Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix
BBC meddelte på et medarbejdermøde onsdag en beslutning om at nedlægge 10 procent af alle stillinger på tværs af afdelinger.
Her annoncerede ledelsen, at mellem 1.800 og 2.000 stillinger potentielt kunne nedlægges. Det skriver det internationale journalistforbund (IFJ).
Nedskæringen begrundes med et behov for at spare omkring 500 millioner pund i løbet af de næste to år, svarende til godt 4,2 milliarder danske kroner.
Ledelsen varslede også udgiftsbesparelser på rejser, deltagelse i eksterne arrangementer og brugen af freelancere. Desuden vil BBC være mere tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere.
Laura Davison, det britiske journalistforbunds generalsekretær, udtaler i en erklæring onsdag, at ”planerne om mere brutale jobnedskæringer er forkerte, skadelige og vil forårsage usikkerhed og stress for medarbejderne hos BBC.”
Ifølge generalsekretæren underminerer nedskæringerne BBC's evne til at opfylde sine formål om at levere kvalitetsjournalistik, der informerer, uddanner og underholder.
”BBC kan ikke levere kvalitetsjournalistik uden de talentfulde og erfarne medarbejdere, der gør det muligt,” siger hun i erklæringen.
Det britiske journalistforbund (NUJ) har tidligere rejst bekymringer over for BBC's ledelse over manglen på rekruttering og reduktionen i antallet af freelancere og den potentielle overbelastning, som det pålægger de tilbageværende journalister.