
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Radio24syv har på dagen, hvor der var frist for ansøgninger, fået endnu en konkurrent i kampen om at vinde udbuddet om en ny DAB-kanal.
Det er Dk4, som ifølge en pressemeddelelse fra Kulturstyrelsen har lagt billet ind på DAB-kanalen.
Dermed er der i alt tre bud på den nye DAB-kanal. Ét fra Radio24syv med People Group i ryggen, ét fra et konsortium med blandt andet Roskilde Festival og Radio Diablo, der vil lave radiokanalen Loud, og så fra Dk4.
Mere fokus på Danmark
Dk4 har oprettet en ny virksomhed, der står i spidsen for buddet. Direktør for virksomheden er den tidligere mangeårige chefredaktør og adm. direktør hos Nordjyske Medier Per Lyngby.
Ifølge kommunikationschef hos Dk4 Steen Andersen vil kanalen, hvis Dk4 vinder udbuddet, sætte mere fokus på ”Danmark”.
Hvad tænker I, at I kan bidrage med?
”Vi kan bidrage med sammenhængskraft og mere Danmark. Vi skal give den danske kultur en meget bedre eksponering. Derfor vil vi være til stede i alle afkroge af kongeriget og rigsfællesskabet. Vi vil satse stærkt på Norden, for det er et område, der er underprioriteret på andre radiostationer.”
Han forklarer, at udbuddets fokus på kultur er grunden til, at Dk4 har valgt at søge.
”Vi har på Dk4 produceret kultur i en bred forstand i Danmark i 25 år. Vi tror på, at radio er et blivende medie, og det tiltaler rigtig mange forskellige målgrupper og aldersgrupper. Derfor finder vi det helt naturligt, at vores virke, som har været en succes på tv, bliver udbredt til radio.”
Tager konkurrence roligt
På Radio24syv vidste de allerede i går, at der ville komme konkurrence, da Loud torsdag meldte sine planer ud om at søge DAB-kanalen.
Det tog radioens ansatte i relativt stiv i arm.
”Jeg tænker, det er fint. Det er godt med konkurrence. Det ville være kedeligt, hvis sendetilladelsen bare blev givet til den eneste ansøger,” sagde Kristoffer Eriksen til Journalisten.
”Jeg har det sådan: Må den bedste mand vinde. Eller, den bedste radio, selvfølgelig.”
Tillidsrepræsentant Emma Oehlenschläger var enig, men erkendte også, at det gør tiden frem mod afgørelsen af udbuddet den 22. oktober mere usikker.
”Med den tid, vi har været igennem, ville det helt klart have været rart at vide i morgen, at det næsten var sikkert, at vi vandt – medmindre udbuddet blev forkastet. Det ville være løgn fra et medarbejdersynspunkt at sige andet, fordi vi har regninger og lejligheder, der skal betales,” sagde hun.
Artiklen er opdateret klokken 13.38 med kommentarer fra kommunikationschef i Dk4 Steen Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.