Journalister, der arbejder for nyhedsbureauet AP, må ikke bruge de sociale medier til at udtrykke personlige holdninger.
»AP-medarbejdere burde ikke komme med personlige udmeldinger om politiske stridspunkter (på de sociale medier, red.).«
Sådan står der i en mail sendt rundt til medarbejderne hos nyhedsbureauet AP. Mailen blev sendt efter et par AP-medarbejdere på Twitter har kommenteret på forskellige sager i de amerikanske medier. Det skriver Poynter.org.
To AP-journalister kommenterede på en højtprofileret mordsag og på emnet homoseksuelle vielser. Men det har bragt bureauets dækning af de to sager i fare, skriver Tom Kent, chefredaktør i AP, i sin mail.
»Alle, der arbejder for AP, skal være opmærksomme på, at de holdninger, de udtrykker, kan skade AP's omdømme som troværdig nyhedskilde,« skriver han
I AP's retningslinjer for sociale medier bliver medarbejderne også opfordret til at slette ting, andre har lagt op på eksempelvis deres Facebook-profil, hvis materialet er i strid med AP's retningslinjer.
Da Berlingske sidste år nedskrev en række guidelines til, hvordan medarbejderne skal opføre sig på sociale medier, vakte det et ramaskrig. Blandt andet formuleringen om, at »det er afgørende, at der er en journalistisk begrundelse for at være med i politiske eller holdningsbaserede grupper,« skabte stor debat.
»Mange tilkendegiver, at det krænker deres ytringsfrihed,« sagde fællestillidsrepræsentant Frederik M. Juel dengang til Journalisten.dk.
2