Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun Ole Sloth, ansvarshavende chefredaktør på Lolland-Falsters Folketidende, der er skuffet over Højesterets dom i en sag om navneforbud.
Det er brancheorganisationen Danske Medier, der har bistået lokalmediet i sagen, også.
Vi er naturligvis ærgerlige over dommen, og vi er bekymrede for, hvilke konsekvenser den kan få for mediernes muligheder for at dække straffesager. Vores opfattelse er, at retspraksis alt andet lige kan gøre det sværere – særligt for lokale medier – at omtale straffesager, hvor der er nedlagt navneforbud,” siger chefjurist i Danske Medier, Holger Rosendal, i en pressemeddelelse.
En nu pensioneret journalist ved lokalmediet blev forleden idømt en bøde på 10.000 kroner for at have brudt navneforbuddet i en sag om en tidligere kommunalt ansat, der dengang var tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser.
I artiklen beskrev Folketidende alder, køn, stilling i kommunen, kommunens og den konkrete forvaltnings navn, og at den tidligere ansatte havde været ansat i kommunens forvaltning i en årrække. Sammenlagt var de oplysninger nok til, at vedkommende kunne identificeres, mente Højesteret.
Både Danske Medier og Ole Sloth efterlyser med dommen et klart svar på, hvordan sagen så kunne være beskrevet. Det gav Steen Schaumburg-Müller, juraprofessor ved SDU, i går et klart bud på:
”De skulle have udeladt oplysninger som alder og ansættelsesforhold - det synes jeg faktisk ikke er så svært,” forklarede Sten Schaumburg-Müller.