et israelsk luftangreb ramte et civilt køretøj foran dem og dræbte to personer.
Mens journalisterne søgte dækning i nærliggende bygninger, vendte dronen tilbage og angreb deres bil.
Ifølge Journalistforeningen i Libanon (UJL) og libanesiske embedsmænd, angreb den israelske hær to timer senere bygningen, hvor journalisterne havde søgt tilflugt, hvilket resulterede i, at den styrtede sammen.
Redningshold fra Røde Kors blev af israelske styrker forhindret i at nå frem til Amal Khalil i flere timer. Da redningsarbejderne ankom til stedet var de kun i stand til at evakuere Zeinab Faraj, der er hårdt såret. Det var ikke muligt for dem at bjærge Amal Khalil, der lå fanget under murbrokkerne.
Allerede i september 2024 havde Amal Khalil modtaget dødstrusler fra den israelske hær.
IFJ tilslutter sig Libanons Journalistforening (UJL) i kraftigt at fordømme det de kalder for et målrettet angreb på Amal Khalil. IFJ understreger, at bevidste angreb på civile, herunder journalister, udgør krigsforbrydelser.
Fire journalister og mediearbejdere er blevet dræbt i Libanon, siden USA og Israel iværksatte koordinerede angreb på Iran den 28. februar 2026.

Christian Lundblad, Folketingets Ombudsmand. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Flere journalister har de seneste dage og uger klaget til Folketingets Ombudsmand, fordi flere myndigheder klapper i på grund af regeringsforhandlingerne.
Det bekræfter Folketingets Ombudsmand overfor Journalisten.
Fagbladet Journalisten beskrev i sidste uge, at flere journalister er stødt på en hidtil ret ukendt praksis hos myndigheder, navnligt hos styrelser. Her har de i flere tilfælde ikke kunnet få en kommentar til en sag af faktuel karakter, fordi nogle styrelser opfatter loven sådan, at de ikke kan udtale sig under regeringsforhandlinger. Siden har flere journalister henvendt sig til Journalisten med tilsvarende sager, og hvor de heller ikke har kunnet få styrelserne til at pege på, hvilke regler der står i vejen for, at de udtaler sig.
Og det har altså udløst klager til ombudsmanden.
I første omgang har ombudsmanden dog sendt dem videre til myndighederne, så de kan få mulighed for at svare journalisterne på klagerne. Samtidig har ombudsmanden bedt at blive underrettet om styrelsernes svar.
Hvis journalisterne ikke får tilstrækkeligt svar eller ønsker at klage over det svar, de får fra myndigheden, kan de gå videre med klagen til Folketingets Ombudsmand.
De tavse myndigheder er et nyt fænomen, der er opstået i forbindelse med, at regeringsforhandlinger trækker ud. Ikke desto mindre er det en praksis, der undrer Karsten Pedersen, lektor i offentlig kommunikation ved RUC. For i flere tilfælde vil en styrelses svar ikke have meget med politik at gøre.
”Arbejdstilsynet bliver jo ikke spurgt om noget politisk, hvor det spiller ind, hvilken regering der kommer,” forklarede Karsten Pedersen om et af de eksempler, Journalisten beskrev.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Boysen forlader TV 2 og sin rolle som souschef i TV 2 Kommunikation.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn, hvor han også beskriver, at halvdelen af afdelingens medarbejdere flytter til en anden afdeling:
”I løbet af de kommende måneder flytter over halvdelen af mine medarbejdere over i en ny afdeling - det giver rigtig god mening, og jeg er sikker på, det bliver supergodt.”
Hos TV 2 uddyber kommunikationschef Cathrine Kier, at der er tale om halvdelen af den del af TV 2 Kommunikation, som Mads Boysen har haft ansvaret for.
Det er fem fastansatte og to studentermedhjælpere, der rykker til TV 2’s nye produktafdeling, der har det samlede ansvar for kundeoplevelsen hos TV 2.
Det er medarbejdere, der blandt andet laver programtekster til TV 2 Play.
”Den opgave kommer selvfølgelig til at rykke ind i den nye produktafdeling, hvor mange gode kræfter i TV 2 skal arbejde sammen på en ny måde.”
Ifølge Cathrine Kier vil der ikke ske andre personalemæssige ændringer i TV 2 Kommunikation.

Kristoffer Frøkjær er chefredaktør på MenTalt.org Peter Damgaard Kristensen
I morgen får Danmark et nyt, gratis nyhedsmedie, der har en ambition om at give danskerne mere viden og konkrete redskaber til et liv med højere mental trivsel.
Lanceringen af mediet MenTalt.org sker på et tidspunkt, hvor stress, mistrivsel og psykiske udfordringer fylder mere end nogensinde før i Danmark.
Målet er at bringe den nyeste faglige viden, handlingsanvisende guides, debat og personlige fortællinger om mental sundhed, trivsel og livskvalitet.
Målgruppen er nysgerrige, syge, sårbare og pårørende, skriver MenTalt.org i en pressemeddelelse.
Emnerne kan for eksempel handle om skolevægring, nye behandlinger af ADHD og håndtering af negative tanker.
Andre medier er velkommen til at læse med og følge op på historierne, forklarer chefredaktør Kristoffer Frøkjær.
”Vi vil gerne dele stof med andre medier. Vi er jo ikke sat i verden for at tjene penge, blot for at inspirere til mere alsidigt stof om mental sundhed og sygdom i medierne,” siger han.
Kristoffer Frøkjær er blandt andet tidligere vært og redaktør på DRs P1 og fellow på Constructive Institute.
MenTalt.org udkommer ugentligt som nyhedsbrev og på sociale medieplatforme.
Det er etableret af foreningen ”Psykisk sund i Danmark” i samarbejde med Forskningsafdelingen, Midt- og Vestsjællands Hospital, og Center for evidensbaseret psykiatri.
I projektet medvirker desuden Mediernes Forsknings- og Innovationscenter fra Syddansk Universitet. MenTalt.org søsættes med støtte fra Novo Nordisk Fonden med midler til tre år.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
En kreds bestående af stort set alle svenske medier øger nu presset på Meta for at stoppe fupannoncer, hvor medier og journalister bliver misbrugt.
Brancheorganisationen Utgiverna har hyret advokatfirmaet TIMEĐANOWSKY i Stockholm til at undersøge mulighederne for at anlægge en civil retssag mod Meta, der blandt andet står bag Facebook og Instagram.
Det skriver næstformand i Utgiverne og tidligere chefredaktør på Expressen, Thomas Mattsson, i et opslag på LinkedIn.
Fokus for aktionen er at stoppe misbrug af medier og journalister i svindel-annoncer, fordi de svækker mediernes troværdighed.
I forvejen har Utgiverna politianmeldt Meta og organisationen arbejder også for at Meta skal bandlyses fra sammenslutningen af annoncører, IAB Sweden.
Bag Utgivarna står de svenske public service-medier, TV4 og brancheforeningerne for magasiner og dagblade.
"Der er et stærkt engagement blandt Sveriges førende medieorganisationer, medievirksomheder og medieledere for at tage fat på dette problem," skriver Thomas Mattsson.
Meta har tidligere forklaret, at det er svært at stoppe svindlen, fordi bagmændene hele tiden finder nye veje til at omgå systemerne.

Robert Timothy, BBC
Når Naja Nielsen træder ind gennem svingdøren til DR Byen den 1. oktober som ny indholdsdirektør bliver det til en årsløn på 2,1 millioner kroner plus pension på godt 325.000 kroner om året.
Det skriver MediaWatch.
Som indholdsdirektør får Naja Nielsen ansvaret for det, der før var tre direktørområder: DR Nyheder, DR Kultur, Børn og Unge samt Publicering og Brugere. Men Naja Nielsens løn kommer altså ikke til at afspejle, at hun afløser tre direktører.
Tidligere nyhedsdirektør Sandy French og Henrik Bo Nielsen, der var direktør for DR Kultur, Børn og Unge, fik hver især en samlet lønpakke på 2,1 millioner kroner i 2024, mens Lasse Bastkjær Jensen, der var direktør for Publicering og Brugere havde en lønpakke på 2 millioner kroner i 2024.
Bjarne Corydon får en samlet lønpakke på godt 4 millioner kroner, hvilket svarer til forgængerens Maria Rørbye Rønns løn.

Lars Pauli
Den fysiske udgave af Nordjyske bliver alligevel ikke lagt i graven, som det ellers tidligere var ambitionen.
Tilbage i 2024 var det strategien at afvikle papiravisen og e-avisen inden 2027.
Nu har Det Nordjyske Mediehus besluttet at give papiravisen mere livline, fordi det giver bedst mening økonomisk set, forklarer administrerende direktør Lars Gudbrandsson.
“Baseret på de nuværende tal ser jeg ingen økonomisk logik i at afvikle printavisen, så længe lønsomheden fastholdes,” forklarer han i en mail.
Han tilføjer, at Det Nordjyske Mediehus’ fokus er oplysningsjournalistik, der skaber betalingsvilje gennem forståelse og relationer.
”Den logik modarbejdes heller ikke af print," skriver han.
I 2024 var ambitionen at lukke avisen inden 2027 - men det kunne i praksis godt ske før eller efter.
”Det er ikke en deadline, men en ambition. Det vigtige er, at vi én gang for alle har truffet et valg om, at print ikke er fremtiden,” forklarede den daværende chefredaktør Kevin Walsh dengang.
Dengang lød målet på 30.000 rent digitale kunder i 2027.
Lars Gudbrandsson afviser, at beslutningen om at frede den fysiske avis skyldes, at tilgangen af digitale abonnenter ikke er stor nok.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kevin Walsh vender tilbage til B.T., efter han i starten af året blev fyret som ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra B.T., hvor han fra i dag og frem til september er ansat i rollen som udviklingschef.
Kevin Walsh var i en årrække journalist på B.T., han har været digital redaktionschef på Berlingske og været redaktionel udviklingschef i en tværgående funktion i Berlingske Media. I 2023 blev han chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.
Som udviklingschef bliver hans rolle at sikre fremdrift i B.T.'s strategiske initiativer.
Mads Brügger, ansvarshavende chefredaktør på Frihedsbrevet, har meldt sit medie ind i Danske Medier.
Det oplyser han til MediaWatch.
”Jeg kan godt lidt deres position i forhold til medieombudsmand og tech-giganter. Det vil vi gerne bakke op om,” siger Mads Brügger til Frihedsbrevet.
Frihedsbrevet har tidligere været kritiske overfor Danske Medier, fordi brancheorganisationens tidligere direktør Mads Brandstrup tidligere har været pressechef i Socialdemokratiet. Men efter Danske Medier for to år siden fik Dicle Duran Nielsen som direktør, har Mads Brüggers holdning til Danske Medier rykket sig.

Kristoffer Juel Poulsen
27 kulturorganisationer, herunder Danske Forlag og Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, går i et åbent brev ud om et krav om klare, ophavsretsbaserede regler for brugen af AI. Det skriver MediaWatch.
I brevet advares der om, hvordan ophavsretligt beskyttet materiale allerede bruges i stor skala til at træne AI-modeller uden tilladelse, betaling eller gennemsigtighed.
”Vi er lige nu vidne til et massivt tyveri af dansk og europæisk indhold, hvor værdien flyttes direkte fra kunstnere til globale tech-giganter. Men kunstig intelligens må ikke udvikle sig på bekostning af dem, der skaber indholdet,” udtaler Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda, ifølge en pressemeddelelse.
Organisationerne opfordrer til, at politikerne sætter klare rammer for kunstig intelligens' beføjelser nu, hvis ikke de vil risikerer at det svækker både kultur, økonomi og den demokratiske sammenhængskraft.
”Ophavsretten må og skal være en grundsten i fremtidens AI-politik,” tilføjer Nicky Trebbien.
I går, torsdag, var der indkaldt til temamøde om AI på Marienborg for en række partier.
Den norske public service-koncern, NRK, vil fjerne omtrent 10 procent af medarbejderne. Det skriver norske Journalisten på baggrund af et onlinemøde for alle NRK's medarbejdere tirsdag.
Her talte ledelsen om spareplaner frem til 2030.
Nedskæringen svarer til at reducere bemandingen med mellem 300 til 400 stillinger over de næste fire år.
Omkring årsskiftet meddelte NRK's ledelse, at medarbejderstaben ville blive reduceret med 150 fuldtidsstillinger over de næste to år. Dette skulle ske uden fyringer og i form af ”naturlig afgang”, altså ved, at folk går på pension eller selv siger op.
De yderligere nedskæringer skal ske gennem yderligere naturlig afgang, bemandingsbegrænsninger og lejlighedsvise ansættelsesstop.
Idéen er, at NRK er 300-400 medarbejdere færre i 2030 og dermed går fra cirka 3.100 ansatte til mellem 2.700-2.800 ansatte.
NRK har i dag 50 kontorer i Norge og en årlig omsætning på seks milliarder norske kroner, svarende til fire milliarder danske kroner.

Agnete Schlichtkrull
Radio IIII kom i den grad til at lave en fejl, da vært Ditte Okman i sidste uge grinede, da hun hørte stemmen fra en person med handicap blive afspillet i en udsendelse.
Det erkender Radio IIII's direktør og ansvarshavende chefredaktør, Nikolai Thyssen, nu. Det sker i et opslag på sociale medier, hvor han beklager episoden.
”Undskyld til alle jer, det ramte,” skriver han og fortsætter:
”Jeg er oprigtigt ked af det, der skete. Vi kommer til at lave fejl igen, det ville være løgn at sige andet. Men vi fortsætter ikke, som om intet er hændt. Det gælder også, når støvet har lagt sig.”
Afslutningsvis skriver direktøren, at det ikke tilkommer ham at udlægge de vilkår, mennesker med handicap lever under. Derfor opfordrer han i stedet til at læse det opråb, som 33 medlemsorganisationer sendte ud i slutningen af sidste uge. I den opsang gjorde organisationerne det klart, at episoden i radiostudiet ikke var en enlig svale, men et billede på et dybere problem i samfundet.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Retten på Frederiksberg forbyder instruktøren og producenten at viderebringe optagelser af forfatter Sara Omar, oplyser retten telefonisk til Ritzau.
Manyar Parwani og Omar Marzouk, der af mange er kendt som komiker, skal med rettens ord anerkende, at det er uberettiget at viderebringe de omstridte optagelser.
Dog har retten besluttet, at der ikke skal betales nogen erstatning til Sara Omar, hvilket hun havde forlangt i forbindelse med sagen.
Dommen kommer, efter Sara Omar har sagsøgt Manyar Parwani og Omar Marzouk med krav om at få nedlagt et permanent forbud mod dokumentaren om hende.
Retten lagde blandt andet til grund, at rettighederne til optagelserne for perioden frem til den 1. december 2018 tilkom forfatteren, og at forfatteren – for så vidt angår optagelserne efter den 1. december 2018 – i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention havde ret til beskyttelse mod krænkelser af privatlivets fred, herunder en ret til beskyttelse af omdømme og af retten til eget billede.
Hensynet til filminstruktørens og producerens ytrings- og informationsfrihed kunne ikke føre til et andet resultat, skriver Retten på Frederiksberg.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Venstres formand Troels Lund Poulsen har oven på sin øjenoperation skrevet en opslag på sociale medier, hvor han kritiserer en politisk kommentator i en DR-podcast for at kalde det et ‘kæmpe svaghedstegn’, at Troels Poulsen ikke deltog i regeringsforhandlingerne i mandags, fordi han har ‘ondt i øjet’.
”Normalt gider jeg ikke synke ned på det niveau. Men helt ærligt, nu er min grænse nået for, hvad jeg vil finde mig i!,” skriver Troels Lund Poulsen.
Ifølge Anders Emil Møller, Ledende Redaktionschef, DR Nyheder, er der imidlertid ikke tale om en politisk kommentator fra DR.
”Troels Lund Poulsen kritiserer noget en gæst i et af vores programmer siger, og det er han selvfølgelig i sin gode ret til. Men der er tale om en ekstern kommentator, og de har frihed til at sige og mene, hvad de vil. Der er jo ytringsfrihed. For mig er det vigtige, at vores vært efterfølgende reagerer ved at bringe fakta på banen og minde både gæst og lyttere om, at Troels Lund Poulsen er ramt af en alvorlig øjensygdom,” forklarer Anders Emil Møller i en mail.
På det sociale medie X undskylder politisk kommentator Jacob Bruun, at det kom "for hårdt ud" i podcasten, da han sagde, at Troels Lund Poulsens øjensygdom var udtryk for "et svaghedstegn".

Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix
BBC meddelte på et medarbejdermøde onsdag en beslutning om at nedlægge 10 procent af alle stillinger på tværs af afdelinger.
Her annoncerede ledelsen, at mellem 1.800 og 2.000 stillinger potentielt kunne nedlægges. Det skriver det internationale journalistforbund (IFJ).
Nedskæringen begrundes med et behov for at spare omkring 500 millioner pund i løbet af de næste to år, svarende til godt 4,2 milliarder danske kroner.
Ledelsen varslede også udgiftsbesparelser på rejser, deltagelse i eksterne arrangementer og brugen af freelancere. Desuden vil BBC være mere tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere.
Laura Davison, det britiske journalistforbunds generalsekretær, udtaler i en erklæring onsdag, at ”planerne om mere brutale jobnedskæringer er forkerte, skadelige og vil forårsage usikkerhed og stress for medarbejderne hos BBC.”
Ifølge generalsekretæren underminerer nedskæringerne BBC's evne til at opfylde sine formål om at levere kvalitetsjournalistik, der informerer, uddanner og underholder.
”BBC kan ikke levere kvalitetsjournalistik uden de talentfulde og erfarne medarbejdere, der gør det muligt,” siger hun i erklæringen.
Det britiske journalistforbund (NUJ) har tidligere rejst bekymringer over for BBC's ledelse over manglen på rekruttering og reduktionen i antallet af freelancere og den potentielle overbelastning, som det pålægger de tilbageværende journalister.
Afløseren for Sjællandske Mediers lokalaviser på den københavnske vestegn, Vores Vestegn, er så småt klar til at gå i luften.
Det skriver Vores Vestegn i et nyhedsbrev, efter Rødovre-mediehuset Kickoff Media i slutningen af februar meddelte, at man ville lave et nyt vestegnsmedie, når Sjællandske Medier trak sig fra de kanter.
"Der er stadig en del, der skal falde i hak, før der endeligt kan trykkes på 'GO'-knappen. Men som det ser ud lige nu, lanceres Vores Vestegn i tre step,” står der i nyhedsbrevet.
Første step sker den 1. juni. Her bliver den første version af den digitale avis voresvestegn.dk lagt ud. Der vil siden blive test af, og den vil vise brugerne, hvad de kan forvente af deres nye lokalmedie.
Fra den 1. august vil mediet bringe daglige nyheder og de første reportager fra lokalområdet - formentlig fra det store cykelløb PostNord Rundt, der slutter i Rødovre 2. august.
Og fra den 1. september kommer mediet så også som trykt avis tirsdag-onsdag og med et nyhedsbrev på mail sidst på ugen.

Marton Monus/Reuters/Ritzau Scanpix
Vinderen af det ungarske valg, Péter Magyar, vil lave en lang række ændringer i det ungarske mediebillede.
Han vil suspendere udsendelser på statslige medier, vedtage en ny medielov samt oprette en ny mediemyndighed. Derudover siger han, at han vil sikre pressefriheden.
”Alle ungarere fortjener public service-medier, som viser sandheden,” sagde Magyar onsdag på den statslige radiostation Kossuth ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Magyar og hans parti, Tisza, har fået et såkaldt superflertal på mindst to tredjedele af pladserne i landets parlament. Dermed kan han ændre i den ungarske forfatning.
Under Viktor Orbán og hans parti, Fidesz, fik Ungarn kritik for at have et mediebillede, der i høj grad favoriserede regeringen.
Pressefrihedsorganisationen Journalister Uden Grænser (RSF) anslog før valget, at 80 procent af Ungarns presse kontrolleres af ”oligarker” med forbindelse til den afgående regeringskoalition. Statslige annoncemidler går i høj grad til netop de medier.

Privatfoto
Der er gang i svingdøren på Politiken i dag.
Tidligere i dag blev det meddelt, at Mette Davidsen-Nielsen stopper som kulturredaktør for at lave podcasts for Politiken, mens den digitale direktør Troels Behrendt Jørgensen skifter til et job som direktør og chefredaktør for Ugebrevet A4.
Oveni oplyser Politiken i en pressemeddelelse nu, at Johannes Skov Andersen tiltræder en nyoprettet stilling som udviklingschef på Politiken og bliver samtidig en del af avisens øverste ledelse, den såkaldte P-ledelse.
31-årige Johannes Skov Andersen har hidtil har været redaktionschef for digital innovation, og hans opgave bliver at styrke Politikens arbejde med udvikling og innovation i krydsfeltet mellem journalistik, teknologi og forretning.
Som udviklingschef får Johannes Skov Andersen ansvar for Innovationsredaktionen samt en række centrale funktioner inden for digital udvikling, herunder podcast, design, layout, grafik og sociale medier.
En central del af opgaven bliver at videreudvikle Politikens arbejde med nye teknologier, herunder kunstig intelligens, gennem eksperimenter og udvikling af nye redaktionelle værktøjer og formater.

Nadja Natalie Isaksen. Borgernes Parti Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Folketingsmedlem Nadja Nathalie Isaksen fra Borgernes Parti skriver i et opslag på Facebook, at hun er utilfreds med at medierne de seneste par dage begyndte at opsøge hendes familie og venner.
En veninde åbnede – ifølge Nadja Nathalie Isaksen – for eksempel døren og blev mødt af ”en grænseoverskridende journalist”.
Veninden havde ikke lyst til at medvirke, men journalisten fortsatte med at stille hende spørgsmål, skriver hun i opslaget.
”Hun blev både rystet, bange og enormt utilpas, da hun grædende ringede til mig,” forklarer Nadja Nathalie Isaksen.
Formand i Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, kalder i et opslag episoden langt over grænsen.
Til P1 Morgen forklarer Berlingske, at mediet ikke udtaler sig om research eller artikler, der ikke er udgivet. Chefredaktør Tom Jensen oplyser til Journalisten, at han ikke har yderligere at tilføje.

Klaus Vedfeldt / Pressefoto
Frihedsbrevets chefredaktør, Mads Brügger, arbejder på en politianmeldelse af en kommentar fra kvotekongen John Anker-Hametner, som han opfatter som en voldstrussel mod et af mediets journalister.
Det skriver Frihedsbrevet.
For man må hjertens gerne skælde ud på Frihedsbrevets journalister.
“Men vi finder os ikke i trusler om vold, og især ikke i en tid hvor journalister i stigende grad bliver målskiver for pressehad. Derfor ser vi ingen anden udvej end at politianmelde John-Anker Hametner Larsen,” siger Mads Brügger til Frihedsbrevet.
Kommentaren fra John Anker-Hametner Larsen faldt i et kommentarspor på en annonce fra Frihedsbrevet på Facebook. Kvotekongen blev i maj sidste år interviewet af netop Frihedsbrevet, og natten til fredag den 9. april i sidste uge gav han altså i den grad udtryk for sin utilfredshed over Frihedsbrevet og mediets journalist:
“Jeg fik hans navn og en skønne dag klapper jeg ham i gulvet,” stod der blandt andet i kommentaren.

Thomas Borberg
Der er markante ændringer på vej i Politikens øverste ledelse. Efter næsten 10 år stopper Mette Davidsen-Nielsen som kulturredaktør Politiken. Samtidig skifter Politikens digitale direktør Troels Behrendt Jørgensen til et job som direktør og chefredaktør for Ugebrevet A4. Det oplyser Politiken i en pressemeddelelse.
I sin nye rolle på Politiken skal Mette Davidsen-Nielsen udvikle et nyt podcastformat med fokus på eksistentielle og relationelle spørgsmål i moderne menneskers liv. Podcasten vil blive suppleret af en fast klumme og livearrangementer. Hun fortsætter med redaktøransvaret for navne- og satirestoffet.
Mette Davidsen-Nielsen peger selv på ønsket om at komme tættere på det publicistiske arbejde som motivation for skiftet:
”Jeg har haft 10 spændende og sjove år i spidsen for en stor og stærk kulturredaktion, og jeg er meget stolt af det, vi har skabt sammen. Nu glæder jeg mig til i højere grad selv at arbejde med journalistik og formidling og til at fordybe mig i de spørgsmål om relationer i det moderne menneskeliv, som optager mig – og som jeg oplever optager rigtig mange mennesker,” siger hun.
Politikens digitale direktør Troels Behrendt Jørgensen tiltræder som ny direktør og chefredaktør for Ugebrevet A4. I de seneste 10 år har han haft ansvaret for den digitale transformation.
Til A4 Medier siger Troels Behrendt Jørgensen, at abonnementsmodellen er vejen frem for seriøs journalistik.
”Her indtager A4 Medier rollen som det medie, der sætter den danske model til debat, udfordrer den og udvikler den gennem lødig og uafhængig journalistik.”
Politiken indleder nu processen med at finde en ny kulturredaktør. Stillingen slås op internt og eksternt. Stillingen som digital direktør genbesættes ikke i sin nuværende form.

Fagbladet Folkeskolen
2025 blev et flot økonomisk år for Fagbladet Folkeskolen med fortsat annoncevækst og markante investeringer. På to år har Fagbladet Folkeskolen for eksempel løftet sin annonceindtjening med 41 procent. Det skriver Fagbladet Folkeskolen i forbindelse med medievirksomhedens årsregnskab, som netop er offentliggjort
I 2025 blev alle Fagbladet Folkeskolens digitale platforme relanceret. Samtidig blev der investeret i en ny kursusportal, debatskole og medarbejderne flyttede ind i nye lokaler. Desuden købte Fagbladet Folkeskolen 'Lejrskolekataloget'.
På trods af investeringerne har Fagbladet Folkekolen realisere et EBITDA-resultat på 1.478.000 kroner i 2025 og et årsresultat efter skat og afskrivninger på knap 973.000 kroner. Egenkapitalen var dermed 5,6 millioner kroner ved årets udgang.
2025 blev også et positivt år journalistisk for Fagbladet Folkeskolen, der vandt to priser ved årets Anders Bording-prisfest.
Medievirksomheden modtog Anders Bordings Mediepris for ”at løfte et 143 år gammelt fagmedie ind i en ny tid med et moderne, brugernært og dagsordensættende journalistisk univers”.
Ansv. chefredaktør og adm. direktør Andreas Marckmann Andreassen modtog desuden Anders Bordings Særpris.

Mads Claus Rasmussen/APPR/Ritzau Scanpix
Ritzaus Bureau har i 2025 øget driftsoverskuddet med 55 procent fra 3,5 millioner kroner til knap 5,5 millioner kroner.
Det fremgår af årsrapporten, der netop er blevet godkendt ved den årlige generalforsamling, skriver Ritzau.
Nettoomsætningen i Ritzau landede på lidt over 148 millioner kroner og det er en stigning på 3,procent.
Årets resultat endte på cirka 4 millioner kroner, og det er et fald fra 2024, hvor resultatet landede på knap 10 millioner kroner.
Faldet er primært forårsaget af et frasalg af datterselskabet Inflow Media.
”Alt i alt er det et tilfredsstillende resultat. Det er særligt tilfredsstillende, at vi har formået at øge vores omsætning og vores driftsresultat i et svært marked. Det vidner om en sund forretning,” siger Jacob Kwon.
Ritzau opererer stadig i et udfordret marked, og derfor sigter den nye strategi efter at skabe ny omsætning uden for mediebranchen for at skabe mere vækst.
Google tester i øjeblikket en funktion, der gør det muligt for deres AI-værktøjer at omskrive nyhedsoverskrifter, der vises i Google søgeresultater. Det skriver Reporters Without Borders (RSF).
Det blev afsløret af det amerikanske teknologimedie, The Verge, den 20. marts 2026. Ifølge journalisten bag historien, Sean Hollister, har Google omskrevet overskrifter i et stykke tid, men praksissen har udviklet sig til at blive mere omfattende.
Ifølge talsperson for RSF's teknologiområde, Vincent Berthier, er der ikke blot tale om kosmetiske justeringer, men i stedet ændringer, der radikalt laver om i journalisters ord.
”At omskrive en artikels rubrik uden samtykke fra redaktionen svarer til at gøre krav på en ret, som Google ikke har,” udtaler han.
Google bekræfter overfor RSF, at de udførte en test, men beskrev den som ”lille” og tilføjede, at den havde til formål at guide brugerne til bestemte sider, når ”det var relevant.”
Ifølge RSF har Google krydset en ny grænse ved at omskrive indhold direkte i sine søgeresultater, og de opfordrer Google til at stoppe eksperimentet omgående.