Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:22 23.04.2026 Lisa van der Maat

Journalist dræbt af israelske luftangreb i Libanon

Journalist dræbt af israelske luftangreb i Libanon

På billedet ses den libanesiske journalist Amal Khalil, der i går blev dræbt af israelske luftangreb. AFP/Ritzau Scanpix

I går blev den erfarne libanesiske journalist og korrespondent, Amal Khalil, dræbt af israelske luftangreb. Det skriver det internationale journalistforbund IFJ.

Amal Khalil arbejdede for den libanesiske avis, Al-Akhbar. Sammen med den lokale freelancefotograf Zeinab Faraj rapporterede hun fra krigen i det sydlige Libanon nær byen Al Tayri, da et israelsk luftangreb ramte et civilt køretøj foran dem og dræbte to personer.

Mens journalisterne søgte dækning i nærliggende bygninger, vendte dronen tilbage og angreb deres bil.

Ifølge Journalistforeningen i Libanon (UJL) og libanesiske embedsmænd, angreb den israelske hær to timer senere bygningen, hvor journalisterne havde søgt tilflugt, hvilket resulterede i, at den styrtede sammen.

Redningshold fra Røde Kors blev af israelske styrker forhindret i at nå frem til Amal Khalil i flere timer. Da redningsarbejderne ankom til stedet var de kun i stand til at evakuere Zeinab Faraj, der er hårdt såret. Det var ikke muligt for dem at bjærge Amal Khalil, der lå fanget under murbrokkerne.

Allerede i september 2024 havde Amal Khalil modtaget dødstrusler fra den israelske hær.

IFJ tilslutter sig Libanons Journalistforening (UJL) i kraftigt at fordømme det de kalder for et målrettet angreb på Amal Khalil. IFJ understreger, at bevidste angreb på civile, herunder journalister, udgør krigsforbrydelser.

Fire journalister og mediearbejdere er blevet dræbt i Libanon, siden USA og Israel iværksatte koordinerede angreb på Iran den 28. februar 2026.

SENESTE NYT

Flere nyheder