Københavns Vestegn. Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix
Samtidig med at Sjællandske Medier lukker lokalaviser på den københavnske vestegn, kommer der nu en ny lokalavis for Rødovre, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj.
Bag den nye lokalavis står det Rødovre-baserede mediehus Kickoff Media, der i løbet af 2026 starter mediet Vores Vestegn sammen med en kreds af erhvervs- og mediefolk og med opbakning fra erhvervsliv og politikere på Vestegnen.
Initiativtager til projektet er Jacob Pfeiffer fra Kickoff Media. Han siger, at det ikke er tilfældigt, at lokalmediet får navnet ’Vores Vestegn’.
”Vi vil gerne skabe et community for os, der bor på Vestegnen. Vi vil skrive de lokale historier om den succesfulde bagermester og kulturinstitutionen, der klarer sig godt,” siger Jacob Pfeiffer, der snart skal ud at ansætte både journalister og en redaktør.
Tæt på læserne
Vores Vestegn forventes at udkomme inden for få måneder – og den lanceres i kølvandet på Sjællandske Mediers beslutning om skrue ned for sin tilstedeværelse i området.
I forbindelse med en fyringsrunde har Sjællandske Medier planlagt at lukke ugeviserne i Rødovre, Glostrup & Brøndby, Gladsaxe og Albertslund.
”Vestegnen står nu sammen om at tage kontrollen over vores lokale medier tilbage,” hedder det i programerklæringen fra Vores Vestegn.
Gammeldags lokalavis
Ifølge Jacob Pfeiffer er det planen at lave et medie opdelt efter kommunerne i området.
”Der er ikke sikkert, at en historie fra Rødovre er interessant for læsere i Vallensbæk og Brøndby, så vi laver en opdeling med lokalsider ligesom i en gammeldags lokalavis.”
Kickoff Media udgiver i forvejen 3point.dk, der dækker fodboldklubben Brøndby, og podcastuniverset Vores Liga om superligaen, kvindernes A-liga og Premier League. Mediehuset står også bag fodboldforpiger.dk, der er Danmarks største nyhedssite om kvindefodbold.
Vores Vestegn udkommer gratis på tryk, digitalt og på sociale medier.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.