Usikker dødsårsag
»Som jeg ser det, er det største problem den fagligt ukorrekte behandling af stoffet,« sagde Bent Claudi Lassen mellem sine forsikringer om, at dansk landbrug har den presse, det fortjener, og hvis man er åben, kan man have et udmærket forhold til pressen.
Som eksempel på faglig ukorrekthed nævnte han en historie fra september sidste år om en kvinde, som angiveligt var død af salmonella DT104. Det er en salmonellatype, som er resistent over for flere forskellige typer antibiotika – en resistens, som først og fremmest skyldes brug af sygdomsbekæmpende antibiotika, men brug af vækstfremmere menes også at spille en rolle. Historien kom i medierne dagen før en konference om resistensproblemer, »plantet af en forsker fra Statens Serum Institut,« som Bent Claudi Lassen formulerede det.
»Men eksperterne er uenige,« hævdede Bent Claudi Lassen, og pointerede, at selv om landbruget er i gang med at udfase brug af vækstfremmere, så står befolkningen stadig tilbage med et fejlagtigt indtryk af, at der findes medicinrester i mælk og kød.
Bent Claudi Lassen rådede journalisterne til at have en mere kritisk holdning til eksperterne, fordi de som forskere også har en skjult dagsorden i inderlommen, fordi de skal have midler til deres forskning.
Men den påstand nægtede bromatolog Henrik Wegener, Dansk Zoonosecenter (zoonose er sygdomme overført fra dyr til mennesker. Red.) at have siddende på sig og sine kolleger.
»Jeg kender ikke det billede af, at vi forskere render efter journalister for at få penge. Jeg opfatter snarere mange forskere som meget usikre over for journalister, fordi vi ingen medietræning har. Forskere har simpelthen brug for medietræning,« sagde han.
For ham var en af de væsentlige konflikter mellem journalister og forskere, at journalister pressede på for at få forskningsresultater, som nødvendigvis må have sin tid.
»Man kan ikke offentliggøre resultater, før man har analyseret færdig og ideelt set skrevet en videnskabelig artikel. Halvdelen af gangene viser analyserne jo noget andet, end man troede fra starten, sagde Henrik Wegener.
Han tilføjede, at den salmonella-inficerede kvinde rent faktisk døde af sin salmonellainfektion.
»Lægerne siger samstemmende, at patienten døde som direkte følge af salmonellainfektionen, som var årsag til, at der gik hul på hendes tarme. Det betød, at hun døde af andre bakterier, men forårsaget af de ødelagte tarme.«

Ingen stolthed
om søndagen
Formanden for Folketingets fødevareudvalg, Jørn Jespersen (SF), glædede sig over, at der i forhold til landbrugserhvervet trods alt var større åbenhed og dialog at spore end for bare få år tilbage. Hans budskab til medierne var noget dobbelttydigt. Han roste dem som helhed:
»Når pressen har en sag, der vedvarende popper op, så er der som regel noget om snakken. Salmonella er altså et voksende problem. Der var i 1996 fem gange så mange mennesker, der blev syge af salmonella som i 1980.«
Han fik salen til at skvulpe af latter over opskriften på, hvordan man som politiker er sikker på at komme i medierne med en sag, hvis målet alene er omtale.
»Radioavisens faglige stolthed er suspenderet om søndagen, så man starter med at sørge for, det er søndag. Så henter man morgenavisen og finder den sag, man mener kan holde vand. Så udsender man en pressemeddelelse med treledet argumentation. Man starter med, »det er for dårligt, at ….«. Så skriver man videre »… jeg kræver, at problemet bliver løst…«, og så overvejer man, hvor meget ubehagelighed, man vil udsætte den ansvarlige minister for – spørgsmål, samråd eller forespørgselsdebat, og det skriver man så til sidst, forklarede Jørn Jespersen og konkluderede, at det kræver stor moral og selvdisciplin som politiker at sige til journalisterne: »Det må jeg undersøge først, og så vender jeg tilbage.«
Og så havde han i øvrigt ikke meget tilovers for landbrugserhvervets beklagelser over stram lovgivning i forbindelse med brug af vækstfremmere.
»Nok kan der være tvivl om salmonella DT104 og resistens, men der er ingen tvivl om, at vækstfremmere skaber resistens. Og landbruget havde haft fire år til at gøre noget ved det, før politikerne greb ind. De kunne være gået i gang med udfasningen selv for længe siden,« fastslog Jørn Jespersen.

Myter om at mele kager
Journalist Pia Junø fra B.T. repræsenterede medierne, og hun efterlyste blandt andet langt større åbenhed og smidighed fra embedsmændenes side. Spørgsmålet er, om det vil komme. Kontorchef Morten Blom Andersen fra fødevareministeriet mente ja, efter ministeriet nu har haft tid til at sunde sig efter chokket over skiftet fra at være en branches ministerium til at være ministerium for et område, som angår hele befolkningen.
»Vi er knap nok færdige med omstillingsprocessen. Vi var som landbrugsministerium vant til at henvende os til en begrænset kreds af professionelle og fagmedarbejdere. Dækningen var lidt indforstået, saglig og lidt kedelig. Efter vi blev omlagt til fødevareministerium, blev vi forsidestof. Og det har præget vores hverdag mere end vi havde fantasi til at forestille os. Vi var ikke trænet i den kontakt, og vi har fået nogle buler undervejs. Pressen har nogle krav til deres virkelighed, og vi har nogle krav til vores, og der hvor det går godt, er når den politiske verden blander sig udenom,« pointerede kontorchefen.
Han forsikrede, at han og hans kolleger ikke er utilfredse med mediernes interesse for deres ressortområde, men forklarede tålmodigt, at embedsmændene beskæftiger sig med en fysisk/biologisk virkelighed. Ting tager tid, og svar på undersøgelser er ikke entydige. Årsagssammenhænge er hængt op på en lang række af forudsætninger, og det er svært at formidle inden for snævre tidsrammer.
»Tidligere tiders autoritetstro er afløst af en holdning om, at der er noget galt i enhver sag, hvis man graver længe nok, og det er resultatet af de vilkår, pressen arbejder under,« mente Blom Andersen, som fandt, at pressen rent faktisk over tid giver et retvisende, nuanceret billede af området, men med enkeltsager, som starter med at udbasunere sensationer uden at have alle analyser præsenteret.
Blom Andersen rådede sig selv og kollegerne til at præsentere problemerne upfront, for åbenhed hindrer mytedannelser om, hvis kage embedsmændene sidder og meler. Husk, at »skjule rimer på Thule«, sagde kontorchefen med henvisning til et citat af Poul Smidt, inden han lovede, at ministeriet i fremtiden ville praktiskere »åbenhed om grundlaget for de afvejninger, vi foretager os.«

Romantikken er forduftet
Professor ved journalistuddannelsen på Odense Universitet, dr.phil. Anker Brink Lund, satte perspektiv på debatten. Han fremviste dokumentation for, at landbrugserhvervets arme riddere ikke nødvendigvis havde belæg for at føle sig forfulgt af en problemlysten presse.
Hans undersøgte i 1997 gennem otte uger dækningen af mad- og ernæringsstoffet i tolv danske dagblade og elleve ugeblade. 1214 artikler blev det til, og i dagbladene kunne tyve procent af artiklerne karakteriseres som »risiko-historier«, mens tallet for »de løste problemers univers«, ugebladene, var bare fire procent.
»En af forklaringerne på landbrugets oplevelse af, at medierne er efter dem, er, at man nu begynder at behandle landbruget som alle andre erhverv. Tidligere var det nærmest helligbrøde at skrive negativt om landbruget, grundet vores traditioner og forestillinger om Danmark som landet med de evigt bølgende gyldne kornmarker langt fra pesticidrester og vækstfremmere. Tiden er forbi, da landbruget havde særstatus. Romantikken er væk, sagde han og tilføjede, at risikostoffet er i vækst i medierne.
Undersøgelsen omfattede også en opgørelse over, hvilke kilder journalisterne havde brugt i historierne. 60 procent af artiklerne havde forbrugere som kilder, 29 procent havde professionelle/eksperter og 45 procent havde producenter.
Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man således med Anker Brink Lund konstatere, at forbrugerne er kommet for at blive.