Lars Pauli
Den fysiske udgave af Nordjyske bliver alligevel ikke lagt i graven, som det ellers tidligere var ambitionen.
Tilbage i 2024 var det strategien at afvikle papiravisen og e-avisen inden 2027.
Nu har Det Nordjyske Mediehus besluttet at give papiravisen mere livline, fordi det giver bedst mening økonomisk set, forklarer administrerende direktør Lars Gudbrandsson.
“Baseret på de nuværende tal ser jeg ingen økonomisk logik i at afvikle printavisen, så længe lønsomheden fastholdes,” forklarer han i en mail.
Han tilføjer, at Det Nordjyske Mediehus’ fokus er oplysningsjournalistik, der skaber betalingsvilje gennem forståelse og relationer.
”Den logik modarbejdes heller ikke af print," skriver han.
I 2024 var ambitionen at lukke avisen inden 2027 - men det kunne i praksis godt ske før eller efter.
”Det er ikke en deadline, men en ambition. Det vigtige er, at vi én gang for alle har truffet et valg om, at print ikke er fremtiden,” forklarede den daværende chefredaktør Kevin Walsh dengang.
Dengang lød målet på 30.000 rent digitale kunder i 2027.
Lars Gudbrandsson afviser, at beslutningen om at frede den fysiske avis skyldes, at tilgangen af digitale abonnenter ikke er stor nok.